Læsetid: 2 min.

Lagermand Lundme fortæller kærligt

Hanne Hundige har flere gode råd: Stem på Prinsessepartiet, og brug tape til puslespil
Det er et ret fint greb, Tomas Lagermand Lundme benytter her. Et er, at det er kærligt og respektfuldt over for et menneske med et udviklingshandicap, men det er også godt for tekstens litterære kvalitet at lade sprækker opstå, hvor læserne selv kan lægge til Hanneportrættet og historierne om hende.

Det er et ret fint greb, Tomas Lagermand Lundme benytter her. Et er, at det er kærligt og respektfuldt over for et menneske med et udviklingshandicap, men det er også godt for tekstens litterære kvalitet at lade sprækker opstå, hvor læserne selv kan lægge til Hanneportrættet og historierne om hende.

Tor Birk Trads

10. maj 2019

Man kan høre det allerede på navnet, Hanne Hundige, der samtidig er bogens titel. Her er lagt op til spas. Man kan se det på Thomas Hjorthaabs tegning af Hanne på forsiden. Hun har store opspilede øjne og et kæmpe smil, ørerne stritter, farverne siger pang.

Og forventningerne indfries, der er spas og halløj i Tomas Lagermand Lundmes tre historier om en pige fra Vestegnen, der snart skal begynde i skole. I den første historie står der indledningsvist: »Her kommer Hanne fra Hundige. Hun er ikke helt som andre børn.« Hanne har nok et udviklingshandicap, men det står der ikke noget om i bogen, det er noget, læserne selv kan afgøre, alt efter hvilken alder og viden de nu har om verden og dens mennesker.

Den udeblevne forklaring på Hannes måde at være i verden på er en smerte, der er placeret i underteksten. Selve historierne er fortalt i et Hanneunivers af drømme om hunde og heste og prinsesser og med Hanne som filter.

Tomas Lagermand Lundme: ’Historierne om Hanne Hundige’.

Saxo
Det er et ret fint greb, Tomas Lagermand Lundme benytter her. Et er, at det er kærligt og respektfuldt over for et menneske med et udviklingshandicap, men det er også godt for tekstens litterære kvalitet at lade sprækker opstå, hvor læserne selv kan lægge til Hanneportrættet og historierne om hende.

Tape til puslespillet

Når Hanne lægger puslespil, bruger hun tape og tuscher for at få brikkerne til at passe sammen. Hvis hun kunne stemme, ville hun stemme på Prinsessepartiet, og når hun kigger på sig selv i spejlet og »kniber øjnene lidt sammen, ligner hun en prinsesse«. Når Hannes far Henrik siger »Kom så, Hanne, 8 plus 8. Hvad er det?«, ryster Hanne på hovedet. »Hun kan ikke have alle de tal derinde. Men hun prøver alligevel … Det må mindst være 3000 og 80.«

Historierne om Hanne kalder på at blive læst højt for nogen. Dels er de godt forsynet med Hanneudtryk:

»For hede hule helvede« og »men hvad fandens«, som det er godt at sige højt, og dels er de mundrette: »Hanne Hundige sidder på en stol i køkkenet. Hun er ved at tælle til tredive tusind. Mindst. Sådan føles det i hvert fald. Hun kan høre mor og far inde i stuen. De skramler med noget. Far nynner. Mor ler og kvidrer. Som om de holder fest uden at fortælle det til Hanne. Men det gør de ikke. De er ved at forberede noget. Hannes fødselsdag.«

Passagen er desuden et godt eksempel på Hannefilteret og på Hannes brusende og boblende glæde, der indimellem får hende til at glemme at trække vejret. Illustrationerne spiller med på Hannes høje humør, men de går ikke videre end det. Den forvirring, som teksten nænsomt antyder, at Hanne oplever, når hun ikke forstår reglerne for, hvornår man må se fjernsyn og spise sigtebrød med sukker på og ikke mindst for, hvornår man må le. Det er en skam, for lige præcis latter og humor har så mange farver og nuancer. Hjorthaab bruger kun et lille udsnit.

Tomas Lagermand Lundme: ’Historierne om Hanne Hundige’. Illustreret af Thomas Hjorthaab. Carlsen, 92 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu