Læsetid: 4 min.

Katrine Marie Guldager skriver simpelthen for godt til at skrive den her roman

Katrine Marie Guldager er i sin nye roman, ’Et rigtigt liv’, en ekstremt rutineret bilist, der kører overskudsagtigt rundt i sin Volvo – jeg forstår bare ikke, hvor hun vil tage mig hen
31. maj 2019

Hvis jeg undtager de klummer, som Katrine Marie Guldager jævnligt skriver i Politiken, er det virkelig længe siden, jeg har læst hende rigtigt.

Som studerende sad vi i grupper og diskuterede »Brødmaskine«, forfatterens kanoniserede digt fra hendes debut i 1994, Dagene skifter hænder, der også grafisk lignede rugbrød, der blev skåret i skiver:

Det starter med en brødmaskine
rugbrød og kerner,
og skåret fra hinanden:
Det fortsætter som morgenlys
skarpt morgenlys, skorper
og himmel, fugle på træk.
Hele tiden suges jeg væk
til noget går i stykker
skyerne, nogle knogler, dit navn der vokser
som tænder der vil spyttes ud

Jeg har altid været glad for dét digt, det konkrete, rugbrødsskiverne, der bliver et billede på noget andet, mikset sammen med de mere luftige størrelser, nogen, der går fra hinanden, sorg og fugle på træk.

Siden debuten har Guldager imidlertid langsomt, men sikkert, bevæget sig helt væk fra lyrikken over novellerne og frem til det store og sikre format, romanen, men af en eller anden grund er jeg bare stået af.

Måske var det forfatterens meget omtalte Køge-krøniken, der gjorde det, jeg kunne simpelthen ikke gå om bord i noget, som kaldte sig selv for Køge-krøniken, tarveligt nok.

Man kunne måske argumentere for, at der går en lige linje fra en brødmaskine til Køge, men brødmaskinen kan jo blive et billede på andre og sjovere ting, hvorimod jeg har svært ved at få Køge til at blive et billede på særligt meget andet end lige præcis Køge.

Og nu er det ikke, fordi jeg er ude efter Køge (den er jo hverken ringere eller bedre end så mange andre sjællandske byer), det er bare ikke en særligt pirrende titel, vel, nej. Men ret skal være ret, man kan ikke dømme bøger ud fra deres omslag eller titler – hvis bare! – og så er det jo godt, at der findes lektier, så man kan komme på sporet igen.

Guldagers nye roman – med den ærligt talt heller ikke specielt ophidsende titel Et rigtigt liv – tager udgangspunkt i et liv, der ikke bliver skrevet vanvittigt meget om, nemlig om det nordsjællandske overklassemiljø.

Det kan til gengæld være ret interessant, hvis man kan komme ind bag solbriller og jakkesæt, det kan man bare sjældent.

I villaerne langs Strandvejen er det private nemlig meget sjældent politisk, det private er bare privat. Man lufter ikke de plettede underbukser offentligt, og man opfører sig ordentligt og professionelt. 

En sådan type er også Guldagers hovedperson, Filip, fra vi følger ham i hans ungdomsår, til han er midaldrende og familiefar godt 25 år senere.

Guldager kommer vidt omkring: Filip vokser op med en handikappet bror, som han har et ambivalent forhold til, en mor, som dør ung, og en far, der selv plejer og passer storebroren og i hele dette heltemodige omsorgsarbejde svigter Filip, der sendes på kostskole.

Her og på de senere jurastudier udvikles Filip til en mand, der på overfladen ser succesfuld ud, men er langt mere tvivlende og usikker på sig selv og sin plads i verden, end de fleste ser.

Han finder en smuk og perfekt kæreste på jurastudiet, der sættes på pause, da han under et ferieophold i Colombia møder en erotisk bombe af en slags, der gør den ordentlige mand helt uordentlig.

Så finder han igen den taktfaste melodi, gifter sig, får børn og et (kedeligt) job som jurist, bliver lokket ud i nogle økonomiske fiduser, der ender galt under finanskrisen – og der sker en masse ind imellem, der er dilemmaer, refleksioner og præcise beskrivelser af både forelskelser, børne- og rigmandsliv og alt muligt andet.

Jeg synes egentlig, at det er sprogligt imponerende, det Guldager kan. Forfatteren kan virkelig sit kram, når hun skriver på det lange (og seje) episke stræk, som forfatteren gør her i Et rigtigt liv.

Hun skriver ikke bare underholdende og vildt effektivt, men også nuanceret, humoristisk og med et legende overskud. Det er altså mainstream, når det er bedst, prøv lige at høre her:

»Filip skal tage en MCJ, en Master of Comparative Jurisprudence, og snart er han i gang med at lære forskellen på civil law og common law. Han lærer at diskutere komplicerede juridiske spørgsmål på engelsk. Hurtigt bliver han gode venner med en colombiansk fyr, der hedder Francisco. Franciscos forældre tilhører den colombianske overklasse og er en slags reserveforældre for en lokal salsastjerne. Francisco giver drinks fredag aften, laver røræg lørdag morgen, og resten af dagen spiller de indendørs golf.«

Sikke en sjov, glidende og nøgtern bevægelse fra det mest kedsommelige juristeri til det kulørte og idiosynkratiske.

På den led kører det egentlig for Guldager her i Et rigtigt liv. Man keder sig ikke, fortællerstemmen er velsmurt, samtidig med at den har karakter, alligevel er det, som om der mangler noget.

Det er som at være passager i en rutineret forfatters store Volvo, der kører én rundt på sightseeing, det er bare sådan nogle upåfaldende og temmelig almindelige ting, man ser. Var det bare dét, tænkte jeg, da jeg var færdig – og følte mig snydt. Jeg havde nynnet med på romanens popsang hele vejen, men nu, hvor den var slut, blev det lidt for tydeligt, at sangen ikke ville mig noget.

Et rigtigt liv er en roman, der ikke vil så meget andet end at fortælle en uforpligtende historie og underholde. Det gør den godt. Den gør på den anden side heller ikke den store forskel og er hurtigt glemt igen.

Vi kommer aldrig dybt nok ned i hovedpersonens følelsesliv til, at man bliver virkelig berørt eller draget af Filips karakter. Samtidig mærker man, at forfatteren sagtens ville kunne tage én derhen, hvis hun havde lyst. Men det har hun måske bare ikke?

Jeg faldt flere gange under læsningen ned i det her paradoks: Guldager skriver simpelthen for godt til at skrive den her roman. Men igen, det kan jeg jo virkelig ikke blande mig i. Eller kan jeg? Måske bare lidt? Næste gang?!

Katrine Marie Guldager: Et rigtigt liv. 258 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.

Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen i en roman, der er både parodi og kliché, smuk og original. Er det også den umodne og megalomane mors forvandling til et barn, hun skildrer?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, ja - den lød ellers anderledes interessant, da Guldager selv talte om den i P1 morgen den anden dag.