’Sidste tog til Pakistan’ om Indiens blodige begyndelse kunne lige så godt have taget udgangspunkt i folkedrabet i Rwanda

Khushwant Singhs roman tager sit udgangspunkt i Indiens deling i et muslimsk (muhamedansk) Pakistan og et hinduistisk Indien i august 1947. På britisk foranledning i øvrigt, så romanens baggrund er også kolonipolitik af den klassiske slags.

Det er med andre ord en roman fra fjerne tider.

Derudover giver romanen som en uddybning af den religiøse konflikt en indimellem omstændelig beskrivelse af ritualer, af forskrifter og af de praktiserendes særlige kendetegn (sikher går med daggert og stålarmbånd; vidste du det?). Og for at gøre indtrykket komplet: Den danske udgave, der udkom i 1961 fem år efter den indiske førsteudgave, blev udgivet i Borgens Forlags nye serie ’Udenfor Verona – bøger fra fjerne sprog og lande’.

Mere fremmed og eksotisk kan det vist ikke blive.

Jeg skal måske understrege: Singhs roman er skam en fortælling om en konkret og blodig overgang i Indiens og Pakistans historie og har også i dag status af at være en skelsættende kunstnerisk bearbejdelse af et virkeligt stof. Men det er ikke den historiske overlevering med dens data og efterfølgelighed, der gør det stærkeste indtryk, når man læser romanen i dag. Det gør derimod den rystende myteagtige fortælling om befolkningsgrupper, der i en langsomt eskalerende proces spilles ud mod (og lader sig spille ud mod) hinanden, indtil deres lig på skift driver som dødt kvæg ned ad floden eller ankommer i spøgelsestog til mennesketomme stationer.

Som tutsier i Rwanda

Romanen kunne for så vidt lige så godt have taget sit udgangspunkt i massakren på den jødiske befolkning i polske Jedwabne i 1941 eller i folkedrabet på tutsier i Rwanda halvtreds år senere. Eller i så mange andre forfærdelige historier med samme tilsyneladende uforståelige mekanik, men højst virkelige konsekvenser for tusindvis af mennesker og for mange regioners historie.

Mano Majra er en fiktiv indisk landsby på grænsen mellem Indien og Pakistan. Her er den store verden, inklusive den britiske kolonimagt, en vis mr. Gandhi og de to landes selvstændighed, kun en fjern røst. Her lever sikher og muslimer fredeligt ved side om side, som de har gjort i generationer.

Begivenheden, der skal forandre alt, er drabet på den lokale pengeudlåner. Det er naturligvis slemt for pengeudlåneren, men det er jo ingen verdensbegivenhed. Det bliver det imidlertid, langsomt og ad tragediens tågede veje.

Dem skal jeg nok lade være med at give en pedantisk beskrivelse af. Men det hører med til romanens mange kvaliteter og Khushwant Singhs dygtighed som romanforfatter, at (næsten) hver eneste lille snoning på vejen og hver eneste uanselige vækst i grøftekanten på et eller andet tidspunkt får en afgørende rolle at spille for den indviklede intrige. Romanen har et skarpt plot, men det er også nødvendigt, hvis den dramatiske eskalering skal have psykologisk troværdighed.

Jeg vil nøjes med at nævne nogle afgørende personer i romanens store personkreds. To par (hos Singh kommer de ofte parvis):

Der er Iqbal Singh, ifølge eget udsagn en »velfærdsarbejder.« Han ankommer til landsbyen i den officielle hensigt at mildne forholdet mellem befolkningsgrupperne her i den svære overgang og er straks ved nyheden om den netop myrdede pengeudlåner på nippet til at besvime. Så har vi allerede et indtryk af mandens karakter (og »velfærdsarbejder« er selvfølgelig noget ævl, han er repræsentant for et politisk parti, men repræsenterer først og fremmest sine egne ambitioner).

Stratenrøveren

Over for ham er der Juggut Singh, ifølge ham selv (og den danske oversættelses rørende arkaisme) en »stratenrøver«, dvs. forhærdet forbryder og et kæmpemenneske af rå muskelkraft, men uden antydninger af gustne overlæg. Og dertil en ung muslimsk kvindes elsker.

Iqbal og Juggut bliver samtidig og som del af en indviklet intrige fængslet for mordet på pengeudlåneren. Den stump af historien giver os både et indblik i et bundkorrupt politi- og retsvæsen og i det kastesystem, der gør fængselsopholdet for Iqbal med engelsk dannelsesbaggrund til et hygsomt hotelophold og for stratenrøveren Juggut til et møde med raffineret tortur.

I samme fortællespor, men i andre roller, optræder kriminaldommeren Hukum Chand og den lokale politimester. Førstnævnte er romanens måske vigtigste figur, et menneske givet al magt, men hverken evnen eller viljen til at bruge den rigtigt. Han er en sentimental, selvmedlidende og whiskydrikkende Pilatus, der med udtalt, men behændigt tøjlet anger fornøjer sig med en ung prostitueret, mens mennesker bliver massakreret omkring ham. Politimesteren er hans underdanige skygge og håndlanger og en dygtig elev i ansvarsfralæggelse.

Khushwant Singh går til grænsen for den parodiske karaktertegning og lidt over. For eksempel når han lader politimesteren rense ører med blyanten og tørre snavset af på politietatens vigtige papirer. Eller når kriminaldommeren får lov at lide alle dødsangstens pinsler, men kun angsten for sin egen død, og med ophidset afsky farer sammen ved synet af to kæmpende gekkoer på loftet over sin seng (billedet på den optrappede konflikt mellem sikher og muslimer).

Men det er morsomt.

Gennemført dyster er omvendt skildringen af det, der længe er et bagtæppe for handlingen, og som ender med at være dens blodige og altomfattende forgrund: de ankommende tog, der først inddeler de lokales døgn i en rolig rytme og siden i kraft af deres uregelmæssighed og senere endnu deres forfærdende indhold varsler afslutningen på freden. Skildringen af den drabelige optrapning er tæt sammenvævet med stærke billeder af en oprørt natur; den overtrukne himmel, regnen, fuglene og endelig de stigende vandmasser i floden.

Det er voldsomt. Og den vekslende rytme mellem det parodiske og det manende giver voldsomheden en særlig – overrumplende – effekt.

Send to døde tilbage

Det er som nævnt i ét perspektiv (fortællingens og intrigens) drabet på pengeudlåneren, der sætter den lange proces i gang. I et andet perspektiv (historiens) er det den første beretning om overgreb på sikher i Pakistan og det første ankommende tog med lig. I den hvirvel af hævn, flygtningestrømme, internering, rygter og mere ophidselse er det kun et spørgsmål om tid, inden der skal begås en massakre på indisk side, og et spøgelsestog fyldt med lig afgår i modsat retning. Eller som det hedder et sted: »For hvert tog med døde, de sender over grænsen, skal I sende to tilbage«.

Heraf romanens titel.

Jeg kan ikke dy mig for at røbe, at Khushwant Singh (1915-2014, foruden forfatter også journalist, avisredaktør, diplomat og politiker) lader stratenrøveren Juggut Singh på heroisk vis afværge denne sidste katastrofe.

Stratenrøveren gør det ikke for Indiens skyld, men for at redde sin unge elskede, der befinder sig i toget. Den renfærdige følelse og kærligheden er – ifølge romanens egne overskrifter og indflettede røde tråde – god ’karma’ og måske både menneskers og folkeslags redning. Ondt kommer ondt tilbage, godt kommer godt tilbage. Romantisk? Måske. Men romanens pointe alligevel.

Khushwant Singh: ’Sidste tog til Pakistan’. Oversat af Erik Stinus. 215 sider.