Læsetid: 4 min.

Når dannebrogsflagene er pillet ned, kan man danse i Københavns Rådhus

Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående
Performancegruppen Sisters Hope omfavner på Københavns Rådhus mystiske og stilfærdige sanseoplevelser, men ofte bliver iscenesættelsen for fluffy og den tilstræbte langsomhed for stillestående

Diana Lindhardt

29. maj 2019

Hvad er det her egentlig for et sted? Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at jeg befandt mig i hjertet af en esoterisk loge. De mange slyngede trapper, der fører os igennem etage efter etage, gange bag gange bag gange, enorme, særprægede lysekroner og en slags hyldest til moderjord på de vægmalerier i skønvirkestil, der gror frem overalt.

Og da jeg ser de ophængte våbenskjold med måne og stjerne og et lille slot, bliver jeg næsten sendt tilbage til en verden af riddere om runde borde, pilgrimsrejser og den hellige gral.

Men så husker jeg, hvad det er for et sted. Stedet, der arbejder med vandmiljø, skandalesager og byggesagsgebyrer og adressen, hvor min kæreste og jeg – og små hundrede andre – underskrev nogle papirer på en grå regnvejrsdag i juli. Københavns Rådhus.

Det er et scoop, at performancegruppen Sisters Hope med deres nye performance Sensuous Governing har fået lov at slå deres folder på Martin Nyrops eventyrlige bygningsværk fra 1905. For nok er Københavns Rådhus en politisk arbejdsplads, men den er virkelig også så meget mere.

Når Dannebrogsflagene er pillet ned – og det var de til denne performance – udstråler bygningen indvendig en art fredsommelig mysticisme. Det er godt set – og godt udnyttet af performancegruppen Sisters Hope, der her har fundet sig den perfekte scene til deres interaktive forestilling.

Sisters Hope befinder sig imellem den politiske aktivisme, kunsten og en æstetisk undersøgelse af, hvordan man kan indrette fremtidens samfund, og det er netop sidstnævnte, der står centralt for denne performanceinstallation Sensuous Governing.

Det hedder sig, at de i denne sanselige regerings ledelse vil tage publikum med på en »intim og andenverdenslig rejse ind i Københavns Rådhus og i sit Poetiske Selv. Her udforskes drømme og visioner for fremtidens by med udgangspunkt i et potentielt fremtidigt samfund – Sensuous Society

Yogalærer/pædagog

At performancen begynder som en »andenverdenslig rejse«, er bestemt heller ikke helt forkert. Publikum mødes nemlig enkeltvis af en af ’søstrene’, der er klædt som en blanding af en katolsk nonne, en brud og tjenerinderne fra A Handmaids Tale. De berører én let, sådan lidt yogalærer/pædagog, og giver så én bind for øjnene.

Hele første del af performancen foregår således i mørke – og det fungerer rigtigt godt. Søstrene smyger sig som smidige katte omkring én, holder én i hånden eller på anden vis fører én gennem gange, trapper og elevatorer. De nynner med mellemrum alle den samme melodistump, der forener dem i deres næsten sekteriske orden, og det skaber alt sammen en sensorisk kraftig og uvant oplevelse. Man må overgive sig til deres ledelse.

Selv er man i mørke, og verden er pludselig meget fremmed og potentielt farlig, når man er blevet berøvet synet. Det er nærmest gispende, at man føres ned af trapper, som et vedholdende fald. Tænk, at det kan føles så grænseoverskridende af gå ned af trapper!

Diana Lindhardt

Herefter går der lidt fuser i foretagendet, synes jeg. Man får efter en rum tid bindet taget af, så ser man lidt på rådhuset, og det er fint nok, for det er som sagt et pænt rådhus, men så får man bind på igen og føres ned i kælderen. Her samles man i et kælderrum, hvor man antageligt både skal finde ’sit poetiske selv’ – bare det udtryk giver mig nærmest angst – og på et papir nedskrive sine drømme for fremtidens by.

Men inden vi når så langt – for alle publikummerne skal jo med bind for øjnene fragtes ned i kælderen – går der virkelig lang tid. Da jeg føres ind i rummet – nu uden bind for øjnene – ser jeg en dame liggende hen over en slags bænk. Uh, tænker jeg, er der én, der er besvimet. Er det noget, jeg som en del af forestillingen skal forholde mig til, men nej.

Det viser sig, at hun bare tager en lur, og efter en rum tid, hvor der ikke er sket det mindste – ud over den sfæriske musik, der kører i baggrunden – virker det, som om det er den strategi, de fleste publikummer anlægger. I det mindste kan man få en lur.

Svært ved at vågne

Da der så endelig er samling på foretagendet, tager en af søstrene et orange tørklæde over hovedet og taler ind i en mikrofon. Det er et lidt snøvlet engelsk, forekommer det mig, eller også har jeg bare svært ved at vågne op fra min lur. Men det er noget med, at vi skal vælge ét af de fire elementer, i jagten på det poetiske selv, vi skal slappe af og lade billederne komme.

Men min jagt er skuffende. Jeg fryser der i kælderen og skal tisse – det er en lang performance på tre timer – og jeg er også begyndt at være meget sulten.

Mit poetiske jeg skuffer, forventeligt, og det er umuligt for mig at komme ind i nogen henført meditativ stemning. Jeg er ellers helt på det med elementer, ritualer, meditation og heksede krumspring, men jeg kan bare ikke få spirituel orgasme af en pige, der taler snøvlet engelsk under et orange tørklæde. Sorry.

På den måde fuser performancen lidt ud, desværre. Den begynder stærkt med den sensoriske ledelse med bind for øjnene, men den fluffy poetisk dagsorden og intenderede langsomhed, der netop – og sådan set med rette – peger på, at fremtidens samfund ville have gavn af mere slow acting, fungerer ikke rigtigt i praksis.

Måske er det bare sådan, at det bliver lidt kontraproduktivt, når man vil tvinge folk til at tage det roligt? Eller til at finde deres poetiske selv? Det er i hvert fald en hypotese, man kan arbejde videre med.

Sisters Hope: ’Sensuous Governing’. Spiller frem til onsdag d. 29. maj. Københavns Rådhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Det lyder som en ret uhyggelig seance, Informations kritiker i embeds medfør har været igennem.

Begreber som "Sensuous Governing" og "Sensuous Society" i forbindelse med en performance på Københavns Rådhus, med fokus på den enkeltes aktive deltagelse i jagten på et "poetisk selv", minder i betænkelig grad om Foucaults begreber om "govermentatilitet" og "pastoral magt".

Som en form for kriseterapi efter en sådan seance kunne det være passende at læse Svend Brinkmanns bog "Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang".

Som Brinkmann selv formulerer det i et interview i Information:
"Vi har erstattet det kristne tankesæt, hvor alt i livet handlede om at nærme sig Gud, med sådan en psykologisk livsanskuelse, hvor det ikke er Gud, der er i centrum, men selvet. Vi går ikke til præsten men til coachen, terapeuten eller psykologen, og vi læser ikke Biblen men selvhjælpsbøger. Vi går ikke til bekendelse, vi håber ikke på frelse, men vi håber på selvrealisering".

https://www.leksikon.org/art.php?n=5194
https://www.information.dk/kultur/2014/09/hold-maerke

Bjarne Toft Sørensen

Som supplement til ovenstående: Den korte version til forståelse af begrebet "governmentalitet":
"I sin virkningshistorie er det først og fremmest governmentalitet som analytik, som har vundet udbredelse. En række studier har netop søgt at påvise, hvordan moderne politisk magtudøvelse søger at styre individer og kollektiver ved at forme deres selv-ledelse".

I artiklen om Brinkmanns opfattelse lyder det således: "Ifølge Svend Brinkmann er det vigtigt at diskutere, hvad der sker med os i et samfund, hvor tanken om evig udvikling og forbedring gennemsyrer enhver facet af livet. Arbejdsmarkedet efterspørger ansatte, der er »fleksible« og »omstillingsparate«, og det er en diskurs, som flyder over i privatlivet.