Læsetid: 4 min.

I siger voldtægtsmand, jeg siger »taktil«

I Katarina Frostensons hjerteformede øjne er hendes voldtægtsdømte mand, »kulturprofilen«, en slags kultiveret bad boy, en faun – og ikke mindst en forfulgt jøde
31. maj 2019

Katarina Frostenson elsker sin mand! Det ved jeg med sikkerhed efter at have læst hendes prosabog K, hvori hun skriver om sin oplevelse af anklagerne mod hende og især mod hendes mand, Jean-Claude Arnault, »kulturprofilen«, som han længe blev kaldt i de svenske medier.

Det var anklagerne mod ham, der førte til den store krise i Det Svenske Akademi, hvor digteren indtrådte som medlem i 1992 og fik stol nr. 18. Nu har hun forladt ikke bare stolen, men »landet S«, som hun her i bogen blot kalder Sverige. Som om udeladelsen af navnet på hjemlandet er et point til hende og Arnault. Frankrig er det nye hjem. I Paris. Her boede hun i 1980’erne, en periode hun bliver ved med at vende tilbage til i K som et tabt paradis.

Der er en mærkelig ro inde i bogen sammenlignet med, hvor meget sæbeoperaen, som krisen i Det Svenske Akademi indlysende nok er blevet kaldt, har larmet i medierne.

Frostenson begynder ved datoen 23. november på et hotel midt i København, hvortil de to elskende er flygtet. Danmark er første stop på vejen til Paris. Ståhejet er udeladt, eller det optræder som stikord i distancerende anførselstegn.

Der er (besynderlige) anførselstegn om »morgenavisen« Dagens Nyheter, der den 21. november 2017 bragte 18 kvinders anklager mod Jean-Claude Arnault om seksuelle »overgreb«.

Sproget er yderligere farvet alene igennem ordvalget (her er citationstegnene mine): Kvinderne »lufter deres anklager«, Dagens Nyheter har »stykket en historie sammen« og »gjort sig til talerør« for kvinderne. Anklagerne er »spektakulære« og »bizarre«.

Hvad man senere har kunnet læse i de svenske medier er, at den uvildige advokatundersøgelse, som Akademiets permanente sekretær, Sara Danius, tog initiativ til, kom frem til at anbefale en politianmeldelse af Arnault og kulturvirksomheden Forum, som han drev sammen med sin hustru.

Man har også kunnet læse, at Arnault efter anklagerne er blevet dømt for to tilfælde af voldtægt. Det er altså ikke bare en hysterisk folkedomstol og #MeToo-bevægelse, der har dømt Katarina Frostensons mand. Det er en dom fra de højeste myndigheder, dem der svarer til byretten og landsretten i Danmark.

Den virkelighed, rettens ord, er ikke bogens. Her er der kun parisisk kærlighed, rigtige venner, der støtter og beskytter de to mod »kabalen«, den hemmelige sammensværgelse, de to er udsat for – samt voldsomt mange citater af verdenslitteraturens forfulgte, eksilerede og især jødiske forfattere.

Da Frostenson cirka midtvejs når til at citere Osip Mandelsjtam (der ikke kunne få sine digte udgivet, efter at han skrev et smædedigt om Stalin), skriver hun dog – og ganske klædeligt – »ingen sammenligning mellem Osip og mig«.

Men hele bogen igennem har Frostenson krydsklippet sin dagbog med eksempelvis Primo Levis, Franz Kafkas, Nelly Sachs’ og Paul Celans ord og liv.

Så hvis man ikke skal sammenligne, hvad er det så sammenstillingerne skal? Hvorfor skriver hun om Seinens mærkelige dragning på hende, samtidig med at hun nævner Celan, hvis liv endte netop i denne flod? Og hvorfor nævner hun, at hendes mand er jøde, og at de fleste af de citerede forfattere er det?

Der er ingen analyse eller refleksion i K. Fin litterær smag har Frostenson, men nogen stor tænker er hun ikke.

Kærlighed uden tvivl

Hvad jeg derimod er fascineret af, er hendes bundsolide loyalitet og store kærlighed til sin mand. For ikke at sige, at jeg faktisk er lidt misundelig.

Tænk at være Frostenson og en del af sådan et eventyr! Tænk, slet ikke at tvivle. Hun bruger ikke hans navn, men kalder ham bare »elskede« (for der er jo kun én), eller hun tiltaler ham med et ømt klingende »du«:

»Jeg ved, at du, min elskede, lige nu forhøres af politiet om vold, du ikke har begået. Du ville aldrig skade eller fornedre nogen. Du har aldrig øvet vold mod et menneske. Vold er ikke en del af dit væsen, af din natur. Du kan have strejfet om i natten, faret vild, ladet dig føre med og ikke altid været et dydsmønster. Men tvingende eller voldsom, aldrig.«

Er det sådan, man staver til bad boy på kultiveret vis?

Frostenson og Arnault er i krig. Der er venner, og der er fjender, det er Sverige mod Frankrig. Igen er jeg fascineret, denne gang af omfanget, af at hun inddrager hele Sverige.

Klicheerne står i kø, når man begynder at beskrive et helt land og dets befolkning i generelle vendinger. Så er Frankrig og franskmænd lig med l’amour og god smag, så er Sverige og svenskere lig med hen (et ord, Frostenson ikke kan få sig selv til at bruge) og PK (politisk korrekthed, red.) hele horisonten rundt. Så er Frankrig postbilernes:

»Smil, der er måske et kærlighedsbrev til dig i denne bil«.

Sverige er bare »bondesnu« og »blodtørstigt«.

Se bare, hvordan man behandlede Carl Jonas Love Almqvist, der måtte flygte til Amerika i 1851!

Katarina interesserer sig for navnene og ordenes oprindelse. Hendes eget navn betyder »den rene«, og for den rene er alting som bekendt rent. Så på en måde har hun en undskyldning der.

Men kan hun ikke høre, at det ikke går at beskrive sin mand, voldtægtsforbryderen, som »taktil«? Og at det ligefrem er komisk, når hun ved gensynet af et ungdomsbillede af de to beskriver sin mand som en »faun« og sig selv som en »smilende og eftertænksom jomfru«?

Hun er digter, ordene er hendes materiale. I K er det, som om hendes fornemmelse for det materiale er helt gone, men hendes prinsesseeventyr, det har hun.

Katarina Frostenson: K. Polaris, 272 sider, 289,00 SEK.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • David Zennaro
  • Henning Kjær
Fødevarestyrelsen Mørkhøj, David Zennaro og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Pedersen

Liderlige magt-mænd skal ikke forsvares af kvinder.

Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Henning Kjær, Rikke Nielsen og Søren Bro anbefalede denne kommentar