Læsetid: 5 min.

Smuk og patosfyldt film i den danske pavillon i Venedig burde bruges som partsindlæg i valgkampen

Larissa Sansours film i den danske pavillon på den netop åbnede Venedig Biennale er overvældende smuk og handler om, hvordan vores nationale identitet er knyttet så meget til patos og følelser, at det er umuligt at argumentere imod den
Humor finder man ikke noget af i Larissa Sansours nye film. Den er tværtimod fuld af patos, inderlighed, latente traumer og dirrende dialog, mens den samtidig synes at undersøge patos som en måde at fastholde følelser på, skriver Maria Kjær Themsen.

Humor finder man ikke noget af i Larissa Sansours nye film. Den er tværtimod fuld af patos, inderlighed, latente traumer og dirrende dialog, mens den samtidig synes at undersøge patos som en måde at fastholde følelser på, skriver Maria Kjær Themsen.

Lenka Rayn

11. maj 2019

En kæmpe bølge af tyktflydende, sort væske strømmer med overvældende kraft ind gennem Betlehems gyder og stræder, og byen eksploderer i kraftige udbrud. En mor og hendes datter når lige at komme ud af byen, inden det hele ryger op i luften. Moren med tårer i øjnene, barnet uskyldigt fortsat legende.

Den 27-minutter lange film In Vitro starter stærkt, katastrofalt og helt vildt betagende smukt. Filmen er det danske bidrag til Venedig Biennalen, som i dag åbner for offentligheden for 58. gang, og den er skabt af dansk-palæstinensiske Larissa Sansour.

Profetisk aktuel

Filmen foregår i et fremtidsagtigt Betlehem og har en samtale mellem to kvinder i centrum.

Den ene er en døende ældre dame, den anden en ung, smuk klon med store våde øjne, der aldrig har været uden for det artificielle område, som filmen foregår i – et sted uden for tid og sted, der virker lige så gammelt, som det virker fremtidsagtigt: som en Andrei Tarkovski-film, der hele tiden emmer af en ulmende følelse af fremmedgjorthed: Noget er ovre, en ulykke er sket, men hvor er vi nu? I dystopien? Eller i verden efter en katastrofe? I fremtiden?

Centralt i filmen er dialogen mellem de to kvinder. De befinder sig i en slags parallelverden, som den døende har skabt for at bevare fortiden til fremtiden. Det er det, deres inderlige og nogle gange lovlig højstemte dialog (fremsagt med lidende stemme) hele tiden kredser om: Den unge klon føler sig fanget af den ældre kvindes minder om en fortid, der ikke længere eksisterer.

Katastrofen – og mindet om den – har den døende kvinde selv oplevet, og minderne om den er så stærke, at de er blevet præget ind i den unge klonkvinde. Ikke som egne erfaringer, men som overleverede myter, der er umulige at undslippe.

Den ældre kvinde vil bevare fortiden, så den ikke glemmes. Hun holder på flere måder den unge kvinde til fange i sit eget billede. Et symbol, vi alle kan genkende, og som lige nu, hvor valgkampen er brudt ud, synes nærmest profetisk aktuelt.

Faktisk synes jeg, at filmen burde bruges som partsindlæg i den danske valgkamp: Hvorfor holder vi så krampagtigt fast på forestillingen om identitet, oprindelse og nationalitet? Har vi ikke langt større udfordringer at tage os af, som berører hele menneskeheden?

Det Sorte Hul

Filmen er i sort-hvid og foregår på to skærme – nogle gange fungerer de sammen som ét billede, andre gange brydes billedet op i to skærme. Det understøtter det grafiske ved filmen og fremhæver de dikotomier, der hele tiden støder sammen: fortid og fremtid, følelser og fornuft, og særligt de to generationer; der er en scene, hvor deres ansigter på de to skærme konfronteres frontalt i en hidsig, inderlig diskussion.

Dialogen understøtter det meget følelsesladede emne, men den bliver også nogle gange næsten så dirrende højtidelig, at det bliver redundant. Derfor tog jeg mig i at nyde pauserne fra dialogen. De sekvenser, der enten viser arkivmateriale fra Betlehem, eller hvor filmen eksploderer i uforglemmelige billeder af den kommende katastrofe.

Som flere andre filmværker på Biennalen vokser denne også ud af skærmen og bliver fysisk. På gulvet er der fragmentarisk lagt klinker fra Palæstina (med et sirligt ornamenteret motiv, jeg ikke kunne få til at ligne andet end Sorte Slyngel), og i et andet rum er en kæmpe sort globe installeret. Rummet er så lille, at den umuligt kan være kommet ind ad indgangsdøren, og den er i det hele taget umulig rationelt at begribe, selv om man står lige foran den: er den flad, er den rumlig, er den stoflig eller virtuel?

Skulpturen er også med i filmen, hvor den unge klon langsomt nærmer sig den, men aldrig kommer i direkte kontakt med den.

Den er et Sort Hul, der suger al energi til sig. Den er symbolet for det store mørke, traumet, der sluger fremtiden, og så er den materialiseringen af det NU, der hele tiden synes at forsvinde i filmen, og som klonen sådan higer efter.

Science fiction og patos

Larissa Sansour har før brugt sci fi-genren til at sige noget om konflikten i Israel-Palæstina. Nation Estate (2009) var en futuristisk film om Palæstina, hvor landet er reduceret til at være et kæmpe højhus i Israel, og hvor en elevator førte op til eksempelvis Jerusalem eller Betlehem, mens Det Døde Hav befandt sig i underetagen.

Et ret konkret billede på en uhåndterbar og tilsyneladende uløselig konflikt om landezoner, men hvor konflikten er sat på spidsen på en absurd og egentlig også ret sjov måde.

Humor finder man dog ikke noget af i den nye film. Den er tværtimod fuld af patos, inderlighed, latente traumer og dirrende dialog, mens den samtidig synes at undersøge patos som en måde at fastholde følelser på.

Som den ældre kvinde siger på et tidspunkt:

»The only non-negotiable part of any argument is pathos.« 

Nostalgi, der bliver til patos, er umuligt at argumentere imod – det er følelser!

Mere mørke

Til sidste biennale handlede den danske pavillon også om mørket i Kirstine Roepstorffs bidrag, der havde stærke new age-undertoner. Men det mørke, som Sansour taler om og viser med sin sorte glove og den sortflydende masse i filmen, er dog anderledes kraftfuldt, fordi det taler om katastrofer, der ikke kun er fiktive, men, som vi alle er klar over, kommer.

Den sortflydende materie bliver et meget konkret symbol på den olie, der har opvarmet vores globe (som den kulsorte skulpturelle glove i udstillingen), eller på den historie, der klæber til os, og som er svær at undslippe.

Desværre virker det stadig som en utopi, der hører en sci fi-film til, at forestille sig, at vi kunne lade fortiden hvile et øjeblik for at tage os af de akutte problemer, vi står over for lige nu. Som den smukke klon siger:

»The only past I know is here«.

Til pressevisningen i pavillonen blev den danske højredrejning en pinlig stor del af samtalen mellem de internationale stemmer i panelet – vi begynder at blive kendt for andet end dansk lykke og hygge. Derfor opleves det så meget desto mere vigtigt og direkte presserende, at det netop i år er dansk-palæstinensiske Larissa Sansour, der repræsenterer vores lille tiltagende nationalistiske nation.

Og selv om hendes film foregår i Betlehem, er dens emne universel: Vi er alle dybt indlejret i fortællinger fra fortiden, der holder os fast i forestillinger om fremtiden.

Larissa Sansour, ’Heirloom’, Den Danske Pavillon i Venedig. Vises indtil 24. november 2019

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

Det er naturligt at have nationalfølelse men hvis den bliver til nationalisme hvor man ekskluderer og fjendtliggøre andre, bliver det selvdestruktiv.
Du angreber din egen livsgrundlag og du skal konstant kæmpe for at overleve. Hvad Israel gøre bekræfter dette - hvis Israel havde vilje til at samarbejde med palæstinencerne for et sameksistence, ville Israel være i et helt andet sted nu.

Steffen Gliese

Det kommer jeg ikke til at forstå. Jeg elsker mit land, men da for det, som Danmark af danskerne har udviklet sig til som et i hvert fald i udgangspunktet lige og trygt samfund for alle borgere.
Alt det er blevet undergravet, og hvis vi taber kampen om at få det genskabt, vil jeg ikke bryde mig om Danmark i særlig høj grad. Jeg vil tværtimod nok overveje at flytte til et land, hvor i det mindste andre værdier ville blive opfyldt.