En ode til det bristede mellemkød

Når man påtænker, at fødslen er præmissen for hele denne utrolige og umulige civilisations udvikling, er det egentlig ubegribeligt, at fødsler som sådan ikke fylder mere i vores vestlige verdensbillede. Det er her, det hele starter. Et nyt liv, der presses ud under vanvittig tumult, som radikalt ændrer både mødre og fædres liv, kvindens krop for altid, ja selve eksistensen bliver aldrig det samme igen.

Alligevel er fødsler ikke noget, vi som samfund gør noget stort rabalder ud af. Ingen store overskrifter, fødselsfejringer eller offergaver til den gavmilde livmor eller de hårdt prøvede skamlæber, næ, og når kvinden vender tilbage efter barsel, er der sjældent stående applaus. Som om det er en mindre pinlighed, der har været årsag til kvindens fravær, at hun i måned efter måned har dovnet den i dobbeltsengen, dikkende baby, lige indtil babyen kravlede direkte ind i vuggestuen. Hvor svært kan det egentlig være?

Selv blandt de ældre feminister har det heller ikke altid været nemt at få respekten op at køre for især moderskabet. Generationen af feminister fra 1968 havde jo netop deres (hus-)mødre at gøre op med, og derfor foregik kampen naturligt nok i en anden og mere politisk arena end moderskabets. Moderskabet var ikke politisk sprængstof, havde ikke samfundsomstyrtende potentiale, det var stadig de undertrykte husmødres domæne.

Denne måde hvorpå både samfundet som helhed og feministerne i stor udstrækning har ignoreret fødslen og moderskabet har også i høj grad afspejlet sig i skønlitteraturen. Hvem andre danske skønlitterære forfattere end Dea Trier Mørch kommer én i hu, når man tænker på fødsler og gravide fællesskaber, som i Vinterbørn fra 1976?

En stemme til kvindens fødsel

De seneste år er der dog dukket flere glimrende romaner op, der behandler moderskabet, og jeg tror og spår, at der i den kommende tid vil dukke langt flere romaner op, der helt bevidst iscenesætter moderskabet som en ny politisk kampplads. Det er Dy Plambecks nye roman Til min søster et godt eksempel på.

I pressemeddelelsen lyder det som en erklæret intention at give stemme til kvindens fødsel og tiden derefter. Forfatteren forklarer desuden:

»Der er ingen såkaldte pæne piger med i Til min søster. Kvinderne i romanen drikker, har masser af sex, kører for hurtigt i sportsvogn og går på jagt. De rummer en stor styrke, livskraft og vildskab. De giver en fuckfinger til kernefamilien, for de vil leve livet på en anden måde og gider ikke skamme sig (…)«

Til min søster er med andre ord en roman med en udtalt dagsorden. Og hvordan kommer det så til at se ud?

Den første del af romanen er betitlet »Barselshotellet 2015«, og bare det i sig selv synes jeg er ret vidunderligt. Der er en lidt sonnergaardsk, lystig titelprovokation over det, bare i en omvendt og mere feministisk version, og hele denne del synes jeg faktisk er en begivenhed i dansk litteratur!

Her sendes der varme tanker til føromtalte Dea Trier Mørchs Vinterbørn, der jo netop foregik i et kvindefællesskab på Rigshospitalets føde- og barselsafdelinger, og her skriver Dy Plambeck skiftevis indædt, brutalt, indfølt og blidt om den højgravide, den fødende og de nybagte mødre, der her på Hvidovres barselshotel lever i et på én gang højstemt og rabelaisk fællesskab, hvor de tårevædede knuger deres spæde børn og diskuterer deres iturevne og væskende kroppe.

Det er simpelthen nødvendig med citater her, når vi har at gøre med en så udmagret litteratur på området, så her kommer Plambecks – og fortælleren Ayas – beskrivelse af fødslen:

»Det føltes som at skubbe en jolle ud i havet, små skub på den våde sandede grund, indtil vandstanden blev høj nok, og jollen gled af sted på vandet. Det var en følelse af, at bækkenet skred fra hinanden, og noget stort og vådt gled ud gennem en åbning i kroppen, der først lige var blevet skabt, som automatiske døre, der med ét slår op.«

Hey! Der kom en baby! Ud gennem automatiske døre, der med ét slår op! Det er altså et ret præcist og fint billede, der kræver et par udråbstegn, beklager. Og så må jeg også lige flashe et af de mange rabelaiske passager i selvsamme afsnit, som også er et højdepunkt, samtalen mellem kvinderne i opholdsstuen:

» – Endetarmsmusklen og tarmvæggen blev revet over, sagde kvinden, det tog to timer at sy mig sammen igen. – Mine skamlæber bristede også under fødslen, sagde en anden kvinde i opholdsrummet, der spiste youhurt i et bæger. – Men det er jo bare at sy dem sammen igen med nogle sting, sagde kvinden over for mig. – Ja, men jeg laver skedeprutter, sagde kvinden med yoghurten, – når jeg sidder for længe ned ad gangen, kommer der luft ud af skeden. Jeg kan ikke kontrollere det. Det lyder præcis, som om jeg slår en prut.«

Velbekomme, ikke sandt, og sikke opløftende, at der nu findes den slags hyperrealistiske mellemkødspassager i nyere dansk skønlitteratur, det er jeg vitterligt begejstret for! Men nu må jeg nok også hellere løfte sløret for, hvad der ellers foregår indimellem og efter disse mellemkødets hårrejsende oplevelser.

Stærke og frigjorte kvinder

Jo, jegfortælleren Aya føder altså sin datter Nola. Og det gør hun alene, da hun blot har kendt faderen kortvarigt, og han ikke har interesse i at være far. Derimod knytter hun efter fødslen et tættere bånd til sin søster Andrea, der imidlertid lever i et voldeligt forhold – hun får både fysisk og psykisk tæsk – indtil det punkt i romanen, hvor søstrene og Nola sammen tager til Värmland, hvor Andrea har brudt med den psykopatiske mand.

I Värmland deltager Aya, der er forsker og historiker, i en konference, alt imens hun, søsteren og datteren bor sammen i en hytte, hvor der sker lidt af hvert. Andrea har et jagtgevær, hun skyder lidt med, når det falder hende ind, der bliver drukket, dyrket sex med mænd og for Ayas vedkommende især kvinder – og så bliver der snakket, især om en vis Anna Michelsen, den danske forfatter J.P. Jacobsens ungdomskæreste, hvis papirer Aya ved et tilfælde falder over i sit forskningsarbejde.

Man kunne sige en masse om det seksuelle frisind, som der i fuldt flor optræder i romanen, om de masturbatoriske barokke scener (eksempelvis tilfredsstillelse med hjemmesnittet grydeske – en slags parodi på nordisk hygge ?!), men alt i alt ser jeg de to søstres spejling i og samtaler om Anna, romanens centrale forehavende.

Anna Michelsen var en på én gang vild, kompromisløs og ængstelig kvinde, der led af ulykkelig og uhelbredelig kærlighed til J.P. Jakobsen, og som mange mener står model til kvindeskikkelsen af Fru Marie Grubbe i romanen af samme navn. Med årene udvikler hun imidlertid svær sindssyge og bor i en årrække på Sankt Hans frem til sin død i 1924.

I Til min søster får Anna Michelsen stemme gennem fortælleren Aya, både gennem historiske faktuelle breve, digte og andet fra Annas hånd, og der opstår et slags bånd gennem tid mellem de tre kvinder. Anna var afhængig af en mands kærlighed for at kunne realisere sig selv, hun havde en vildskab i sig, som ikke passede ind i samfundet på den tid, men hun var ikke – modsat Marie Grubbe – modig nok til at give fanden i det hele og leve, som hun ville. Hun undertrykte afgørende dele af sin personlighed, og muligvis var det det, der med tiden gjorde hende vanvittig.

Hverken Aya eller Andrea vil lægge under for andres – og slet ikke mænds – forestillinger om, hvordan de som kvinder skal være eller optræde. Men de lider i den grad også af ulykkelig kærlighed, af sorger og svigt, og de kæmper på hver deres måde med et vanvid, der rumsterer under overfladen. Andrea har en lurende alkoholisme og Aya vedvarende og omfattende fantasier om at dræbe og partere søsterens voldelige ekskæreste. Søstrene lever i en anden tid end Anna Michelsen – men har de alligevel mere til fælles, end de vil indrømme?

Romanen giver ikke noget entydigt svar på forbindelserne kvinder imellem, men spejlinger og sympatier opstår, og det er klart, at forfatteren gerne vil tegne et billede af stærke og frigjorte kvinder, der på næsten alle mulige måder gør op med samfundets – især mændenes – undertrykkelse af dem.

Jeg synes nok, at det bliver lidt for meget – at både flere karaktertræk og udtrykte tanker bliver for konstruerede i deres iver efter at leve op til den erklærede dagsorden, og indimellem ligger tankerækker og passager i sidste del af romanen også faretruende tæt på klicheen. Men det ændrer ikke på romanens andre store kvaliteter – og på en skrift der, når den løfter sig, virkelig ikke er bange for at flyve.

Dy Plambeck: ’Til min søster’. Gyldendal. 284 sider. 299,95 kr.