Læsetid: 5 min.

Det er overraskende originalt at lade fjorten skidefulde folk diskutere meningen med livet, døden og Gud i stykket ’De fulde’

Det er forbavsende dyb drukdramatik at lade fjorten fulde folk vælte rundt på et balancebræt så stort som en scene på Det Kongelige Teater i to timer
Stykket er for nådesløst i sit portræt af de fulde og fortabte til at være en forherligelse af druk. Det er mere bare sjovt og sørgeligt og sært. Det føles dybt på lidt samme måde som en samtale, man selv har haft i en brandert, men ikke helt kan genkalde sig i sober tilstand.

Stykket er for nådesløst i sit portræt af de fulde og fortabte til at være en forherligelse af druk. Det er mere bare sjovt og sørgeligt og sært. Det føles dybt på lidt samme måde som en samtale, man selv har haft i en brandert, men ikke helt kan genkalde sig i sober tilstand.

Camilla Winther

7. maj 2019

Det er sjældent rollen som branderten, der indbringer skuespillere mest hæder og ære.

Det virker ellers til at være noget af det sværeste: at spille så skidefuld, at det minder bare det mindste om rigtig beruselse. Virkelig fulde mennesker kan jo være virkelig sjove, samtidig selvfølgelig, med at de kan være virkelig sørgelige og måske derfor rørende. Men det er aldrig rigtig lige så sjovt – og sørgeligt på samme tid – når nogen skal slingre, snuble og snøvle dybsindigheder på kommando. Det bliver så tit ren revyagtig falde på halen-komik – og branderten bare en nar.

Fuld falde på halen-komik er der sådan set og bogstaveligt talt også i Ivan Vyrypajevs stykke De fulde, som den russiske dramatiker, instruktør og manuskriptforfatter skrev til Düsseldorfer Schauspielhaus i 2014 på bestilling af dets daværende teaterchef, svenske Staffan Valdemar Holm.

Det er heller ikke bare én brandert, der kommer sejlende ind på Det Kongelige Teaters lille scene Mellemgulvet, når Holm, som altid sammen med scenograf Bente Lykke Møller, nu genopsætter stykket om en række meget forskellige og meget fulde menneskers tilfældige møder på kryds og tværs i løbet af en enkelt nat i en europæisk storby.

Vyrypajevs stykke begynder ganske enkelt med, at en ung kvinde ved navn Marta forsøger at rejse sig fra det natlige fortov, hun har sat sig på. Det går ikke så godt, for hun er – som de højttalerbårne stemmer, der introducerer og kommenterer hver af stykkets scener, også nøgternt konstaterer om de andre forskellige selskaber, de præsenterer os for – »virkelig fuld«.

Fulderikskomik i anden potens

Som en anden beruset Bambi på isen forsøger Marta i Fanny Louise Bernths insisterende, mumle-svovlende skikkelse at få lemmerne, der stikker ud af pailletkjolen, til at lystre. Det er ikke let, trækker i langdrag og ligner mest af alt en slags hjælpeløs yoga, når det langsomt lykkes hende at strække begge ben ud, mens hun hviler kroppens vægt på skulderen, men så alligevel, igen, mister balancen og, som fortællerstemmen konstaterer, ender i en mudderpøl, vi må tænke os til.

Det hjælper ikke, at den tilfældigt forbipasserende Mark, der er direktør for en filmfestival, vil hjælpe.

Selv om Carsten Bjørnlund modsat Bernth endnu står på sine ben, er han mindst lige så, hvis ikke mere beruset. Længe står han bare med sin gode intention og svajer voldsomt som en bøje i stiv storm. Så lykkes det ham også at række en hånd ud og endelig rent faktisk at tilbagelægge afstanden mellem dem, så Marta også kan nå hans hånd. Men også sammen falder de på halen, ruller rundt og ender så i et skænderi om selveste døden og Gud.

Og det er faktisk virkelig sjovt.

Det er det også, når Andreas Jebros smarte Laurence rullefalder i den følgende scene, mens hans henholdsvis forhenværende og nuværende kæreste, veninderne Magda og Laura, er nået til den tid på aftenen, hvor følelserne får frit løb og så alligevel ikke i en af den slags absurd gentagelsesprægede dialoger, som kun føres ud på de små timer, og som stykket er fuld af.

Helt visne Marie Dalsgaard snøvler med stadig mere fuld følelse det samme spørgsmål – »Kan du tilgive mig?!« – og Maria Rossing, der tripper kosteligt på sine høje hæle, svarer mere og mere råbende og derfor åbenlyst usandt: »Men du er ikke skyld i noget!«

De monologvante mænd Gustav og Karl – spillet af Thomas W. Gabrielsson og Joen Højerslev og flankeret af hver deres tavst stangstive overklassehustru med højt hår (Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensen) – diskuterer, om det er en kat, der har dræbt Karls mor, eller om hun, som Karl fastholder, slet ikke er død. Det bliver ikke mere sigende sjovt og sørgeligt på samme tid, når Mynster som Gustavs kone Lora småløber efter ham, mens hun holder ham i jakkesnippen og han taler og taler og taler.

Sammen med det sidste selskab, en polterabend med bl.a. Simon Bennebjerg i bunny-kostume og Kirsten Olesen som den rørende afdankede prostituerede Rosa i lyserød dynejakke og gamacher med hængerøv, vælter de alle rundt og støder sammen i nye konstellationer på Bente Lykke Møllers vippescene, som er karakteristisk bar og betonminimalistisk. Men så med sin mekanik alligevel udgør et stort balancebræt, der også gør balanceakten bogstavelig og næsten minder om noget fra et sketchshow kendt fra tv.

Det er en slags fulderikskomik i en opløftet, anden potens. Stykket stiliserer nærmest den velkendte brandertkarikatur. Det forstørrer ikke kun – som fuldskab jo i sig selv gør – de dagligdags følelsesregistre og konflikter. Det udstiller også skånselsløst sociale mekanikker og magtforhold og bliver et helt rørende billede på, hvordan mennesker i al almindelighed f.eks. stavrer rundt, lader sig mase, falder på røven og forsøger at række en hånd ud og nå hinanden.

Som det lyder i kommentarsporet: Det ligner mere »en brydekamp«, når de to veninder følelsesfuldt omfavner hinanden, men mest forsøger ikke at vælte, og en fuld brydekamp »ligner en ældgammel dans«.

Guddommelige branderter

Det er heller ikke kun for sjov, når de fulde slingrer, snubler og snøvler dybsindigheder i to timer i træk i dette fine stykke ensembledramatik. Branderten er ikke bare nattelivets nar hos Vyrypajev, og stykket handler ikke kun om en nat, hvor sandhederne kommer på bordet.

Vyrypajev tager også talemåden om, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk, bogstaveligt. »Gud taler med verden gennem fulde folk,« påstår en af dem, »vi er alle Gud,« mener en anden.

Det ligger jo i sproget selv, at spiritus og spiritualitet er forbundet, og beruselse har altid været brugt rituelt. Men at den »fuldes sprog« også i en senmoderne verdens gudsforladte drukkultur ikke bare er dybsindigt på den lommefilosofisk floskuløse måde, men også et i spirituel forstand inspireret sprog og hos Vyrypajev også så poetisk. At branderten på sin vis er guddommelig … Det er stykkets sjoveste tanke.

Stykket lægger sandheder i munden på de fulde som, at »det vigtigste er at elske«, og lader dem gentage dem, så de forbavsende nok føles mere end flade.

»Ikke være bange,« som den store Laurence sidst på natten skriger, at Gud siger gennem ham.

»Ingen kan kræve mere af mig, end jeg er i stand til,« som Rosa har hørt nogen sige i en film og bliver ved at gentage.

Det handler om at »give det tilbage, du har taget«, siger filmfestivaldirektøren til hende.

Til sidst hænger det hele måske sammen, på sin egen alt er kærlighed-agtige måde. Ligesom hver af de dybfølte, dybsindige fuldemandssamtaler, der tilsyneladende går i ring, men så pludselig har bevæget sig fra det absurde til noget meningsfuldt.

Stykket er for nådesløst i sit portræt af de fulde og fortabte til at være en forherligelse af druk. Det er mere bare sjovt og sørgeligt og sært. Det føles dybt på lidt samme måde som en samtale, man selv har haft i en brandert, men ikke helt kan genkalde sig i sober tilstand. Måske var det ikke så dybt igen. Men originalt, det er det overraskende nok at lade fjorten skidefulde folk diskutere meningen med livet, døden og Gud.

’De fulde’. Mellemgulvet, Det Kongelige Teater. Tekst: Ivan Vyrypajev. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Til den 7. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Katrine Damm
  • Niels Duus Nielsen
Trond Meiring, Katrine Damm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu