Det er ikke et tilfælde, at skurken i Neil Jordans thriller Stalker hedder Greta. Historien om den unge, naive Frances (Chloë Grace Moretz), der som nytilflyttet i New York bliver lokket i en fælde af moderlig omsorg af en ældre enlig kvinde, har ikke så lidt til fælles med eventyret om Hans og Grete.
Ligesom dem har Frances mistet sin mor. Hendes far har efter et års tid fået en ny kæreste, som dog ikke (i modsætning til søskendeparrets onde stedmor) overtaler ham til at slå hånden af Frances, men tabet og savnen er slemt nok i sig selv. Frances deler en lejlighed med sin veninde fra universitetet Erica (Maika Monroe) og arbejder som tjener på en restaurant.
Mens Erica er kynisk og forlystelsessyg, er Frances god som dagen er lang. Når hun finder en glemt håndtaske i subwaytoget, sørger hun for at aflevere den tilbage, fordi sådan gør man der, hvor hun kommer fra.
Tasken viser sig at tilhøre den enlige midaldrende kvinde Greta (Isabelle Huppert), der inviterer hende indenfor og begynder at tale om sin ensomhed. Ligesom Hans og Grete skulle hun bare have sagt nej tak til den gæstfrihed, den fremmede viser hende.
Vanviddet tager til
Gretas mand er død, fortæller hun Frances under deres første møde. Det samme er deres gamle hund, og den voksne datter studerer på musikkonservatoriet i Paris. De aftaler at mødes igen.
Greta taler med fransk accent og i overdrevet teatralske vendinger, der fra første færd placerer Stalker et godt stykke fra det realistiske drama. Frances’ reaktioner er tilsvarende pompøse.
»Du behøver ikke være ensom,« siger hun f.eks. med hovedet på skrå, mens hun læner sig op ad det klaver, Greta spiller Lizts »Liebestraum« på.
Det skulle hun i den grad aldrig have sagt.
Før hun får set sig om, er hun taget til gidsel af den ensomme Greta. Ikke bare i den overførte forstand, at Greta er et krævende bekendtskab, der gerne vil ses hele tiden, fordi hendes ensomhed er et bundløst hul, Frances kan blive ved med at pøse opmærksomhed ned i. Greta begynder (som titlen antyder) at stalke Frances, der bryder kontakten med hende, da hun opdager, at det med at glemme tasker i toget bare er et trick.
Skridt for skridt bliver skildringen af forholdet mellem den moderløse unge kvinde og den datterløse midaldrende kvinde mere skinger. Underlægningsmusikkens meget bastant faretruende brummen af strygere lyder første gang, da Greta sidder og bladrer igennem Frances feriebilleder på Facebook (hvilket jeg skulle hilse og sige, at almindelige ikkepsykopater også kan finde på at gøre).
Herfra bliver der hele tiden skruet op for hendes vanvid, indtil Stalker lander helt ovre i den fabulerende gysergenre, hvor ingenting principielt er for meget, fordi det jo handler om at bringe arketyper i spil – ikke om at skildre realistiske hændelsesforløb.
Tabubelagte følelser er godt gyserstof
Fornemmelsen af, at det på en eller anden måde er foruroligende at blive konfronteret med et andet menneskes ensomhed, er tilpas tabubelagt til at være godt gyserstof.
Hvad nu, hvis det at række ud og prøve at være der for et andet menneske var ensbetydendende med en radikal frihedsberøvelse? Ikke bare fordi man pludselig ikke kan være bekendt at trække sig. Heller ikke bare fordi man ikke kan få lov at være i fred en gang i mellem, men fordi man ikke sådan rigtigt kan slippe væk og få lov at gå frit rundt i verden og interessere sig for andre mennesker end det sorte hul, man kom til at nærme sig. Det er det (ikke specielt opbyggelige) tankeeksperiment, Neil Jordan trækker ud i den alleryderste konsekvens.
Neil Jordan sætter det truende ved et andet menneskes ensomhed gevaldigt på spidsen i Stalker. Der er så meget tryk på virkemidlerne, vanviddet og underlægningsmusikken, at det godt kan gå ud over indlevelsen.
Man skal være indstillet på, at det er den slags film, hvor det er et relevant spørgsmål, om hovedpersonen er vågen eller drømmer. Man behøver heller ikke være bange for, at man går glip af alt for mange subtile undertoner. Man risikerer at blive slemt forskrækket et par gange undervejs, men det meste af tiden er Stalker mere grotesk end faktisk uhyggelig.
’Stalker’. Instruktion: Neil Jordan. Manuskript: Ray Wright, Neil Jordan, Maika Monroe m.fl. Amerikansk. Vises i biografer over hele landet
