’Kvinde på krigsstien’ er en fremragende film om at sabotere miljøsvineri med det man kan
I virkeligheden er det ganske få øjeblikke i vores liv, hvor vi har magt over vores omstændigheder. For mange faktorer ligger uden for vores kontrol. Afmagt er et livsvilkår.
Tag bare klimakrisen. Den er ved at løbe løbsk grundet uduelige, populistiske politikere, der ikke har villet eller turdet træffe de nødvendige valg. Hvilket har skabt en afmægtighedsfølelse hos de klimabekymrede, der ikke er set siden, vi i tidernes morgen fandt ud af, at livet ender med døden.
Og dog. Demonstranter verden over synes at have tippet balancen med deres skolestrejker og blokeringer af blandt andet Londons trafik. Greta Thunberg er blevet et ikon for de magtesløse, der pludselig øjner magten. En ny vind blæser gennem dele af verdens miljøpolitik. Civil ulydighed virker.
Det mener 50-årige Halla i islandske Bendedikt Erlingssons fremragende film Kvinde på krigsstien også.
I filmens første scene skyder hun en pil op over tre højspændingsledninger og ned på den anden side. Derefter trækker hun stålwire op over ledningerne og kortslutter derved strømmen til et stort jernstøberi. Det er ikke første gang, at hun slukker for strømmen, og politikerne raser.
Miljøsuperhelt forklædt som korleder
Fjeldkvinden kalder hun sig som miljøsuperhelt, til daglig er hun korleder. Ingen kender hendes identitet.
»Jeg vil stoppe de forbrydelser, der begås mod os,« siger hun.
Og i et vidt og bredt delt flyveblad påpeger hun, at hendes generation er den mest magtfulde nogensinde, fordi den kan redde fremtidige generationers liv på kloden.
Der er love, der står over de menneskelige love, skriver hun. Og så bliver hun sammenlignet med Islamisk Stat og Anders Breivik. Selvom ingen kommer til skade. Men politikerne kalder alligevel på bedste newspeak-manér hendes sabotage for vold. Og myndighederne jager hende med alle overvågningsteknologiens fremskridt. Gadekameraer, droner, termofotografi.
Benedikt Erlingsson har tidligere fornøjet os med debutspillefilmen Om heste og mænd, der vævede et portræt af hans landsmænd gennem deres forhold til heste. Med sin anden film undersøger han nutidsmenneskets forhold til autoriteter, ubalancen mellem magt og afmagt i vores liv – og hvad vi skal stille op med al vores destruktion.
Halla finder magt i at sabotere energisektoren. Hendes enæggede tvillingesøster vælger en mere zenbuddhistisk tilgang og vil i ashram i to år. De har valgt hver deres skæbne. Eller det tror de i hvert fald. Og de småskændes om, hvordan man redder verden – og spilles begge med tyst tyngde af Halldóra Geirharðsdóttir.
Musikerne er med i scenerne
Et smågenialt træk ved filmen er en akustisk herretrio (tangenter, messingblæser og trommer), der er med filmen igennem – i selve scenerne. De tre herrer følger årvågent med, mens de kommenterer musikalsk på begivenhedernes gang. Og siden følger også en kvindelig kortrio – ikke ulig de græske tragedier. Det er en strålende idé, som måske liiige overforbruges en kende.
Kvinde på krigsstien balancerer smukt mellem økodrama og tragikomedie og undersøger uden videre patos, hvad det moderne menneske stiller op med en verden fra forstanden.
Og skæbnen? Den accepterer man, den tager man på sig, mens orkesteret og koret spiller og synger til.
’Kvinde på krigsstien’. Instruktion: Benedikt Erlingsson. Manuskript: Benedikt Erlingsson og Ólafur Egilsson. Islandsk-fransk-ukrainsk. (Biografer landet over)
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Problemet er altid :
Det går ud over de forkerte
Hov, hov - de her uduelige og populistiske politikere repræsenterer altså nogle af os uduelige og populistiske vælgere. Ingen skatter uden repræsentation.
Og hvad forhindrer "Den korte avis" i at afskrive artiklen ord for ord, udskifte "klima" med "flygtninge", og forherlige folk der "tager sagen i egen hånd"?
Tjah, det kommer vel an på, hvad du mener med at tage sagen i egen hånd, når det kommer til flygtninge?
Kvinden i filmen skader ikke andre mennesker, hun skader kun materiel. Og den materielle skade har heller ingen menneskelig skade til følge. Ingen advokerer – hverken jeg eller filmen –for at skade andre mennesker.
Aktivisme af denne art er udtryk for en global kamp for alle mennesker på kloden, uden skelnen til hvor man kommer fra. Den virker i mine øjne svær at finde noget forkasteligt i. Medmindre man stadig ikke tror på menneskabte klimaforandringer. Eller også: Hvis man ikke tror at vi er nødt til opbremse opvarmningen af kloden, uanset om opvarmningen er menneskabt eller ej.
Så hvad mener du med, at man kan udskifte klima med flygtninge og tage sagen i egen hånd. Dét er spørgsmålet.
Det samme kan gøres gældende om nedbrænding af påtænkte asylcentre i Sverige eller Tyskland, eller når autonome protesterer mod salget af huse som de anser for deres ved at smadre butiksruder på strøget.
En sten gennem et vindue hos en politisk modstander er også kun materiel skade (naturligvis også en symbolsk tilkendegivelse til den pågældende om at man er ret uenig med dem)
Det er kun materiel, symbolsk skade, der skal tjene til at åbne folks øjne for de hærværkende aktivisters frustration over hvad de opfatter som politisk inkompentance og en korrupt demokratisk proces.
Du kan vælge at sætte en moralsk grænse ved personskade, jeg mener at den er bedst sat når folk begynder at kæmpe med handlinger i stedet for ord og argumenter.