Pedro Almodóvars ’Dolor y gloria’ er en moden mesters værk

Pedro Almodóvar og Antonio Banderas klæder hinanden godt. Parrets nye film sammen, Dolor y gloria (Smerte og ære), er en fornøjelse fra ende til anden. Det er et eftertænksomt, smukt og selvbiografisk værk, hvor Almodóvar reflekterer over alt fra alder og kroppens forfald til den kunstneriske skabelsesproces og fortidens spøgelser, mens Banderas spiller en version af instruktøren selv, Salvador Mallo, som har isoleret sig selv både menneskeligt og kreativt.

Det er længe siden, at Mallo sidst har lavet en film. Diverse psykiske og fysiske lidelser – blandt andet en dårlig ryg – gør, at han ikke kan arbejde, og i stedet opholder han sig mest i sin store Madrid-lejlighed, mens han tænker tilbage på sin barndom. Det mentale opgør med moren (Penélope Cruz), der var en dominerende skikkelse i hans liv, men som døde for fire år siden, tager hårdt på Mallos kræfter. 

Noget forløses dog i ham, da han konfronteres med en tidligere ven, skuespilleren Alberto Crespo (Asier Etxeandia), som Mallo ikke har talt med i 30 år. De ragede uklar, fordi Mallo mente, at Crespo ødelagde en film med sin forkerte fortolkning af en figur. Nu kan Mallo dog godt se, at præstationen var god. Snart efter opsøges også han af sit livs store kærlighed, Federico (Leonardo Sbaraglia), som Mallo heller ikke har set i årevis – og som han troede var død på grund af et heroinmisbrug.

Fortid og nutid

Og således flettes fortid og nutid sammen i Dolor y gloria, der er en af Pedro Almodóvars mest personlige film. Titlens smerte og ære går hånd og hånd i Salvador Mallos liv, hvor kroppens smertepunkter synes at være fysiske manifestationer af de begivenheder i Mallos fortid, som han hidtil ikke har kunnet forlige sig med. Hans fejltagelser og sorger er simpelthen blevet til rygproblemer og migræner, og selv om det måske lyder som en lige lovlig firkantet metafor, virker det på ingen måde sådan i filmen.

Det skyldes nok især, at den er så afdæmpet og roligt fortalt, som den er. Det er en moden kunstners værk, hvor man skal tænke sig til alt det vilde og kulørte, som mange af Almodóvars tidligere film er fulde af – det hører Salvador Mallos unge dage til, og også han har kun minderne tilbage. Nu er han en (mid)aldrende mand, der ønsker at fortsætte med at fortælle historier, men har brug for kræfter, mentalt og fysisk, for at kunne gøre det.

Antonio Banderas leverer en af sin karrieres bedste præstationer i rollen som den milde Mallo, der tydeligvis ikke altid har været så mild, rolig og rimelig, men som nu næsten har resigneret i forhold til sine smerter og sin kreative krise. De to, 60-årige Banderas og 69-årige Almodóvar, bliver på en måde hinandens spejlbilleder – de arbejdede sammen, da de var noget yngre, nu har de fundet sammen igen – og det gør kun Dolor y gloria endnu mere livsbekræftende og rørende.

Dolor y Gloria har dansk premiere senere på året.