Joe Biden er for oprigtig til, at venstrefløjens ’establishment’-kritik for alvor vil klæbe sig fast

Efter Hillary Clintons nederlag til Donald Trump i præsidentvalget i 2016 mente nogle iagttagere, at Bernie Sanders ville have haft en bedre chance for at vinde i de tre delstater, der afgjorde udfaldet – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.

Måske/måske ikke.

En mere sandsynlig vinder ville nok have været vicepræsident Joe Biden, der fra en tidlig alder har næret ambitioner om at blive præsident. Han stillede op i 1988 og 2008, men afbrød under valgkampen. Og i 2016 kom en tragedie i vejen. Hans ældste søn Beau fik en ondartet hjernesvulst i 2013 og døde i sommeren 2015.

Tabet af Beau, der var justitsminister i familiens hjemstat Delaware, og som i 2016 planlagde at stille op til guvernørposten, var et kæmpe slag for Joe Biden. Han havde kort tid til at beslutte, om han skulle søge partiets nominering, og han var ikke sikker på, om han følelsesmæssigt ville kunne stå distancen ud.

Trods det kontaktede Bidens rådgivere lokalpolitikere i de delstater, der stemmer først. Donorer blev linet op. Han skrev et udkast til sin tale. Meningsmålinger i efteråret 2015 viste, han havde større opbakning end Hillary Clinton i Ohio, Pennsylvania og Florida (der blev vundet af Trump i 2016).

Til sidst måtte Biden anerkende, at han efter Beaus død ikke havde stamina til at være over et år væk fra sine kone Jill, enken og svigerdatteren Hallie og to børnebørn.

At læse om disse overvejelser i Bidens bog fra 2017, Promise me Dad: A year of Hope, Hardship and Purpose, gør indtryk. Biden var tættere på at stille op, end vi vidste den gang.

Set i bakspejlet virker det ikke usandsynligt, at Biden med sin folkelighed, varme personlighed og politiske talent kunnet have tiltrukket flere hvide arbejdere og kvinder i forstæderne. Og hans nære bånd til Obama kunne have fået flere sorte vælgere op af sofaen.

Hertil kommer, at Biden stammer fra industribyen Scranton i Pennsylvania. Han er populær i fagbevægelsen. Modsat Clinton taler han direkte til arbejdernes og middelklassens bekymringer og frustrationer. Industristater som Michigan, Ohio og Wisconsin ville måske have været lettere at vinde for Biden end for Clinton og Sanders.

Det er forklaringen på, at præsident Trump affyrede en lang salve af sarkastiske tweets om »Sleepy Joe«, som han kalder Biden, da Biden holdt sit første vælgermøde i mandags. Trump kan med god grund frygte at miste nogle af sine kernevælgere til Biden. Mødet fandt sted i Pittsburgh, Pennsylvania og var arrangeret af brandfolkenes fagforbund.

Senator som 29-årig

Efter otte år som vicepræsident og 36 år som senator er det svært at forestille sig nogen anden nulevende politiker, der er så beredt til at beklæde præsidentembedet. Mange er ikke klar over, at Biden blev valgt til Senatet i en alder af 29. Inden da havde han været medlem af byrådet i en lille by i Delaware.

I sine erindringer fra 2007, Promises to Keep: On Life and Politics, fortæller han den fascinerende og tragiske historie om sin valgkamp i 1972. Her arrangerede Bidens folk hundredvis af kaffeselskaber og gik dør til dør.

Næsten ingen vælgere kendte hans navn. Bidens modstander, en republikansk senator, havde siddet på posten i årtier og kom først hjem fra Washington, D.C., da det var for sent. Biden vandt med kun 2.000 ud af 230.000 afgivne stemmer.

Bidens forbløffende sejr tåler sammenligning med Alexandria Ocasio-Cortez’ besejring i november sidste år af nummer fire i det demokratiske lederskab af Repræsentanternes Hus. Hun er også 29. Forskellen mellem de to er, at en senator er langt mere indflydelsesrig på landsplan end et kongresmedlem.

I 1972 så Bidens politiske fremtid lovende ud. I november fyldte han 30, aldersgrænsen for Senatet. Han var dybt forelsket i sin hustru Neilia. De havde tre børn – Beau på tre, Hunter på to og Naomi på et.

Ugen inden jul 1972 skete det ubegribelige. Neilia og Naomi blev dræbt i en bilulykke, mens Beau pådrog sig svære kvæstelser og Hunter et kraniebrud. Inden Biden havde taget sin ed som senator, var han blevet enke og enlig far til to drenge.

I sine erindringer beskriver Biden sorgen over det ufattelige tab. Han havde mistet al lyst til politik og meddelte den demokratiske flertalsleder Mike Mansfield, at han ville give afkald på sin senatsplads. Det tog Mansfield, Edward Kennedy og andre af datidens demokratiske politikere ugevis at overtale Biden til at blive.

Bidens søster, Valerie, og hendes mand, rykkede ind i huset og overtog sammen med Bidens mor ansvaret for de to drenge. I 1975 mødte Biden den ni år yngre Jill Jacobs. De blev gift i 1977. Sammen har de datteren Ashley.

I 1988 indtraf ulykken igen. Biden fik konstateret to aneurismer i hjernen, og mellem de to livsfarlige operationer var han nær død af en blodprop. Oven i det gik sønnen Hunter og hans hustru, Kathleen, fra hinanden i 2015. Hunter, der var dybt hengiven til sin storebror Beau, blev efter hans død kæreste med enken Hallie.

Kathleen beskyldte i skilsmissesagen Hunter for at tage kokain og opsøge prostituerede. I denne uge har magasinet Vanity Fair skrevet, at Hunter nu har slået op med Hallie. Biden-familien har således været tynget af sygdom og tragedier.

Fra Watergate til Krim

I politik er det gået bedre for Joe Biden, selv om der har været både op- og nedture.

Biden trådte ind i Senatet i 1973. Det er året, da Watergate-affæren tvinger præsident Richard Nixon til at træde tilbage, og Vietnamkrigen kulminerer. Siden da har han haft en finger med i nogle af de vigtigste historiske begivenheder i amerikansk politik og verden.

I 1980 er Biden i Moskva for at tale med præsident Leonid Bresjnev og ministerpræsident Alexei Kosygin om våbenkontrol. I 1990’erne er han involveret i bestræbelser på at få stoppet krigene i Bosnien og Kosovo. Han er hyppig gæst ved den årlige sikkerhedskonference i München og ikke overraskende en fan af NATO.

Størst indflydelse opnår Biden i sine otte år som vicepræsident under Barack Obama. Han gøres til ansvarlig for USA’s relationer til Irak efter tilbagetrækningen af de amerikanske styrker i 2009. Efter opstanden på Majdan og Ruslands indlemmelse af Krim-halvøen i 2014 varetager han forholdet til Ukraine.

Det er Biden, der overtaler Kongressen til at bevilge 750 mio. dollar årligt i udviklingshjælp til El Salvador, Guatemala og Honduras med henblik på at reducere antallet af migranter til USA. Trump beordrede for nylig Udenrigsministeriet til at blokere alle fremtidige bevillinger.

Det er Biden, der overbeviser republikanske lovgivere om at støtte Obamas stimulus-pakke i 2009, uden hvilken den økonomiske recession kunne have ramt dybere.

Udviklingen af et nært venskab mellem Biden og Obama hører til en undtagelse for en præsident og hans vicepræsident. Forfatningen tilkender kun vicepræsidenten en funktion – at overtage embedet, hvis præsidenten skulle dø. Alle andre opgaver bestemmes af præsidenten, der kan ignorere sin makker.

Dette makkerskab vil utvivlsomt tjene Biden godt i demokraternes valgkamp, hvor sorte vælgere udgør en vigtig blok. Herudover kan han trække på velvilje fra sorte politikere og aktivister, som Biden gennem sin karriere plejede nær omgang med.

Det mindre smigrende

I de to biografier udelader Biden behændigt de mindre smigrende episoder og holdninger fra hans karriere. Vi hører intet om hans kritisable håndtering af retsudvalgets høring i 1991 med Anita Hill, der beskyldte højesteretskandidat Clarence Thomas for seksuel chikane. Det kapitel er bare slettet.

Han undlader også at nævne kriminallovgivningen fra 1994, som han alene stod fadder til. Det er en lov, der indeholder flere positive initiativer – herunder en skærper strafferamme for vold begået mod kvinder. Men det er også loven, der øgede fængselsstraffe for besiddelse og handel med narko, og som sendte især farvede amerikanere årtier i fængsel.

Til gengæld redegør Biden for sin holdning til abort. Som katolik er han imod abort, men han støtter kvindens ret til at øve kontrol med sin egen krop. Han forklarer også, hvorfor han i 1970’erne tog afstand fra tvungen raceintegration, hvor sorte elever blev flyttet til skoler i hvide bykvarterer og omvendt.

Som politiker virker Biden autentisk. Han er umulig at bestikke og ikke interesseret i penge. Da Beau dør, må Biden tage lån i sit hus for at hjælpe svigerinden og de to børnebørn. Da Obama hører det, tilbyder han Biden at lægge pengene ud.

Det er svært at forestille sig, at progressive demokraters kritik af den moderate præsidentkandidat for at tilhøre »the establishment« vil klæbe sig fast i den kommende valgkamp. Dertil er hans ry for at være oprigtig og hæderlig for stort.

Joe Biden: ’Promises to Keep: On Life and Politics’, Penguin Random House 2008, 408 sider

Joe Biden: ’Promise me Dad: A Year of Hope, Hardship and Purpose’, MacMillan 2017, 272 sider