Læsetid: 4 min.

Løb på stedet

Signe Maxens anden bog skærer så meget ind til benet, at den dræber sig selv
3. maj 2019

Det er næsten umuligt ikke at læse Signe Maxens anden bog, den spinkle roman Løberen, som om den var en allegori.

Skikkelserne i dens statiske kammerspil føles i al fald ikke som helt virkelige mennesker, men mere som punkter i et diagram. Sidernes bittesmå tekstklumper – nogle gange står der bare en enkelt sætning, andre gange ti eller femten på hver side – føles ofte som tableauer, stivnede øjeblikke, hvor nogen eller noget stiller sig an i en betydningsfuld positur.

Handling er der ikke meget af: Den altopslugende hovedperson Sara møder den unavngivne Løber, som hun så begærer, indleder et forhold til og glider fra igen. Undervejs får hun også en kanin og søger ind på en kunstskole. Det var det.

I stedet kredser Løberen side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under – og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke.

Det gør den helt skematisk. Den skærer ind til benet og dræber nærmest al livlighed i samme bevægelse. Yderpolerne i det skema er på den ene side Minni, den unge fortællers gigtplagede veninde. Ved den anden pol står den unavngivne løber, der agerer selvtilstrækkeligt begærsobjekt. Hun står så i midten, vor fortæller, og går til i en krop, der hele tiden udarter sig. Man kunne udlægge det, men bogen gør det egentlig bedst selv. Sådan står der hen mod slutningen:

Signe Maxen: Løberen

»Jeg er vidne til det sunde, det raske, det velfungerende, det præstationsdygtige, det skinnende, det stærke, jeg er vidne til det ønskværdige, det legendariske. Løberen. Løberens sind, løberens krop. Løberen som en figur. Shiny i et udstillingsvindue.«

»Jeg er vidne til det grimme og det ulækre, det usunde og uraske, det syge, den syge krop. Jeg er vidne til gigten og gigtens magt over kroppen, gigtens magt over den syge og den, der må passe den syge. Jeg er vidne til forstoppelsen, jeg er vidne til de ikke funktionsdygtige tarme, de opgivende, de strejkende.«

Generationsbillede

Forstoppelsen er fortællerens, hvis liv og krop på den måde strejker, sættes ud af funktion, når Løberen træder ind i hendes liv. Han kan så være et billede på et fjernt og perfekt liv, som samtidig er en norm, der presser sig på udefra, og som man aldrig kan leve op til.

Han kan være et billede på det, den amerikanske kulturteoretiker Lauren Berlant har kaldt den grusomme optimisme: Det begær, man nærer sig ved, men som også er ødelæggende for en. Og Minnie er så billedet på det at måtte opgive det begær, at lære at være i et liv fuld af smerter og uden produktiv fremtid. Til gengæld er hun forbundet med omsorg – og et fælles, hverdagsligt liv.

Nå ja, det er ikke et indadvendt eller ligegyldigt tema, tværtimod. Mest af alt føles det som et vigtigt generationsbillede, men så også et, man har set før. Laura Ringos Papirbryllup, Ida Holmegaards Emma, Emma, Cecilie Lind, Caspar Eric og mange andre skriver på samme stof og om de samme smertepunkter. Også hos dem er det, som om venskabet er vigtigere end begæret, og som om drømmen om det gode liv kommer udefra, som et pres fra samfundet. Og også forbindes med det at være »præstationsdygtig«, som Maxen skriver, og med en stadig selvoptimering. Det er konkurrencestatens børn, der skriver her.

Men sjældent så udkrystalliseret og statisk, som det sker i Løberen.

To sidste observationer. For det første skriver Signe Maxen virkeligt gode sætninger og korte passager, når det stikker hende. Det gør hun især, når hun giver sig lov til at være helt nærsynet. Her drømmer fortælleren om løberens liv:

»Han løber om aftenen. Er B-menneske. Går sent i seng, kæmper generelt med sin søvn. Den muskuløse krop er urolig og sitrende. Benene kramper, når han lægger sig, holder sindet i gang.«

Det ben er virkelig fint. Men for det andet har fortælleren den uvane, at hun koketterer med sin egen ødelagthed.

»Jeg holder mig vågen tre nætter i håb om at blive psykotisk,« står der et sted.

Andre gange foretager hun sig sådan meningsløse ting, graver dybe huller i sandet på stranden, laver kluntede lerappelsiner og får dem brændt. Det er, som om hun flirter – men med hvem? Sig selv? Læseren? – med sit eget psykiske nedbrud, at hun demonstrativt fremviser – men igen: for hvem? – Hvor meget af hendes liv er gået i udu? Uden at hun af den grund føles nærværende som skikkelse.

Løberen er en spinkel bog med en alt for klar præmis. Maxen skriver mest overbevisende, når hendes skrift vover sig andre steder hen.

Signe Maxen: Løberen. Rosinante. 151 sider, 150 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu