Læsetid: 6 min.

På SPOT Festivalen blinkede det musikalske vækstlag som stroboskoplys

Artisterne på årets SPOT Festival var selvsikre og sårbare. Kraftfulde stemmer og instrumental sprudlen dominerede. Og selv om den unge generation, ifølge sangerinden i bandet Hôy La, har det rigtig skidt, har den efter weekendens koncerter at dømme også et godt og gedigent musikalsk potentiale
Selma Judith optrådte på SPOT både selvsikkert og diffust, som var hun lige trådt ud af sengen.

Selma Judith optrådte på SPOT både selvsikkert og diffust, som var hun lige trådt ud af sengen.

Kim Matthäilela

7. maj 2019

SPOT er en årlig aarhusiansk musikfestival, der adskiller sig fra mange af landets andre ved geografisk at være spredt ud på over 30 forskellige scener i den jyske storby. Men afstandene er ikke større, end at de fleste ’spots’ kan nås til fods inden for få minutter. Man kan således slentre fra en intimkoncert i en mellemgang i en aflagt slagtehal i Sydhavnen, hvor knap 30 mennesker må klemme sig sammen for at høre Niels Gröndahls elektriske violin, til de større arrangementer i Musikhuset, hvis symfoniske sal samler over tusinde lyttere, når den svenske sangerinde Jenny Wilson optræder med strygerseptetten Who Killed Bambi foran det 16,4 tons tunge orgel.

I år kan festivalen fejre 25-årsfødselsdag. Hvad der begyndte i 1994 som et mindre turnéinitiativ taget af Roskilde Festivalen, blev året efter overtaget af Dansk Rocks Samråd ROSA og har nu vokset sig til et tilbagevendende event med koncerter, seminarer, talks og ikke mindst networking, så det værker.

SPOT er på samme tid en alsidig genredivers festival og en lukket fest for branchefolk og håbefulde musikere. Af de musikere, der spiller på festivalen, har de fleste formentlig en drøm om at blive dem, der bliver ’spottet’ af en agent fra det store udland. Og det sker da også, at festivalen er – hvis ikke ligefrem en trampolin – så et trinbræt til en pladekontrakt eller en international karriere. Fx blev den danske kvintet Lowly i 2015 kontaktet af en begejstret Simon Raymonde fra Cocteau Twins, der signede dem til det velrenommerede britiske pladeselskab Bella Union, hvorpå de nu har udgivet to albums.

De sødeste elektriske spøgelser

De største navne på plakaten i år er Efterklang, Mads Langer, Malte Ebert (tidligere Gulddreng) og Bisse. Men af de ca. 200 koncerter, der afholdes i løbet af festivalens tre dage, vil hovedparten af de optrædende være ukendte for dem, der ikke til dagligt færdes i miljøerne omkring de danske konservatorier eller lign.

Fredag byder på våde snefnug, der får de små karavaner af dåseølsbærende unge til at søge ind i Scandinavian Congress Center, hvor de kan få varmen og ombyttet deres billetter til armbånd. Jeg søger læ på det mindre spillested Radar, hvor Strøm (der arbejder for at fremme den elektroniske musik) har sat et 4-punktsanlæg med kvadratiske grå højttalere op ved scenens hjørner. Imellem disse DDR-lignende monstrummer står den spinkle og storsmilende Sofie Birch bag et bakkelandskab af farvestrålende ledninger og lysende knapper.

Birch brager ikke igennem. Hun lister sit sæt i gang. Hendes lavmælte hyletoner skaber deres eget sprog. Selv om hendes improviserede ambient er ordløs, synes jeg alligevel at kunne genkende et ’av’ og et ’orv’ i de elektronisk generede klange. Det klinger og dirrer, som forsøger lydbølgerne at undslippe et rum med for mange hårde kanter. De reflekteres, og bumper ind i hinanden og kastes ud af kurs. Slår sig på hinanden undervejs. Blidt, som man kun kan slå sig på et klokkespil.

Birch synger ind i en mikrofon, men lyden af hendes ordløse toner når kun langsomt og langstrakt publikum. De finder forsinket vej frem til os. Det er, som om de først skal passere gennem en fremmed verden, et sted uden for tid og rum, hvor vinden får klokker til at kime, og vand risler. Og hvor de sødeste spøgelser, man kan forestille sig, hvisker komplimenter til hinanden. Alle disse drømmesyn fremmaner Birck ved at skrue på sin knap-palet. Nænsomt, som anslog hun en harpe.

Ungdommen har det skidt

En artist, der har taget en ægte harpe med sig, er Selma Judith. På scenen er den 23-årige Judith på samme tid selvsikker og diffus, som var hun lige trådt ud af sengen. I hendes fusionspop eller rockede R’n’B møder Joanna Newsons sarte harpespil Dire Straits-lirede guitarsoloer.

»I’m a mess« synger hun og beklager, at hendes næstsidste nummer »Colder« har et deprimerende budskab, om at den menneskelige kulde vokser.

Hun er ikke ene om at dele nedslående budskaber fra scenen. Norske Hôy La, der spiller dyster og klaustrofobisk triphop a la Portishead, kan også tale med om, at det kan være smertefuldt at være ung. Hun dedikerer sangen »Kids« til sin egen generation, som hun siger har det rigtig skidt. Hun beder publikum træde tættere på scenen til nummeret »Alone«. Hun vil ikke føle sig så ensom, synger hun med klar og kraftfuld vokal, inden nummeret udvikler sig til en avantgardistisk jazzflirt mellem trompet og saxofon.

Hvalsang og koklokker

Generelt er blæsere som trompet og horn et populært supplement til de mange knitrende elektroniske lyde og den længselsfulde hvalsang, som en telecaster kan synge. Og jeg bemærker, at flere forsangere har en forkærlighed for at vifte dirigerende ud i luften med den ene hånd, samt at 80’er-lyden stadig er populær.

Eksempelvis spiller Søn en The Smiths-inspireret indiepop med prosaiske dansksprogede tekster og ironisk distance. Forsanger Kristoffer Jessens karisma udstråler halvt Morrissey, halvt Vitas, den russiske diva og kontratenor.

Nu er jeg ingen fremtidsforsker. Men jeg har noteret mig følgende navne bag øret, som jeg forventer og håber at høre mere til: Den danskboende svenske Late Verlane, der charmerer som en anden James Dean med sin vemodige crooning og velskrevne sange. Den aarhusianske jazztrio Athletic Progression, hvis bassists fingerfærdighed og sprudlende mimik er en oplevelse i sig selv. Og hvis trommeslager fører koklokken ind i den elektroniske tidsalder og har skåret sit ene bækken til en spiral, så han kan tilføje gruppens dansable fusionsfunk a la Herbie Hancock et ekstra skaldeskramlet lag.

Og ikke mindst popbraget Moody, der afrunder HUN-solos medley af kvindelige nordiske solister på den store scene i Musikhuset. Med sin smittende selvsikkerhed får hun publikum til at lette deres tømmermændstunge rumper fra de bløde sæder og dansefeste med hende. Nogle gange er musik bare så festfremkaldende, at masserne ikke kan modstå deres medfødte intuition til at danse med, når de hører noget catchy.

Jubi for Bambi

I en tid, hvor en mumble-rapper som 6ix9ine havner på toppen af streamingtjenesternes hitlister ved brug af Twitter, og Justin Bieber bliver et verdensnavn, fordi hans youubehjemmevideo går viralt, kan man spørge sig selv, om en festival som SPOT stadig har sin berettigelse. Om internettet ikke har udkonkurreret konceptet.

Men Spot kan noget, de sociale medier ikke kan. Den kan give uprøvede navne et ambitiøst skub i retning mod et gennembrud. Og facilitere uortodokse, inspirerende samarbejder, der giver publikum unikke koncertoplevelser. Det sidste demonstrerer den svenske indiepopsangerinde Jenny Wilson i Musikhusets symfoniske sal lørdag aften, hvor hun synger et par numre fra sine to seneste albums, Exorcism og Trauma. Begge omhandler en voldtægt, hun blev udsat for i 2016.

Vi gennemlever overgrebet, angsten, retsprocessen, identifikationen af gerningsmanden og de psykiske efterdønninger, hun plages af. Som en feministisk gud stråler hun i sin sølvpailletglinsende dragt. Hun bakkes op af de hvidklædte engle i strygerensemblet Who Killed Bambi. Violinerne spiller sagte og ildevarslende pizzicato, de leger med toner og tempo, de vrider mislyde frem med buerne, mens celloer og kontrabas buldrer mørkt og dramatisk. De er – som Wilson begejstret fremhæver flere gange undervejs – »marvellous« og dybt professionelle.

»Jeg er glad. Jeg er glad for at være her – i det mindste,« siger hun og griner. Og jeg deler hendes glæde. Jeg er glad for at være blandt hendes påhørende. Og jeg er glad for at være på Spot og fornemme, at den nordiske musik lyser og kan forløse følelser, som ingen anden kunstform kan.

SPOT Festivalen blev afholdt torsdag den 2. til lørdag den 4. maj i Aarhus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu