Læsetid: 7 min.

Kan fortænkt være en kvalitet ved et stykke litteratur? Det tror jeg

Mette Moestrup bevæger sig fra antikke myter til moderne søvnløshed i et vildt og virtuost tempo i sin nye digtsamling ’Til den smukkeste’. Der er krig og kærlighed og knivskarpe piruetter i sproget, men også alt muligt andet som er svært at fange, fordi strømmen af sentenser bliver for tæt og igennemsigtig
Mette Moestrup bevæger sig fra antikke myter til moderne søvnløshed i et vildt og virtuost tempo i sin nye digtsamling ’Til den smukkeste’. Der er krig og kærlighed og knivskarpe piruetter i sproget, men også alt muligt andet som er svært at fange, fordi strømmen af sentenser bliver for tæt og igennemsigtig
16. maj 2019

I Mette Moestrups nye digtsamling Til den smukkeste strømmer et vildt og smukt krat af tanker og stemninger ud fra den samme urscene, den scene, som på en måde iværksætter hele den europæiske litteratur.

I den græske mytologi blev guderne inviteret til helten Peleus’ bryllup, blot ikke nattegudinden Eris. Derfor kastede hun et gyldent æble ind blandt dem, som skulle gives, sagde hun, til den smukkeste gudinde. Men hvem var det? Til sidst måtte man få menneskene til hjælp, prins Paris måtte vælge mellem Hera, Athene og Afrodite. Som bekendt valgte han den sidste, for hun lovede ham den skønne Helena – skønt Helena allerede var gift med Menelaos.

Sådan er den mytologiske optakt til den trojanske krig, hvis udfald og efterdønninger Homer skriver om i Illiaden og Odysseus. Men den rastløse, zigzaggende intelligens, der løber gennem Til den smukkestes knap 200 sider, er ikke interesseret i fortællinger.

Den vil hellere se mytens øjeblik som et knudepunkt, hvis komponenter kan pilles fra hinanden, kombineres på nye måder, tænkes igennem og om, forbindes med det lyriske jegs søvnløshed, med anden græsk litteratur, med en hverdag, hvor kroppen og klimakrisen og tidens etniske politikker hele tiden klinger i baggrunden – »hvad kommer efter efterkommer?«, som Moestrup spørger undervejs — og med rejser gennem Europa, med pyramider og internettet. Og meget mere endnu.

Meget moestrupsk

De kombinationer kan nogle gange føles voldsomme, andre gange milde, nærmest melankolske. Uanset hvad er de som digterisk teknik meget genkendelige, meget moestrupske.

Ikke bare har æbler, antiracisme og det antikke Grækenland spillet en vigtig rolle i hendes sidste digtsamlinger, også formelt fortsætter Til den smukkeste, hvor Kingsize (fra 2006) og Dø, løgn, dø (fra 2012) slap.

Også denne gang er Moestrups skrift fyldt med helt ekstremt virtuose oneliners, hvor bogstavrim og tanke går op i en højere enhed.

Mette Moestrup: ’Til den smukkeste – 117 digte’.

Det er svært at pege på en anden dansk digter lige nu, der skriver så komprimeret og samtidig så rytmisk og melodisk let som Moestrup, når hun folder sig ud, og det uanset om registeret er helt klassisk lyrisk:

»En rosa dis, kerneløs som candyfloss, klæber til huden./ Det er som at gå gennem en grød af spøgelser her«

– eller er der egentlig tale om et stykke virrende, knopskydende prosa. Her er skråstregerne tekstens egne, ikke markeringer af linjeskift, mens ordene når at pege på den tyske digter Hölderlin, filosoffen Heidegger, klimakrise, Moestrups seneste digtsamling, Inger Christensens alfabet – og sikkert mere endnu:

»Så er du i en tid, hvor børnene demonstrerer
Hvor skal vi hen, digter, i denne tid? Hvad er det for en tid
Børnenes tid, mennesketiden, naturens tid
Flugtens, forbrugets, forureningens tid
Døde løgn. Blodæbledøgn
Bid for bid for ond bid, godbid, God forbid. Forbi. Fordi vi …
Inderligt jeg længes efter en utopisk fremtid!
Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid.«

Nå, tilbage til digtenes teknikker. Også denne gang skriver Moestrup hellere digtserier end enkeltdigte og fylder de serier med formelle regler og greb – bogen består både af tretten søvnløse nætter og af ni suiter, hver dedikeret til en af de klassiske muser. Hver suite er skrevet efter sit eget system og princip og har hvert sit visuelle udtryk på siden og hvert sit tonefald, der bevæger sig fra det hypnotisk gentagende over det roligt afklarede til det systematisk overlæssede.

I en serie er der tretten digte om kærlighed, der ikke er kærlighed – og måske er i dialog med Henrik Nordbrandts klassiske Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte.

En anden tætfører historien om Eris, gudinden, med opdagelsen af dværgplaneten Eris, der befinder sig hinsides Pluto. Den opdagelse kastede definitionerne i solsystemet – hvad er en planet egentlig? – ud af kurs, mens gudinden Eris pegede på det, der var ekskluderet fra gudernes kreds, og gjorde det, så det gav rystelser i olympens grundvold.

Serien tydeliggør myten om guldæblet som en historie om hævn og synliggørelse og en historie om fællesskabet som en skrøbelig løgn. Den er kun skrevet med store bogstaver.

»FESTEN VAR BARE EN KAMUFLERET KRIG«, råber den undervejs, og videre:

»KRIG ERKLÆRES IKKE LÆNGERE, FORTSÆTTER BARE
ERIS’ SEJR: AFSLØRINGEN AF DET«.

Det er jo et flot udsagn. Det er også et, resten af samlingen sætter spørgsmålstegn ved, sådan læser jeg det, det er én tråd gennem bogens viltre krat.

Modersprog er mordersprog

I en anden serie sidder det lyriske jeg med sit rastløse hoved i Berlin og vil skrive om blomster. Men hun distraheres af æbler – og af en mulig flirt, og også af sporene efter imperialismens forbrydelser og sin egen slægtshistorie. Under Anden Verdenskrig døde en faster som barn. Under samme krig diffamerede en oldeonkel, digteren Valdemar Rørdam, sig som nazist. Det afslører, at »modersprog er mordersprog«, som der står. Alligevel slutter jeget med at skrive:

»Dette er ikke den nationalistiske digters sprog.
Dette er den døde piges sprog«, for derefter, rituelt, at spise ordene, som hun har skrevet på et rødt æble.

Hun gør de ord til sine egne – eller æder dem i sig igen.

Hvad skal det sige? Måske, sådan læser jeg det, at Moestrup med sine digte vil mere end at afsløre overgreb og eksklusioner. Hendes tætføringer og associationer vil ikke bare pege på alt det, der gemmer sig under overfladen, for eksempel den racisme, der gemmer sig bag en hyggelig fortælling om et lille hyggeligt land. De skal iværksætte andre muligheder, skabe nye forbindelser.

På samme måde med det smukkeste. Undervejs vender Til den smukkeste igen og igen tilbage til den samme strofe af den antikke digter Sapfo, her i Mette Moestrups egen versionering:

»Nogle mænd siger en hær af heste og nogle mænd siger en hær af soldater / og nogle mænd siger en hær af skibe er det smukkeste som findes
på den sorte jord. Men jeg siger det er
hvad du elsker.«

Måske er det smukkeste ikke bare anledning til hævn og ufred, måske er det også bundet til kærligheden. Måske kan digtet fremhæve begge dele på én gang. Det er dén drøm, Til den smukkeste kredser om, tænker jeg: gennem sine tætføringer at synliggøre det uretfærdige, men så også at skabe nye forbindelser, række ud efter sin læser, pege på en anden fortid og en anden fremtid. Som der står undervejs i et af flere breve til læseren:

»Før eller siden ankommer brevet til tiden & sproget, det er skrevet på, kan ingen læse mere & sproget, det er skrevet på, kan ingen læse endnu. Flakker der også luminiscerende koder bag dine øjenlåg? Er der æbler, der hvor du er? Stormstød? Æbleblomster i dit hår – som en flygtig tiara over dine tanker? … Øh … dét var måske lige floromvundet nok, jeg mener bare … jeg tænker på, hvad du tænker på.«

Det er en smuk tanke, digtet som det, der skaber forbindelsen til det andet menneske. Det peger også på en forskydning i  Moestrups forfatterskab. I Dø, løgn, dø var det lyriske jeg spontant forbundet til andre gennem sin krop, gennem børn og modermælk, for eksempel. Denne gang vandrer det mere alene rundt i verden, som om forbindelsen til den anden mest er en forestilling eller et håb. Tit er der noget ensomt over Til den smukkeste, over stemningen i den.

For tæt og uigennemsigtig

Og nogle gange virrer tankestrømmene rundt, så man som læser – i al fald denne læser – ikke længere kan følge med. Den første, hypnotiske digtserie handler for eksempel om honning og heksagoner og om en urtid før historien. Den er smuk og uden synlig forbindelse til resten af bogen. Andre digte berører, flygtigt, at blive ældre og glæde sig til menopausen, og også svaneæg og klitoris og erindringsforskydninger. Og alt muligt andet, som man – jeg – ikke når at fange, fordi strømmen af sentenser bliver for tæt og uigennemsigtig.

Kan fortænkt være noget positivt, en kvalitet ved et stykke litteratur? Det tror jeg. Især hvis det som her forbinder sig ikke bare til noget virtuost, men også til en skrift fuld af stemninger. Til den smukkeste er fortænkt, på samme måde som en søvnløs hjerne er det, der langsomt river sig løs fra det fælles, og derfra spinder derudad i skiftevis halvt og dobbelt tempo. Mens de blå nattetimer tikker af sted, stille, roligt, let melankolsk, mens overgrebene fortsætter, mens verden omkring den ånder langsomt ind og ud. Det er ikke et dårligt sted for Mette Moestrups skrift at opholde sig.

Mette Moestrup: ’Til den smukkeste – 117 digte’. 184 sider. 199,95 kr. Gyldendal.

til en ottende

blæksprutten har 3 hjerter

den ligner et rumvæsen

og spyr blæk som en gud

vogt dig for elskere som virker overmenneskelige

vogt dig også for mennesker som virker umenneskelige

det er ikke kærlighed, gå videre

åh, når nattesynet endelig virker

og solen så står op:

se, hvordan bølgeskummets døde havfruer

fyger i morgenrøden, formløst

det vil ind i kroppen, skummet

gennem munden; dets drøm er at gå

på to ben og ta form af os

Mette Moestrup

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
  • Niels Duus Nielsen
Poul Erik Riis og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Selvfølgelig kan det ikke være en kvalitet, at noget er fortænkt. Det kan være en kvalitet, at noget er tænkt. Det er heller ikke en kvalitet, at noget er for gammelt. Men kan være en kvalitet, at noget er gammelt.

At hævde kvaliteten ved fortænkthed er fortænkt.

Jan H. Hansen

Det kan sagtens være en kvalitet hvis noget virker fortænkt. I Giorgio Agambens litteraturfilosofi er det netop opholdet, intentionen om at gøre ophold før tanken og sætningen, der er det væsentlige, at opholde sig ved tankens forud-sætning. Og jeg er helt sikker på at Mette Moestrup kender til Giorgio Agambens litteraturfilosofi.

Anders Sørensen

@Jan H. Hansen, at virke fortænkt og at være det er to vidt forskellige ting. Jeg ved ikke helt, om du søger at redefinere "for-tænkt" til at mene noget, man på forhånd har tænkt. I så fald ville det være fortænkt.

Jan H. Hansen

@Anders Sørensen, det handler bare om at gøre et ophold forud for tanken. Noget mange kunne have gavn af i disse tider med sociale medier. Inklusiv mig selv.

Jeg tror, at befolkningens størrelse løser sig selv i takt med, at flere mennesker i verden før mere velstand.

I Europa er befolkningstallet meget stærkt på vej ned. Selv i Kina, der har droppet 1-barns idéen, falder befolkningstallet ret hurtigt. Og ligeledes i Rusland medens den står stille i en række store asiatiske lande.

Derfor tror jeg, at når de fattige lande i Afrika får et sikkerhedsnet, så de ikke behøver at bruge mange børn til at sikre deres alderdom, vil de også reducer børnetallet.

Niels Duus Nielsen

Sproget er en tidsmaskine, og litteratur er breve fra fortiden, breve til fremtiden, som læses i en flygtig nutid. "En grød af spøgelser", godt set!