Læsetid: 2 min.

Alt for lidt desperation hos The William Blakes

Med en udgivelseshistorik som den danske, The William Blakes kan prale af, kunne man have håbet på et comeback, der føltes mere massivt end deres syvende album, ’1991’. Selvom vers og omkvæd er iørefaldende nok, virker pladen langt hen ad vejen som en standardiseret musikoplevelse og en ufarlig, politisk ytring
The William Blakes er klar med et nyt album ’1991’. På billedet se vi bandets forsanger Kristian Leth under deres koncert på Northside Festival i Århus. 

The William Blakes er klar med et nyt album ’1991’. På billedet se vi bandets forsanger Kristian Leth under deres koncert på Northside Festival i Århus. 

Kasper Løftgaard

16. maj 2019

Den danske indierockgruppe The William Blakes er nærmest et videnskabeligt forsøg i sig selv. Forsøget på at skabe en velklingende hybrid mellem progressiv rock og boyband.

Gruppen består af forsanger (og skuespiller, forfatter mm.) Kristian Leth samt bassist Bo Rande og brødrene Nordsø på trommer og guitar. De er begyndt at cirkulere instrumenterne mellem sig – men vokal og lyrikunivers forbliver i hænderne på Leth.

I et nyligt interview med Gaffa kredser han om den udvikling, bandet har gennemgået, med ord som opdagelsesrejse, udforskning og nysgerrighed.

Efter seks udgivelser på seks år er kvartetten mest af alt begyndt at minde om en kitschet og utrætteligt praktiserende kult.

Siden 2014 har The William Blakes dog holdt pause. Men nu er de tilbage med deres syvende album, 1991.

Som sangskriver i The William Blakes har Kristian Leth aldrig været bange for at beskæftige sig med videnskab og politik. Klassiske rocktemaer over lemfældig livsstil og ulykkelig kærlighed blandes ind i eksistentielle spørgsmål i gruppens tekstunivers. Det er også den sammensætning af privat og offentligt følelsesliv, der kan høres på 1991.

Kortfattet flow

På ingen måde er 1991 en plade, der lander som en lagkage lige i ansigtet på dig, ligesom tidligere udgivelser fra The William Blakes gjorde. Det er en skam. Det virker heller ikke, som om det var helt det, der var meningen.

Tangenterne fylder mere end før. Alligevel er det, som om de kunne have fået større intensitet. Og de ellers punkede titler som »Darkest Dream« og »Turn Us Into Them« appellerer til en langt større forurettethed, end bandet på nuværende tidspunkt synes at kunne mønstre.

Instrumenternes sprøde skorpe, som fås hos f.eks. duoen Klaus Johann Grobe fra Schweiz, er ikke længere på menuen hos The William Blakes – selv om det er nogenlunde samme lydopskrifter, man følger.

Med otte numre og en spillelængde på lige knap 37 minutter sidder man med en følelse af, at tiden på 1991 kunne have været udnyttet bedre. Efter 11 år i gamet og med så mange eksperimenterende album bag sig havde man i hvert fald håbet på et comeback, der føltes lidt mere massivt.

Først efter et kvarter begynder de politiske budskaber at insistere på lytterens opmærksomhed. Nummeret »Turn Us Into Them« handler om dansk integrationspolitik.

»I came here from another place
war in my bones and death in my face

back there we did what they said, then we did what they said
but they just kept coming

Vers og omkvæd er iørefaldende nok, men bliver rent instrumentelt behandlet på en alt for lidt desperat måde. Som slagsang fungerer den altså dårligt.

Med manipuleret vokal og nynnekor virker efterfølgeren »Make It Big« som en langt mere bevægende, Beatles-inspireret ballade.

Dette kortfattede flow i midten af pladen er det eneste, der er at få optur over på the William Blakes’ genkomstalbum. 1991 er en standardiseret musikoplevelse og en ufarlig, politisk ytring fra et dansk band, som man godt kunne have forventet et større svirp med halen fra.

The William Blakes: ’1991’ (Speed Of Sound)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu