Læsetid: 5 min.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ er et eventyr, en kærlighedserklæring og en mesters værk

Quentin Tarantinos nye film, ’Once Upon a Time … in Hollywood’, er en fremragende film om en af den amerikanske filmindustris store tragedier og samtidig en hyldest til det gamle Hollywood og til filmkunstens magi
Stuntman Cliff Booth (Brad Pitt) og skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) diskuterer deres fremtid i Hollywood i Quentin Tarantinos nye film, ’Once Upon a Time ... in Hollywood’.

Stuntman Cliff Booth (Brad Pitt) og skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) diskuterer deres fremtid i Hollywood i Quentin Tarantinos nye film, ’Once Upon a Time ... in Hollywood’.

Filmfestivalen i Cannes

23. maj 2019

CANNES – Once Upon a Time … in Hollywood. Titlen siger næsten det hele. Der var engang i den amerikanske filmhovedstad.

Quentin Tarantinos nye film, der havde sin længe ventede verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, er på én gang en hyldest til det Hollywood, der var engang, en forsmag på det Hollywood, der fulgte efter, og et forsøg på at skrive filmbyens historie om på samme måde, som han skrev Anden Verdenskrig om i Inglourious Basterds.

Once Upon a Time … in Hollywood er et eventyr, en kærlighedserklæring og et portræt af den periode i slutningen af 1960’erne, hvor det gamle western-Hollywood forvandlede sig til det moderne, europæisk påvirkede Hollywood, og branchen og kreativiteten efter nogle magre år igen blomstrede.

Filmen skildrer tillige det øjeblik i 1969, hvor Hollywood på sin vis mistede sin uskyld, da den højgravide skuespiller Sharon Tate og tre af hendes venner brutalt blev myrdet af Charles Mansons disciple. Det var ikke kun en frygtelig menneskelig tragedie, men også en brat opvågnen til en ny virkelighed for det beskyttede filmmiljø.

Let til tårer

Once Upon a Time … in Hollywood, der blander virkelige personer og begivenheder med opdigtede, handler om den afdankede skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans bedste ven og stunt double, Cliff Booth (Brad Pitt).

For et årti siden var Rick en af film- og tv-verdenens store skikkelser, en vaskeægte westernhelt, men han må nu nøjes med gæsteroller som skurk i diverse tv-serier.

Det samme gælder Cliff, der ikke længere laver så meget stuntarbejde og mest agerer chauffør og praktisk gris for Rick. Med tiden og karrierenedturen har Rick mistet troen på sine egne evner som skuespiller. Han drikker for meget, er begyndt at glemme replikker, når han står foran tv-kameraerne, og han har både voldsomt ondt af sig selv og let til tårer.

Cliff prøver at opmuntre ham, men det synes ikke at nytte, heller ikke da en driftig producent, Schwarz (Al Pacino), prøver at overtale Rick til at lave spaghettiwesterns i Italien.

Selv håber Rick nemlig på, at han kan få en rolle i en film af sin nye nabo, instruktøren Roman Polanski – ham med Rosemarys baby, som Rick beundrende siger til Cliff – der er gift med den smukke Sharon Tate (Margot Robbie).

Ondsindet Hamlet

Der er så mange opfindsomme og vidunderlige referencer til amerikansk og europæisk film og populærkultur i Once Upon a Time … in Hollywood.

Der er ingen tvivl om, at Quentin Tarantino og hans filmhold har elsket at genskabe og dyrke det svundne Hollywood med dets neonskilte, biografpaladser, legendariske restauranter og ikke mindst traditionsrige backlots, hvor så mange klassikere er blevet optaget, men som ligesom resten af den etablerede filmbranche skrantede noget så gevaldigt i 1969.

1969 var også året, hvor Dennis Hopper og Peter Fondas modkulturelle motorcykelfilm, Easy Rider, drønede ind i amerikanernes bevidsthed – den havde premiere i Cannes for præcis 50 år siden – og blev så stor en succes, at flere unge og uprøvede brushoveder fik lov til at lave film. New Hollywood var født, og det resulterede i løbet af de næste fem-seks år i adskillige brillante film fra unge navne som Scorsese, De Palma, Ashby, Lumet, Cimino og Coppola.

Men alt det er kun på nippet til at ske, da Tarantinos film foregår. Tv-mediet fylder stadigvæk mest – ligesom i dag – og i nogle af de bedste scener i Once Upon a Time ... in Hollywood er man med Rick på arbejde på en western-tv-serie, hvor instruktøren vil have hans skurk til at ligne en art cowboyhippie og opføre sig som en ondsindet Hamlet. Det er både meget morsomt og nostalgisk. Også i de sekvenser mere end fornemmer man Tarantinos kærlighed til den tids tv-serier med alt, hvad dertil hører af kulørt melodrama og corny dialog.

Et umage par

I en anden kostelig scene tænker Cliff tilbage på den hændelse, der gjorde det endnu sværere for ham at få arbejde som stuntman: I en pause på optagelserne til tv-serien The Green Hornet (1966-67) udfordrede han en kæphøj Bruce Lee (Mike Moh) – der i serien spillede hovedpersonens sidekick, Kato – til en slåskamp og endte med at smide Lee ind i siden på stuntkoordinatorens kones nye bil. Den slags får man ikke ligefrem gode venner af.

Det er en fornøjelse at se Leonardo DiCaprio og Brad Pitt sammen. De er godt nok et umage par: Hvor Rick Dalton hele tiden har brug for anerkendelse og bekræftelse, er Cliff Booth anderledes cool og hviler mere i sig selv og lader gerne næverne tale, hvis der er noget han ikke vil finde sig i.

Men man tror alligevel på de to som gode venner og svirebrødre gennem en del år, og i takt med at de to skuespillere begge er blevet midaldrende, og man kan liv og erfaring i deres øjne og ansigter, har de også fået en tyngde, som passer perfekt til rollerne som Rick og Cliff.

Det er i øvrigt sjovt at se, hvordan Rick filmen igennem genvinder sin selvsikkerhed, ikke mindst fordi han møder mennesker i branchen, yngre mennesker, som synes, at hans gamle film fra 1950’erne er fantastiske.

Tilfredsstillende slutning

Det er svært at skrive om handlingen i Once Upon a Time … in Hollywood uden at komme til fortælle for meget – Quentin Tarantino og hans producenter har mindeligt bedt alle journalister i Cannes om at holde tand for tunge. Men jeg kan da sige, at det er en film, der om noget tager sig tid til at dyrke Hollywood og film- og tv-branchen, og som også byder på en række solide overraskelser.

At filmen beskæftiger sig med mordet på Sharon Tate, har Quentin Tarantino selv på forhånd fortalt, og det er med det in mente, at man sætter sig til rette i biografen og er spændt på – og måske også lidt bekymret for – hvordan den ikke ligefrem fintfølende eller tilbageholdende instruktør mon tager hånd om tragedien, uden at det bliver usmagelig. Men det er der ingen grund til at være – bekymret, altså.

Tarantino håndterer det på den bedst tænkelige måde og viser igen, hvordan man kan være ustyrlig og hensynsfuld på én og samme tid. Det er lige så tilfredsstillende og forrygende en slutning som på både Inglourious Basterds og Django Unchained, der også har andre karaktertræk til fælles med Once Upon a Time ... in Hollywood.

Tarantinos nye film er en mesters værk, en fremragende film, som kun vil blive bedre af at blive set igen, og som går direkte til kernen og hjertet af alt det, der har formet instruktøren: Film og populærkultur.

I alle sine tidligere film har Tarantino tyvstjålet troper, scener, figurer og musik fra de B-film, han er vokset op med og elsker, remixet dem og givet dem nyt liv i unikke kunstværker, der både hylder og kommenterer originalerne. Det gør den geniale instruktør også i Once Upon a Time ... in Hollywood – soundtracket er fantastisk – der kun kan være lavet af et menneske, en kunstner, der samtidig tillader sig at være kæmpe fan, og som til sin dødsdag vil kæmpe for Filmen med stort F.

’Once Upon a Time … in Hollywood’ havde premiere på Cannes Film Featical i maj 2019. Den 15. august har filmen biografpremiere over hele verden

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • ulrik mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Thomas Tanghus
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Katrine Damm
  • Olaf Tehrani
Eva Schwanenflügel, ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Thomas Tanghus, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Der er nyt fra både Almodovar og Tarantino på samme tid. Skønt for filmelskere.

Tonny Helleskov

Tarantino er en filmmager, det forherligerer vold, helt i tråd med USAs tilgang til verden. Skulle vi ikke holde en pause med amerikansk kultur. Helt og aldeles. Så kunne vi tænke i andre baner til gavn for os selv og resten af verdenen. Amerikansk kultur viser os ingen vej frem for denne verden - kun til destruktion.

Katrine Damm

Tonny Helleskov, du er jo ikke helt alene med din opfattelse - tolkning af Tarantinos film.

Mange, inklusive migselv opfatter - tolker Tarantino som det absolut modsatte: Han udstiller, på vild, grotesk, vanvittig, absurd - og også vildt sjov måde, at vold er:, ja netop, grotesk, absurd, vanvittigt og aldeles uantageligt. - Altså det aldeles modsatte af at forherlige.

Sådan kan der tolkes så forskelligt.

Jørn Stjerneklar, Christian Monggaard, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg ved ikke om anmeldelsen er læst i et forkert lys, men det virker som om at de grusomme mord på Sharon Tate og vennerne er filmens mere eller mindre vigtige omdrejningspunkt, ihvertfald til en vis grad? I så fald er det modigt.

Lidt nørde-info :
Polanski mødte Sharon Tate til indspilningen af kult-filmen "The Fearless Vampire Killers" (på dansk "Vampyrernes Nat") fra 1967, som han også instruerede. Filmen er en hyldest til gyser/horror-genrens troper og klicheer, og er både virkelig morsom og uhyggelig. Den tager sig selv alvorligt på en overmåde intelligent og elegant facon - som også Tarantino gør i sine film.

Her kan man opleve en sinister kærlighedsfortælling mellem den unge vampyrdræberlærling spillet af Roman Polanski selv, og den skønne datter af krofatter- og mutter som bortføres af übervampyren imens hun tager et forførende skumbad, Sharon Tate. (Filmen kan ses på YouTube, og købes på DVD).

Efterfølgende bliver de to gift, og flytter til Hollywood. Parret er lykkelige, og venter barn.
Da bliver huset overfaldet af Manson-klanen, og Sharon Tate bliver myrdet med 16 knivstik.
Deres ufødte barn, som Sharon var gravid med i 8 måned, står ikke til at redde.

Hvordan Tarantino har inkorporeret det i sin film er uvist.
Men glad for at Mongaard siger god for udlægningen..

Jørn Stjerneklar, Katrine Damm og Christian Monggaard anbefalede denne kommentar
Morten Hjerl-Hansen

Det er umuligt at forholde sig kritisk til Quentin Tarantino fordi han ikke kan lide mennesker, så jeg vil nøjes med at forholde mig til, ikke det problematiske som kunstner i ikke at kunne lide mennesker, men hvad det *betyder* ikke at kunne lide mennesker. Opgaven er at *beskrive*.

Jeg oplever noget tilsvarende med Paul Auster. Han kan heller ikke lide mennesker.

Jeg kan godt lide mennesker.

Men hvad kan udsagnet ”Kan ikke lide mennesker” betyde?

I min produktion af humoristiske medie-efterlignende kortprosastykker tager jeg ikke folk ved hånden, jeg vil hellere lave noget urovækkende hvor klichéer udstilles og sproget udstilles som tomt når det bruges af mennesker der bliver *fyldte af dem selv*.

Er det ”raffineret” at kunne lide mennesker? Ja. Der er noget dér! Se på Bob Dylan. Han kan godt lide mennesker og det *viser sig* i hans raffinement. Men ordet raffinement *beskriver* ikke særlig meget. Det er vi enige om.

At kunne lide mennesker: Det er noget med at sige enormt lidt: ”People tell me it's a sin to know and feel to much within.”

Nej. Jeg har ikke fat om det jeg gerne vil sige om at kunne lide mennesker. Til mit forsvar må jeg sige at det er en vanskelig opgave.

Jeg må stille mig tilfreds med bemærkninger og håbe at nogen kan se hvad jeg mener.

Men.

Læs mere: https://www.othernewspaper.com/da/2019/08/15/filosofisk-undersoegelse-at...