Læsetid: 5 min.

Det sværeste er at bære andres drømme varsomt omkring

I Arundhati Roys debutroman fra 1997 ser vi det blik for den menneskelige naturs grænseløshed og nænsomhed, der måske også har været med til at forme hendes liv som politisk aktivist og venstrefløjsikon, og som resulterer i en ulykkelig, men fandens rørende fortælling
10. maj 2019

De små tings gud er skrevet med nogle af de bedste ting, jeg ved: kynisme, humor og ikke mindst menneskevarme. Den ulmer fra siderne som muligheden af godhed, selv om der dybest set ikke i Arundhati Roys slægtstragedie er grund under vores menneskefødder. For i De små tings gud er der hverken gud eller historie eller andre former for sikkerhedsnet i tilværelsen – det kunne for eksempel også være voksne.

Indtil for to år siden var De små tings gud den indiske forfatter Arundhati Roys eneste roman. Hun skrev den i 1997 til stående anmelderbifald, vandt Bookerprisen, solgte millioner af eksemplarer verden over og blev dermed et litterært håb for et internationalt orienteret Indien, der i 1990’erne var midt i et økonomisk og selvbevidsthedsmæssigt opsving.

Men i stedet for at blive nationalikonisk darling har Roy brugt årene siden den sensationelle debut på politisk aktivisme rettet mod blandt andet konsekvenserne af det indiske ’vækstmirakel’, korruption og hinduistisk nationalisme.

»Der findes ikke dem, der ikke har en stemme. Der findes kun dem, som bliver gjort tavse med fuldt overlæg, og dem, man ønsker, forbliver uhørte,« sagde Arundhati Roy i en tale, da hun vandt en fredspris i 2004.

De små tings gud emmer af den klaustrofobiske erkendelse af, at enkeltstemmer (i dette tilfælde børns, kvinders og kasteløses) ofte kvæles, næsten før de dannes. Kvæles af kollektivet, der gør, som det altid har gjort, men har fortrængt hvorfor.

Kærlighedsbånd i hårdknuder

Romanens loyale fokus er på de tveæggede, telepatisk forbundne tvillinger Rahel og Estha og de tragedier, som Arundhati Roy med mørk suspense pirrer læseren med, vil komme til at udspille sig i deres nærhed.

De små tings gudaf Arundhati Roy.

Romanen har flere tidslige spor, men foregår primært i Rahel og Esthas barndom i 1960’erne, hvor deres mor Ammu efter sin skilsmisse vender tilbage til familiens hus i Ayemenem, en by præget af kampen mellem modernitet og tradition, kommunisme og kapitalisme i den sydindiske delstat Kerala. Her må Ammus oprørske væsen (»denne Usikre Kant« som Roy beskriver som en kombination af »moderskabets grænseløse ømhed og selvmordspilotens hensynsløse raseri«) tåle familiens udtalte skam.

Her bor også hendes oxforduddannede, men menneskeligt uambitiøse bror Chacko, som engang gik og var et eksempel på, hvor erotisk en buldrende latter kan være, men som nu også er skilt og lader sig fede op af deres mor Mammachi, mens han lige så stille kører hendes livsværk, konservesfabrikken Paradise Pickles & Preserves, i sænk.

Alle familiens kærlighedsbånd går i hårdknude, da Chackos elskede datter Sophie Mol omkommer i den uhyggelige flod, der løber betydningsmættet gennem både byen og romanen som en fysisk manifestation af de mange generationers udpining og forsuring af kærlighedens grundlag.

Da smukke, rastløse Ammus seksuelle forhold til den kasteløse Velutha (som forgudes af små ting, som f.eks. to tvillinger) kommer for en dag, kulminerer det lille samfunds forsøg på genoprettelse af en slags refleksagtig urgammel orden i et ondt forræderi:

»Drevet af følelser, der var primale, og dog i paradoksal grad upersonlige. Følelser af foragt udløst af fuldkommen, uerkendt frygt – civilisationens frygt for naturen, mænds frygt for kvinder, magtens frygt for magtesløshed. Menneskets ubevidste trang til at ødelægge, hvad det ikke evner at undertrykke eller guddommeliggøre.«

Børn der er alene

Lad det blive sagt med det samme, at denne Helle Helle-skandinav ikke længes efter mange flere sansemættede, detaljerede portrætter og svulstig tragik i Arundhati Roys fugtighede sproglige univers. Men det holder. Det er ikke magisk realisme, selv om der visse steder (og særligt i de erotiske passager går lige lovlig meget Allende i den: »Hun var bred og dyb som en svulmende flod. Han besejlede hendes vande.«).

Det er lige lovlig tætpakket at være i selskab med alle de symbolladede sprogblomster og fortrængte fortidsånder. Men menneskene behøver ingen overnaturlige hjælpende hænder til at ødelægge hinanden.

Det er dyster og profan realisme i den forstand, at intet skæbnebolværk eksisterer eller ville være stærkt nok, hvis det fandtes, til at afbøde konsekvenserne af den cocktail af nedarvet smerte, der spøger i huset i Ayemenem.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg tror, bogen handler om: at børnene er alene, som børn er alene, når deres forældre (politikere, religiøse ledere, autoriteter) ikke er færdige med at være svigtede, bange børn.

Esthas angst for sodavandssælgeren i biffen – Orangeade-Citronademanden ­– der beder Estha holde hans erigerede penis i sin lille hånd (»Estha holdt den, fordi det skulle han«), og som flytter ind i Estha som klistret sød angst:

»Orangeade-Citronademanden kunne bare komme ind gennem netdørene. Hvis han ville. Og Ammu ville byde ham på ananassaft. Med is«.

Lesson learned.

Værnet om de små ting

I De små tings gud lytter de voksne ikke, de er på vej væk, ind i sig selv, og børnene er »et par skuespillere fanget i et svært tilgængeligt drama uden antydning af handling eller dialog. De famler sig gennem deres roller, plejer en andens elendighed. Sørger en andens sorg.« '

De får ikke bare lov at være ofre – de bliver ovenikøbet gjort til gerningsmænd.

Men lad os slutte med den ulmende godhed i Roys historiefortælling. Velutha, den kasteløse hunk – hvis krybende, enøjede far Vellya Papen har oplevet ’gåbaglænstiden’, hvor man krævede af De Urørlige, at de kravlede baglæns og fejede deres fodtrin væk med en kost, så Rørlige ikke kom i kontakt med så meget som et aftryk af dem – han er den helende kvalitet.

Veluthas kærlige venlighed, når han omgås tvillingerne og i modsætning til de andre voksne, respektere deres lege og instinktivt medvirker »i deres fiktions sammensværgelser, og tager sig i agt for ikke at formindske den gennem voksen skødesløshed«, som hun skriver:

»Det er trods alt så nemt at splintre en historie. At bryde en tankerække. At ødelægge et fragment af en drøm, som bæres varsomt omkring, som var det et stykke porcelæn. At lade det være, at følge med det, som Velutha gjorde, er langt det sværeste at gøre.«

Velutha er helten, fordi han er konkret opbyggelig. Fordi han værner om de små store ting og skaber nyttige, smukke ting af træ, og fordi han forstår, at tvillingerne er uden fortøjring i verden og ikke tankeløst river deres følelser og fantasier fra hinanden, men respekterer deres fortællingers værdi.

Det er, excuse me, men fandens rørende.

De små tings gud af Arundhati Roy, oversat af Jan Bredsdorff, udkommet på dansk hos Rosinante i 1999.

Serie

Indiens valg

Indien er under kolossal forandring. Økonomisk og magtpolitisk får landet stadig større vægt i verden, samtidig med at Indien de seneste fem år under Narendra Modi har bevæget sig i en mere illiberal retning, der udfordrer selve statens grundidé om at være inkluderende og sekulær. Under det indiske valg fra 11. april til 19. maj klæder vi dig på til at forstå verdens næste supermagt. Lær de vigtigste forfattere og filmskabere at kende, forstå den indiske forfatning, de politiske kampe, hvordan de aspirerer til videnskabelig storhed, og – naturligvis – hvad inderne selv vil med deres enorme samfund.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Riis
Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu