Læsetid: 5 min.

Smuk og patosfyldt film i den danske pavillon i Venedig burde bruges som partsindlæg i valgkampen

Larissa Sansours film i den danske pavillon på den netop åbnede Venedig Biennale er overvældende smuk og handler om, hvordan vores nationale identitet er knyttet så meget til patos og følelser, at det er umuligt at argumentere imod den
Humor finder man ikke noget af i Larissa Sansours nye film. Den er tværtimod fuld af patos, inderlighed, latente traumer og dirrende dialog, mens den samtidig synes at undersøge patos som en måde at fastholde følelser på, skriver Maria Kjær Themsen.

Humor finder man ikke noget af i Larissa Sansours nye film. Den er tværtimod fuld af patos, inderlighed, latente traumer og dirrende dialog, mens den samtidig synes at undersøge patos som en måde at fastholde følelser på, skriver Maria Kjær Themsen.

Lenka Rayn

11. maj 2019

En kæmpe bølge af tyktflydende, sort væske strømmer med overvældende kraft ind gennem Betlehems gyder og stræder, og byen eksploderer i kraftige udbrud. En mor og hendes datter når lige at komme ud af byen, inden det hele ryger op i luften. Moren med tårer i øjnene, barnet uskyldigt fortsat legende.

Den 27-minutter lange film In Vitro starter stærkt, katastrofalt og helt vildt betagende smukt. Filmen er det danske bidrag til Venedig Biennalen, som i dag åbner for offentligheden for 58. gang, og den er skabt af dansk-palæstinensiske Larissa Sansour.

Profetisk aktuel

Filmen foregår i et fremtidsagtigt Betlehem og har en samtale mellem to kvinder i centrum.

Den ene er en døende ældre dame, den anden en ung, smuk klon med store våde øjne, der aldrig har været uden for det artificielle område, som filmen foregår i – et sted uden for tid og sted, der virker lige så gammelt, som det virker fremtidsagtigt: som en Andrei Tarkovski-film, der hele tiden emmer af en ulmende følelse af fremmedgjorthed: Noget er ovre, en ulykke er sket, men hvor er vi nu? I dystopien? Eller i verden efter en katastrofe? I fremtiden?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

Det er naturligt at have nationalfølelse men hvis den bliver til nationalisme hvor man ekskluderer og fjendtliggøre andre, bliver det selvdestruktiv.
Du angreber din egen livsgrundlag og du skal konstant kæmpe for at overleve. Hvad Israel gøre bekræfter dette - hvis Israel havde vilje til at samarbejde med palæstinencerne for et sameksistence, ville Israel være i et helt andet sted nu.

Steffen Gliese

Det kommer jeg ikke til at forstå. Jeg elsker mit land, men da for det, som Danmark af danskerne har udviklet sig til som et i hvert fald i udgangspunktet lige og trygt samfund for alle borgere.
Alt det er blevet undergravet, og hvis vi taber kampen om at få det genskabt, vil jeg ikke bryde mig om Danmark i særlig høj grad. Jeg vil tværtimod nok overveje at flytte til et land, hvor i det mindste andre værdier ville blive opfyldt.