Læsetid: 4 min.

Da Peer Gynts Solveig blev muteret til fraskilt sosu-assistent

Den spanske teatermand Calixto Bieito og Karl Ove Knausgård har skabt en diskutabel nyfortolkning af Ibsens ‘Peer Gynt’. Lørdag gæstede den København. Forestillingen havde en virtuost redigeret billedside, musikken var den velkendte af Grieg, men man var ofte i vildrede med, hvor Peer Gynt egentlig befandt sig
28. maj 2019

Chefen for Festspillene i Bergen, danskeren Anders Beyer, er manden bag den diskutable forestilling, som gæstede Tivolis Koncertsal i lørdags. Han har bedt forfatteren Karl Ove Knausgård om at skrive en nutidig version af Ibsens drama Peer Gynt, hvor Solveig bliver gjort til hovedperson – kvinden, der venter så at sige et helt liv på Peer, som er sig selv nok og rejst ud på eventyr i den store verden. Uden at tage afsked med Solveig.

Derfor har forestillingen fået titlen Venter. Den har imidlertid ikke meget med Ibsens Solveig at gøre. Knausgård fik frie tøjler – det kan man læse i Beyers festivalartikel på nettet – og som forlæg for en libretto skrev han novellen Fuglene under himlen, som netop er udkommet på dansk. Det er en enkel familiekrønike om en fraskilt sosu-assistent, hendes døende mor og gravide datter. Alle tre i venteposition.

Nu begynder det at blive kompliceret, og her må den ansvarlige være forestillingens instruktør, spanieren Calixto Bieito, som tillige er krediteret som idé- og konceptmager.

Forrest på scenen er anbragt en gevaldig, hvid kube med storskærme på hver side. Kuben viser sig at være hytten, hvor Solveig venter i skikkelse af sopranen Mari Eriksmoen, og skærmenes og kubens flader giver liv til et ret fascinerende billedmageri. Dette er Knausgård-sporet. Bagest på scenen løber et andet spor med et symfoniorkester og et kor, som fremfører musik af Grieg, overvejende uddrag af skuespilmusikken til Ibsens Peer Gynt.

Dermed kommer man som tilskuer ofte i vildrede. Hvornår er vi hos Knausgård, hvornår er vi hos Ibsen, eller er der tale om en spidsfindig syntese, som billederne og Solveigs monolog skulle åbenbare? Og hvorfor overhovedet anvende Griegs musik, hvis Knausgårds Solveig kun er i fjern familie med Ibsens?

Kierkegaards taler

Man kunne være blevet lidt klogere inden forestillingen, hvis Tivoli havde omdelt en kopi af Anders Beyers artikel. Den fordel havde festivalpublikummet i Bergen ved urpremieren sidste onsdag. For her kan man også læse, at Knausgård under arbejdet med novellen blev optaget af Kierkegaards tre taler Lilien på Marken og Fuglen under Himlen, som handler om tavshed, lydighed og glæde.

Dér er måske et vigtigt anknytningspunkt mellem de to Solveig’er, og muligvis fremgik det af Mari Eriksmoens monolog, men med skam at melde var det ganske vanskeligt for mig at forstå den norske tekst trods mikrofonforstærkningen. Et tekstanlæg havde været optimalt, men sikkert for ressourcekrævende for en enkelt aften.

Altså mere Kierkegaard end Ibsen, alligevel var det svært under de givne omstændigheder at frigøre sig fra nordmanden med Griegs musik i ørerne. Solveig kommer til den fredløse Peer i hans nybyggede hytte, hun har løst alle bånd til sin familie og risikerer alt for ham uden at vide, om han elsker hende.

Netop kærligheden magter han ikke at give, han beder hende om at vente, for som han siger: Han skal hente noget tungt. Da Peer er blevet gammel, vender han forandret tilbage og kaster sig højlydt angrende foran den ventende Solveig. Hun takker ham for den, han er, og velsigner ham, han skjuler sit hoved i hendes skød, og hun synger en vuggevise. Således slutter det noget forenklet og temmelig gådefuldt hos Ibsen.

Knausgårds historie om sin Solveigs moderne kvindeliv aflæses mere eller mindre tydeligt i Sarah Derendingers ganske virtuost redigerede billedprojektioner. Det er næsten en overlæsning af drømmeagtige sekvenser og Solveigs håndholdte liveoptagelser af sit eget ansigt. Hun venter i den imaginære hytte, men gennemgår samtidig en dynamisk selvudvikling.

Naturens indvånere er også markant til stede: rensdyr, ørne og ugler. Koblingen af fugleøjne, barneøjne, Solveigs øjne og den hidsige »I dovregubbens hal« er absolut virkningsfuld. Og i en sidste lang sekvens vises en fødsel under Griegs »Solveigs vuggevise«. Det kunne man tyde som Solveigs datters nedkomst hos Knausgård eller Peers genfødsel ud af Solveigs skød hos Ibsen. Klarhed er ikke den stærke side ved denne forestilling.

Agtpågivende orkester

Mari Eriksmoen var konstant på scenen i den lidt mere end en time, det stod på. Hendes diktion kunne godt at have været skarpere, men udstrålingen var beundringsværdig, og hun sang strålende. Særligt i den folkeviseagtige »Solveigs sang«, som trods sit tungsind rummer forsikring om troskab og håb om gensyn med den elskede. Og uden for Peer Gynt-musikken tryllebandt Eriksmoen i poetisk naturbetagelse med Griegs »Våren« til A.O. Vinjes tekst.

Norske Eivind Gullberg-Jensen er i gang med en imponerende international dirigentkarriere, og man mærkede dette sus i hans ledelse af Tivoli Copenhagen Phil. De spillede traverne fra de to Peer Gynt-suiter, men de lød faktisk ikke som sådan.

Der var også skuespilmusik, man ikke plejer at høre, de dramatiske »Peer Gynts hjemfart« og »Skibsbruddet«, som går forud for Peer og Solveigs gensyn. Det var agtpågivende og dynamisk orkesterspil, ganske vist mikrofonforstærket på grund af orkestrets tilbagetrukne og delvis skjulte position, og derfor ofte uden en naturlig efterklang.

Også fra koret kom der nogle uventede indslag. Sangerne begyndte forestillingen med Brorsons salme »Guds søn har gjort mig fri« – en af Griegs Fire salmer. Det var en velanbragt prolog, for teksten handler om en frigørelse fra satans tyranni, fra synder og bandlysning, med andre ord den situation, Peer Gynt står i, når han vender tilbage til Solveig. Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerkor var ikke helt homogent og koordineret i dette første nummer, det gik langt bedre senere i eksempelvis Griegs »Ave Maris Stella«, en gammel katolsk hymne til Jomfru Maria, som kom som en sval luftning. Og valget af netop denne sang sigtede vel på både Ibsens og Knausgårds Solveig.

Det stod tilbage, at man nok skulle have læst Kierkegaard i stedet for Ibsen for at få et større udbytte af gæstespillet, men det efterlod også et stort ønske hos denne anmelder: At vi omsider måtte opleve Ibsens Peer Gynt på et dansk teater – med en orkestergrav og med hele Edvard Griegs geniale skuespilmusik.

Karl Ove Knausgård og Calixto Bieito: ’Venter – Peer Gynt ifølge Solveig’. Gæstespil fra Festspillene i Bergen. Tivolis Koncertsal 25. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Jeg har ikke set den pågældende forestilling, men tendensen er genkendelig: Under påberåbelse af "fortolkning" skrives klassikerne om, så det til sidst kun er forfatterens navn, der er tilbage. På den måde gøres ny dramatik salgbar, da der er godt salg i klassikerne - det er bare noget helt andet, publikum får. Gad vidst, om man ville slippe godt fra at gøre det samme med musik, fx opføre en opera af Mozart eller Wagner efter totalt omskrevet partitur?