Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det er svært at hive valgkampsegnede analogier ud af ’Game of Thrones’

Den mest tåkrummende kobling mellem politisk propaganda og amatørkomik skal man over i europaparlamentsvalgkampen for at finde. Her imiterer de radikale politikere Zenia Stampe og Morten Helveg Petersen fantasyserien ’Game of Thrones’, som nok er populær, men også dårligt egnet til formålet, fordi den handler om, at alle bærer kimen til ondskab i sig
Morten Helveg Pedersen og Zenia Stampe leverer den mest tåkrummende kobling mellem politisk propaganda og amatørkomik i deres imitation af ’Game of Thrones’.

Morten Helveg Pedersen og Zenia Stampe leverer den mest tåkrummende kobling mellem politisk propaganda og amatørkomik i deres imitation af ’Game of Thrones’.

fra videoen

Kultur
25. maj 2019

Det kan føles som en slags demokratisk mikromartyrium at lægge ører og øjne til politikere, der i valgkampsøjemed begynder at optræde som komikere. Humor er ikke forbeholdt professionelle, og det er en ærlig sag at ville gøre sig bemærket som kandidat. Men de kvaliteter, der traditionelt kendetegner de to faggrupper, er så vidt forskellige, at et folketingsmedlem i en sketch ofte virker lige så malplaceret, som Jacob Haugaard var i Folketinget.

Hvis man skal se, hvor traditionen for tåkrummende komiske indslag begået af politikere bliver fulgt mest konsekvent lige nu, må man vende blikket væk fra folketingsvalget og rette det mod søndagens europaparlamentsvalg.

De Radikale har nemlig lavet en sketch. ’Højrefløjen kommer hedder den, og det refererer til den populære fantasyserie Game of Thrones, hvor karaktererne med ildevarslende langsom stemmeføring går rundt og sagde »winter is coming« til hinanden (indtil vinteren rent faktisk kommer).

 
RIGHT WING IS COMING

HØJREFLØJEN KOMMER. MEN VI KAN SLÅ DEM. Zenia Stampe er Arya og jeg er Jon Snow. Men det er vælgerne – dig! – der er STÅL. Stem til Europa-Parlamentsvalget den 26. maj

Posted by Morten Helveg Petersen on Sunday, May 19, 2019

Man kan diskutere, om ikke højrefløjen hele tiden har været til stede i Europa-Parlamentet, og om den er sammenlignelig med et uomgængeligt vilkår som en årstid. Men koblingen mellem højrefløj og ulykke er klar nok. Det samme er budskabet om, at man skal stemme på søndag. Alt andet i sketchen er tåget. 

Sketchen er bygget op om en scene fra første afsnit af årets Game of Thrones-sæson. Folketingsmedlemmet Zenia Stampe spiller (iført en sort paryk, der får hendes ansigt til at se photoshoppet ud) den hævntørstige Arya Stark, som efter lang tids adskillelse genforenes med sin halvbror Jon Snow – i Morten Helveg Petersens skikkelse. I forlægget står Jon Snow i et snedækket landskab og ser et grædende ansigt i et gammelt træ.

Alle bærer kimen til ondskab i sig

I den radikale sketch står Morten Helveg i sorte lædergevandter i noget, der ligner Dyrehaven nord for København. Zenia Stampe og Morten Helveg Petersen gentager dialogen fra den originale scene med samme stemmeføring, som man ville bruge over for en tunghør. De trækker deres sværd frem. I serien har Arya Stark været på et vildt og blodtørstigt hævntogt, og derfor er det en komisk underdrivelse, da hun på spørgsmålet om, hvorvidt hun har fået brugt sit sværd, svarer »et par gange.«

I den radikale udgave af scenen ryster Zenia Stampe bare på hovedet, og så snakker de om Helveg Petersens sværd, som de konstaterer er lavet af vælgerstål (i modsætning til Jon Snows sværd, der er lavet af såkaldt valyriansk stål).

De to parodier på fantasykarakterer går så hen til en smedje og smeder deres sværd om til de jernstænger, der udgør skelettet til en stemmeboks. De foretrækker det repræsentative demokrati frem for gammeldags krig, forstår man. Vores stemmer er et våben, politikere kan bruge i deres kamp.

Den pointe er klar, men meget andet er der ikke. Hvorfor har den radikale udgave af Arya Stark f.eks. ikke brugt sit sværd? Er hun bange af sig? Venter hun på den rigtige lejlighed til at fatte sværdet? Er det bare, fordi hun er imod vold? Svarer passiviteten på nogen måde til Zenia Stampes selvbillede (eller offentlige fremtræden)?

Det er en gåde, hvis svar ikke nødvendigvis er interessant. Måske vidste Stampe, Helveg Petersen og de andre i pr-gruppen bare ikke, hvad hun skulle sige. Game of Thrones er også et svært fiktionsunivers at hive valgkampsegnede analogier ud af, fordi alle bærer kimen til ondskab i sig. Det kan der måske være noget om, men det er ikke den erkendelse, der skaffer én stemmer (eller vælgerstål) til europaparlamentsvalget.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her