Læsetid: 4 min.

Katrine Marie Guldager skriver simpelthen for godt til at skrive den her roman

Katrine Marie Guldager er i sin nye roman, ’Et rigtigt liv’, en ekstremt rutineret bilist, der kører overskudsagtigt rundt i sin Volvo – jeg forstår bare ikke, hvor hun vil tage mig hen
31. maj 2019

Hvis jeg undtager de klummer, som Katrine Marie Guldager jævnligt skriver i Politiken, er det virkelig længe siden, jeg har læst hende rigtigt.

Som studerende sad vi i grupper og diskuterede »Brødmaskine«, forfatterens kanoniserede digt fra hendes debut i 1994, Dagene skifter hænder, der også grafisk lignede rugbrød, der blev skåret i skiver:

Det starter med en brødmaskine
rugbrød og kerner,
og skåret fra hinanden:
Det fortsætter som morgenlys
skarpt morgenlys, skorper
og himmel, fugle på træk.
Hele tiden suges jeg væk
til noget går i stykker
skyerne, nogle knogler, dit navn der vokser
som tænder der vil spyttes ud

Jeg har altid været glad for dét digt, det konkrete, rugbrødsskiverne, der bliver et billede på noget andet, mikset sammen med de mere luftige størrelser, nogen, der går fra hinanden, sorg og fugle på træk.

Siden debuten har Guldager imidlertid langsomt, men sikkert, bevæget sig helt væk fra lyrikken over novellerne og frem til det store og sikre format, romanen, men af en eller anden grund er jeg bare stået af.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, ja - den lød ellers anderledes interessant, da Guldager selv talte om den i P1 morgen den anden dag.