Partilederdebatterne beviste, at det mest kan gå galt

TV 2-værten Charlotte Beder opsummerede så fint, hvad Johanne Schmidt-Nielsen lige havde forklaret om partilederdebattens væsen, da hun gav ordet videre til Hans Engell:  

»Kan det mest gå galt?«

Det kunne Hans Engell bekræfte. 

De to tidligere partiledere var tirsdag aften blevet sat stævne i den store hal på Københavns Hovedbanegård. Her skulle de, omgivet af ungdomspolitikere med skilte fulde af slogans, medvirke i optakten til TV 2’s godt halvanden time lange partilederdebat. Og de var enige om, at det, der kendetegner den type tv-program, er, at risikoen for at blamere sig er større end chancen for at imponere. En pointe, der blev belyst med nogle mindeværdige eksempler, inden Charlotte Beder rundede af:

»Nu må vi se, om der er nogen af de 13 partiledere, der står klar lige nu, der vil lave fejl, de vil huske resten af deres liv,« sagde hun og gav ordet videre til sin kollega Cecilie Beck.

Beck stod oppe i tv-studiet med en så lang række af partiledere, at kameraet havde svært ved at rumme dem i et totalbillede.

Ansvar kan betyde mange ting

TV 2’s partilederdebat havde fået titlen Det første ord og var aftenens anden partilederdebat. Her diskuterede den samme flok (med en enkelt udskiftning) de samme  emner – klima, pension og udlændingepolitik. Tidligere på aftenen havde DR1’s Ask Rostrup dirigeret et lignende forsøg på en samtale mellem rutinerede og aspirerende magthavere i Christiansborgs vandrehal.  

Ingen af debatterne bød på nogen deciderede nedsmeltninger. Det er svært at vurdere, om nogen ligefrem imponerede, for begge debatshow var præget af en grundlæggende forvirring med hensyn til succeskriterierne.

Nogle gik efter at imponere med deres saglighed, andre efter at gøre indtryk med deres lidenskabelighed. De etablerede politikere talte i en meget etableret politisk jargon, hvor hver tredje sætning var bygget op om ordet »ansvar«, der tydeligvis kan betyde mange ting, mens de nytilkomne partiledere, Rasmus Paludan fra Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen fra det selvbetitlede parti, stak af i hver deres retning.

Paludan kaldte sig »den rene tales mester« og benyttede sig flittigt af metaforen affald, mens Riskær som den eneste borgerlige fremstod moralsk indigneret over asylbørns levevilkår.    

Som Hans Engell også nævnte det i TV 2’s optakt, står deltagerne i en partilederdebat med et repertoire af fyndige og faktatjekkede formuleringer, de har forberedt hjemmefra, som de skal have fyret af. Helst på en måde, så det passer nogenlunde til et spørgsmål, de bliver stillet.

Og det kan godt være svært at huske dem alle. Her havde Rasmus Paludan et fortrin, fordi han ikke beskæftiger sig med problemer, man ikke på en eller anden måde kan give herboende muslimer skylden for. Hans tunnelsyn var det mest konsekvente, jeg kan mindes at have set i et debatprogram af den slags. 

Nyt var også Kristendemokraternes formand, Stig Grenovs, argument for, hvorfor en stram flygtningepolitik er næstekærlig, som han fremførte på DR1: 

»De får det ikke godt af at komme herop og skulle vænne sig til nye strukturer og novembervejret.«

Hertil bemærkede Ask Rostrup, at flygtningene stadig er på flugt, selv om de ikke ender i Europa. I partilederrunden lige bagefter på TV 2 var Stig Grenov sygemeldt og blev afløst af sin næstformand, den unge, veltalende Isabella Arendt, der både fik refereret til sin spejderbaggrund og lignede en, der rigtig gerne vil have jobbet som formand.

En eller anden sendte en række dybe suk ind i sin mikrofon i løbet af programmet. At dømme efter tidspunkterne, det skete på, kunne det godt være Pernille Vermund (NB), der rent retorisk gik i ét med resten af højrefløjen, til trods for at hendes parti for bare få måneder siden regnedes for yderligtgående. 

På DR 1 sluttede partilederdebatten med, at Uffe Elbæk (Alt.) anerkendende lagde sin hånd på Anders Samuelsens (LA) skulder. På TV 2 sang deltagerne og værten til slut en anspændt fødselsdagssang for den indskiftede kristendemokrat. Begge programmer tyder på, at den formaliserede politiske diskussion som genre er under forandring.  

Det sætter også tv-kanalernes måde at forme og frame debatterne under pres - de hujende fans og de røde løbere virker som uddaterede elementer i en disciplin, hvor det ikke længere er til at sige med det samme, hvem der har vundet, og hvem der har tabt.