Læsetid: 4 min.

Peter Øvigs bog om psykisk sygdom er en ærefrygtindgydende bedrift, der vil åbne for mange hårdt tiltrængte samtaler

Peter Øvig Knudsen er vred. Han er en vred lille dreng, der blev svigtet af alle omkring ham og måtte være forælder for sin egen mor. Og han synes, der er noget, vi skal tale om. Om hvor udbredt psykisk sygdom er, og om at det kan og skal behandles. Hvor har han ret, men hans bog er bedst, når han giver sig selv lov til at være vred pårørende og mindre god, når han er forstående patient
Peter Øvig Knudsen ’Min mor var besat - - Da jeg mødte depressionens dæmon ny bog fra forfatteren bag Blekingegadebanden, BZ, Birkedal og Hippie

Peter Øvigs bog ’Min mor var besat – Da jeg mødte depressionens dæmon’ er fyldt med indsigt og selvindsigt og er en betimelig og nødvendig konstatering af det helt indlysende: Der er noget, vi skal tale om. Alle sammen. Og bogen vil uden tvivl fungere som forløser af mange hårdt tiltrængte samtaler og bidrage til aftabuiseringen af psykisk sygdom i almindelighed og elektrochok i særdeleshed.

8. maj 2019

Motiverne bag Peter Øvigs bog Min mor var besat er på én og samme tid sympatiske og usympatiske.

Morens psykiske sygdom var ikke noget, man talte om, og det lagde en dyne af ensomhed og angst over hele Øvigs barndom. Der var ingen, der forklarede ham, hvorfor hans mor var, som hun var. Der var ingen, der spurgte, hvordan han havde det.

»Fra min barndom husker jeg ikke ét eneste tilfælde, hvor min far eller mor, en lærer på skolen eller en anden opmærksom voksen bøjede sig ned til drengen og hviskede, ’du er da vist ked af det … kom lige her og sæt dig’,« skriver han. Om så drengens tristhed skyldtes fortvivlelse over situationen derhjemme eller begyndende tendens til de samme depressive perioder, som hans mor havde, så var der ingen, der så den. Ingen, der satte ord på den.

Det er jo hjerteskærende. I dag er drengen blevet voksen, og nu skal folk fandeme få at høre, hvordan det var. Hvordan hun var. Da moren dør, er det en befrielse i en sådan grad, at han begejstret råber »Monsteret er dødt« til sin kæreste og lige på stedet beslutter sig for at skrive en bog om hende.

Peter Øvig: ’Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon’.

Saxo
Det er ikke et særligt sympatisk udgangspunkt for et bogprojekt, der baserer sig på journaler, erindringer og interviews med morens venner, familie og behandlere. Det ved journalisten Peter Øvig godt.

Moren er der ikke til at svare for sig. Men der er andre mere sympatiske motiver. De handler om at forsøge at forstå. Og om at ville give stemme til de tusindvis af børn, der er vokset op med psykisk syge forældre.

Ingen vilje til forståelse

Øvig er ærlig omkring sin manglende vilje til at tilgive sin mor, og det giver en meget interessant vekselvirkning mellem de forskellige motiver. Han kan godt se, at hans mor havde potentiale til og ønske om mere end at gå hjemme og passe ham og søsteren Mette. Men hun blev født, før frihed gjaldt for kvinder.

Han kan godt se, at det var en anden tid, og at hans far ikke bare kunne forlade en kvinde, der var dybt afhængig af ham.

»Peter, du må forstå, at meget var anderledes i den generation: Man forlod ikke en syg ægtefælle. Det gjorde man bare ikke. Aldrig!« som én af forældrenes venner, forklarer ham.

Han kan også godt se, at børn havde en anden status dengang. De skulle indordne sig og ses, men ikke høres, som man sagde. Den voksne Peter lytter interesseret og analyserende til alle dem, der fortæller om hans mor og hendes generation. Men drengen Peter, der sad og forsøgte at skære hul i sin fod på en skarp kant, så han havde en fysisk grund til at græde alle sine tårer, er pisseligeglad. Og den dreng kan ikke bruge til noget, at velmenende voksne i dag siger til ham: »Jeg kan godt se, at I ikke har haft det sjovt, dig og Mette …« Drengen Peter Øvig skriger op mellem linjerne i bogens første del om en barndom med en selvcentreret, bitter, kold og krævende mor og en rar, men fraværende far. Det giver et lidt rodet indtryk af teksten, der veksler mellem citater, refleksion og analyse, men det har en fremragende energi og føles vederkvægende. Skrig, Peter, skrig! Monsteret er dødt!

Men så sker der noget. Peter Øvig bliver selv ramt af en dyb depression. Midt i skrivearbejdet føler han, at moren rækker ud og vil trække ham med ned i det mørke, der hele livet omsluttede hende. Det er uhyggeligt. Øvig går langsomt i opløsning, og det samme gør bogens struktur.

Den skifter fuldstændig perspektiv. Væk er til sidst interviews og de strukturelle overvejelser om konsekvensen af at være født før friheden. Væk er omsorgen for den generation af børn, der voksede op i tavshed og ensomhed i de lykkelige 60’eres parcelhuskvarterer. Tilbage er kun den selvcentrerede oplevelse af at gennemleve en depression. Øvig giver endda ordet til en nær ven, der skal forklare, hvordan det var at opleve vennens nedsmeltning. Det er et rørende indlæg, men unødvendigt langt og lommefilosofisk.

To slags mennesker

Selve bogens struktur eller mangel på samme er med til at understrege dens pointe om, at der findes to slags mennesker. De, der har haft en depression, og de, der ikke har. Man kan ikke forstå det, før man selv har prøvet det. Det forstår Peter nu, og han forstår moren bedre.

Bogen er fyldt med indsigt og selvindsigt og er en betimelig og nødvendig konstatering af det helt indlysende: Der er noget, vi skal tale om. Alle sammen. Og bogen vil uden tvivl fungere som forløser af mange hårdt tiltrængte samtaler og bidrage til aftabuiseringen af psykisk sygdom i almindelighed og elektrochok i særdeleshed. Det er en ærefrygtindgydende bedrift.

Men ved bogens slutning savner jeg drengen Peter og hans retfærdige vrede. Drengen Peter, der startede bogen med et citat fra en seddel, moren engang havde lagt frem til sine børn: »Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to. I giver mig stene for brød.« Det er okay, at du er vred, Peter. Intet af det var din skyld. Det der var sgu ikke i orden. Det skulle nogen have set. Og sagt.

Peter Øvig: ’Min mor var besat – da jeg mødte depressionens dæmon’, Gyldendal, 320 sider, 299,95 kr.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i flere interviews fortalt om, hvordan behandlinger med elektrochok hjalp ham ud af en dyb depression. Læs historien om en behandlingsmetode, der på 80 år er gået fra at være et mirakel til at blive misbrugt og miskrediteret, men siden har fået oprejsning
Læs også
Peter Øvig depression tabu behandling elektrochokterapi psykiatri
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Oluf Husted
  • Carsten Mortensen
  • David Zennaro
Trond Meiring, Oluf Husted, Carsten Mortensen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu