Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kløgt og humor er (stadig) Lena Anderssons bedste våben

Her er en roman om en mand, der næsten hed Sveasson. Den spidder patriarken og folkhemmet
Kultur
10. maj 2019

Siger man Sveas son, som er den svenske titel på svenske Lena Anderssons helt igennem svenske roman, tilstrækkelig tjept, bliver det til ’Sveasson’ og altså en feminiseret version af det meget almindelige svenske efternavn Svensson.

Titlen læser jeg som et statement og en diskret påpegning af patriarkatets tilstedeværelse. Som alle Lena Anderssons romaner handler også denne om en ung kvinde, der bakser noget med en ældre mand, der tror, at han skal bestemme. Far og datter. Det kommer vi til.

Rundt om en patriarks fald tegner Lena Andersson et satirisk portræt af folkhemmet, der ligesom falder med ham. Hun begynder med titlens Svea, der hed Svensson, inden hun blev gift Johansson og fik sønnen Ragnar, der er romanens hovedperson.

Lena Andersson: ’Sveas søn’.

Ragnar er ung i 1950’erne og går i lære som snedker, senere bliver han sløjdlærer i »den svenske demokratiske enhedsskole«. Senere endnu bliver han far til Elsa, som han længe bestemmer skal dyrke skisport, fordi idræt er godt for den enkelte og for samfundet.

I Lena Anderssons letløbende prosa behøver man ikke at gætte sig frem. Derfor står der også bare om Ragnar Johansson, at han er »en mand uden sprækker, men med en stor splittelse, på den måde helt lig det samfund, han befolkede og formede«.

Med Svea, Ragnar og Elsa får romanen tre generationer at skildre det moderne svenske samfund gennem.

Svea, der faktisk har prøvet at sulte, og hvis far udvandrede til Amerika, Ragnar, der oplever dannelsen af folkhemmet og 1950’ernes og 60’ernes materielle opblomstring og så Elsa, der hele barndommen er en del af sin fars svenske projekt, men som teenager langsomt holder op med at gøre, som han siger, bliver akademiker og forholder sig overbærende til den gamle mand og ellers kritisk.

Kort historie lang

Romanen åbner meget humoristisk med, at Elsa som 29-årig i 1999 bytter om på rollerne og gør sin far til et projekt ved at anbefale ham som forskningsmateriale til en etnolog fra Uppsala Universitet, der søger personer, som »kunne danne grundlag for hendes forskning i modernitetens svenske mentalitetshistorie«. Elsa skriver til etnologen, at hendes far er så velegnet til projektet »at han aldrig ville få den idé at melde sig til det«.

Ragnar er den svenske mentalitet, og ifølge Lena Anderssons spiddende pen kan den beskrives sådan her:

»Menneskers muligheder var i virkeligheden små, skuffelse var for de fleste indbygget i tingenes orden. Derfor forekom det ham [Ragnar] ansvarsløst at opmuntre mennesker til at stræbe efter ting, de ikke kunne opnå. Det havde det svenske samfund forstået bedre end andre.«

Som dansk læser fik jeg den tanke, at vi godt kan slå Sverige i at være uambitiøse. Vi har endda heller ingen (symbolske) bjerge, men i den grad Grundtvig:

»Vi er ikke skabte til højhed og blæst,
ved jorden at blive, det tjener os bedst.«

Man kan også som dansk læser lade Sven Møller Kristensens »Sangen om Larsen« klinge med sammen med Ragnars skuffelser i livet og villighed til almindelighed.

Larsen-sangens knaphed illustrerer også, hvor laaang Lena Andersson gør en kort historie. Det er en del af hendes stil at kværne derudad i højt tempo, og det er også en del af hendes komik ligesom utrætteligt at blive ved, men jeg er overbevist om, at 150 sider havde styrket romanen her i stedet for 240.

Den socialdemokratisk splid

Lena Andersson har altid givet sig selv fri licens til at bruge sine karakterer som bugtalerdukker, der taler om den litteratur, Lena Andersson har læst og lyst til at sige noget om.

I Sveas søn har Ragnar Hemingway i tankerne på charterferie i Spanien til tyrefægtning, og senere udtaler han sig om bohemen Franz Kafka og filosoffen Judith Butler og hele kønsballaden. Det er lidt søgt og lidt klodset.

Så er det sjovere at mærke, hvad ens eget hjerte er fuldt af og lade munde løbe over med det. Mit er fuldt af Susan Sontags essay A letter from Sweden fra 1969, der er endnu et perfekt portræt af det socialdemokratiske paradis og oveni en ægte tidsrejse og dermed en skøn søstertekst til Anderssons kløgtige og morsomme historiske gennemgang.

Sontags essay blev oprindeligt trykt i det amerikanske tidsskrift Ramparts og er let at hitte på nettet. Her skildres folkhemmet af en amerikaner, der netop har fået penge af den svenske stat til at realisere sin første film. En fuldstændig umulig tanke i hendes hjemland.

Mit yndlingseksempel fra Sontags essay er Beatles-eksemplet. Eller rettere Beatleshår-eksemplet. Sontag hæfter sig ved, at man i det svenske militær i 1960’erne lader de menige få lov til at få Beatleshår. Slut med at trimme sig på soldatermanér.

Eksemplet er i mine øjne et perfekt billede af den skandinaviske velfærdsstat og dens borgere. Staten er de forstående forældre, borgerne er de lagom oprørske teenagere. Den samme forståelse prøver Ragnar at udvise over for sine teenagebørn, og dermed falder han. 

Alle har ret til at bestemme noget, det er godt, det er sådan, men det er samtidig anledning til den store splittelse, Ragnar hele tiden føler – og som Lena Andersson døber »den socialdemokratiske splid«. På den ene side at stræbe efter et samfund, hvor det er muligt at bryde den sociale arv og på den anden at give folk så godt et liv, at de ikke vil »væk fra sig selv og deres lod i livet«.

Det paradoks indfanger Lena Andersson med kløgt og humor.

Lena Andersson: ’Sveas søn’. Oversat fra svensk af Andrea Fehlauer. C&K, 240 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her