Læsetid: 4 min.

Løb på stedet

Signe Maxens anden bog skærer så meget ind til benet, at den dræber sig selv
3. maj 2019

Det er næsten umuligt ikke at læse Signe Maxens anden bog, den spinkle roman Løberen, som om den var en allegori.

Skikkelserne i dens statiske kammerspil føles i al fald ikke som helt virkelige mennesker, men mere som punkter i et diagram. Sidernes bittesmå tekstklumper – nogle gange står der bare en enkelt sætning, andre gange ti eller femten på hver side – føles ofte som tableauer, stivnede øjeblikke, hvor nogen eller noget stiller sig an i en betydningsfuld positur.

Handling er der ikke meget af: Den altopslugende hovedperson Sara møder den unavngivne Løber, som hun så begærer, indleder et forhold til og glider fra igen. Undervejs får hun også en kanin og søger ind på en kunstskole. Det var det.

I stedet kredser Løberen side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under – og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu