Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Mænd i min situation’ er et indsigtsfuldt og redundant portræt af selvbedrag og følelsesmæssig fallit

Indsigtsfuld og stillestående
Kultur
24. maj 2019

Nogle forfatterskaber er så kanoniserede, at man næsten kan glemme, at man ikke selv har læst dem. For eksempel er det muligt at danne sig et ganske godt indtryk af Kafkas absurde bureaukrati eller Helle Helles tyste provinskomik uden nogensinde at have åbnet deres bøger.

Selv har jeg indtil nu haft det sådan med norske Per Pettersons forfatterskab. Min fordom har været, at Petterson skriver prosa med spændvidde fra let melankoli til afdæmpet ironi, om stille mandlige eksistenser, og det blev bekræftet, da jeg læste hans nye roman Mænd i min situation.

Et år efter deres skilsmisse ringer Arvids ekskone Turid til ham en tidlig morgen. Hun er ulykkelig og ved ikke, hvor hun er, men beder ham alligevel om at hente hende. Hjemme i Turids lejlighed erklærer hun til Arvids store overraskelse, at han er den eneste, hun har. Arvid afviser hende, men lover at hente deres døtre hos Turids veninde senere på dagen.

I de mellemliggende timer får vi historien om skilsmissen samt om Arvids efterfølgende nedtur. Det meste af romanen veksler elegant mellem scener fra hans kejtede samvær med Turid og døtrene, hans mange rastløse køreture og hans færd gennem Oslos beværtninger på jagt efter ømhed og adspredelse.

To hindrende karaktertræk

Arvid er en mand, der kan alle Bob Dylans tekster udenad. Han drikker for meget, han er følelsesmæssigt forkvaklet og træder sjældent i karakter. Pettersons portræt af ham er kritisk uden at være hånligt, han forholder sig nysgerrigt og tålmodigt til sin hovedperson og lader ham udstille sig selv i interaktionen med andre.

Per Petterson: ’Mænd i min situation’.

I løbet af romanen viser det sig, at særligt to karaktertræk står i vejen for Arvids liv.

For det første lyver han over for sig selv og alle andre: Når døtrene spørger, hvad han laver, når han ikke er sammen med dem, finder han på historier. Han bliver ved med at sige, at hans første datter blev født i en taxa, selv om det skete på hospitalet. Og da han pludselig får chancen for at kysse med en anden, mens han stadig er gift, påstår han, at han er alene.

»Du lyver, så du selv tror på det«, siger Turid, hvorefter Arvid retfærdiggør det over for sig selv med ordene: »Jeg løj ikke, jeg huskede det anderledes.«

Arvids andet store problem er, at han ikke er i stand til at give sig hen. De kvinder, han møder i byen, bliver frustrerede over, at han ikke formår at have sex med dem, og en af de gange, hvor det faktisk lykkes, bliver han rørt over, at kvinden kan give sig hen til ham, men også ked af det, fordi han forstår, at han aldrig selv vil kunne gøre det samme. Selv om handlingsforløbet giver ham adskillige muligheder for nærhed og intimitet, udnytter han dem ikke, blandt andet fordi han ikke kan få sig selv til at spørge ind, når nogen forsøger at tale om deres problemer.

Værst er det, at han ikke er i stand til at hengive sig til samværet med sine døtre. Han svigter dem ved at drikke, blive rasende og trække sig, når de har brug for hjælp.

Den ældste datter, Vigdis, er særligt hårdt ramt. Netop fordi hun så klart opfatter, hvad Arvid egentlig er for en mand, er hun også den, der har det mest anstrengte forhold til ham. Bogens stærkeste scener handler om Arvids manglende evner som far. Navnlig skildringen af en bilulykke, hvor Arvid – der selvfølgelig er skyld i det hele – ikke kan tage hånd om situationen og må overlade omsorgen for døtrene til en fremmed mand, er meget barsk.

Mange gentagelser

Arvid bliver slået mindst fem gange i løbet af romanen. Jeg læser det som et udtryk for, at omgivelserne forsøger at ruske op i ham, og selv fik jeg efterhånden lyst til at puffe blidt til romanen i håbet om, at der ville ske noget.

For ligesom Arvids liv består af gentagelser, er romanen præget af en vis redundans. En symptomatisk replikudveksling lyder:

»Det er ikke synd for mig, sagde jeg. Er det ikke, sagde hun. Nej, det er det ikke. Nå ikke, sagde hun.«

Mange scener minder om hinanden, og en hel del mindre afsnit gør bogen længere uden at føre handlingen videre. I de sidste dele krydsklippes der hårdere mellem de forskellige spor, hvilket ødelægger den elegante vekslen.

Petterson er mere interesseret i at trække tråde end i at binde sløjfer, og selv om jeg ikke havde forventet nogen større forløsning på bogens konflikter, er det alligevel en flad fornemmelse, når det, der har drevet handlingen, siver ud i ingenting, hvorefter der spoles fire år frem til en sært påklistret slutning.

De mange gentagelser gør Mænd i min situation for stillestående, og den ellers fine struktur kollapser til sidst – men den er også et indsigtsfuldt portræt af selvbedrag og følelsesmæssig uformåenhed.

Per Petterson: ’Mænd i min situation’. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Batzer & CO, 304 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her