Læsetid: 2 min.

Lagermand Lundme fortæller kærligt

Hanne Hundige har flere gode råd: Stem på Prinsessepartiet, og brug tape til puslespil
Det er et ret fint greb, Tomas Lagermand Lundme benytter her. Et er, at det er kærligt og respektfuldt over for et menneske med et udviklingshandicap, men det er også godt for tekstens litterære kvalitet at lade sprækker opstå, hvor læserne selv kan lægge til Hanneportrættet og historierne om hende.

Det er et ret fint greb, Tomas Lagermand Lundme benytter her. Et er, at det er kærligt og respektfuldt over for et menneske med et udviklingshandicap, men det er også godt for tekstens litterære kvalitet at lade sprækker opstå, hvor læserne selv kan lægge til Hanneportrættet og historierne om hende.

Tor Birk Trads

10. maj 2019

Man kan høre det allerede på navnet, Hanne Hundige, der samtidig er bogens titel. Her er lagt op til spas. Man kan se det på Thomas Hjorthaabs tegning af Hanne på forsiden. Hun har store opspilede øjne og et kæmpe smil, ørerne stritter, farverne siger pang.

Og forventningerne indfries, der er spas og halløj i Tomas Lagermand Lundmes tre historier om en pige fra Vestegnen, der snart skal begynde i skole. I den første historie står der indledningsvist: »Her kommer Hanne fra Hundige. Hun er ikke helt som andre børn.« Hanne har nok et udviklingshandicap, men det står der ikke noget om i bogen, det er noget, læserne selv kan afgøre, alt efter hvilken alder og viden de nu har om verden og dens mennesker.

Den udeblevne forklaring på Hannes måde at være i verden på er en smerte, der er placeret i underteksten. Selve historierne er fortalt i et Hanneunivers af drømme om hunde og heste og prinsesser og med Hanne som filter.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu