Læsetid: 2 min.

Svindleryin og fuskeryang på lidt for slap line

Det lykkes for fuskerfilmen ’The Hustle’ at balancere mellem kynisme og romantik. Verbalt er den også en ætsende ondskabsfuld fornøjelse, ikke mindst takket være en strålende dansk oversættelse
Rebel Wilson og Anne Hathaway giver den som ferme fuskere, der tjener fedt på at snyde liderlige, rige mænd på Rivieraen i komedien ’The Hustle’. 

Rebel Wilson og Anne Hathaway giver den som ferme fuskere, der tjener fedt på at snyde liderlige, rige mænd på Rivieraen i komedien ’The Hustle’. 

SF Studios 

9. maj 2019

Egentlig er The Hustle en film om, hvor overfladiske og forudsigelige mennesker, især mænd, er. Det er en skematisk film med svindleryin og fuskeryang. Men sort-hvid kan også noget. Selv i farver.

Penny Rust er en robust bygget white trash-brite, der efter eget udsagn har 98 procent hvid chokolademousse i blodårerne. Josephine Chesterfield er en stram, mondæn kvinde, der – igen efter Rusts udsagn – er kommet for tidligt i overgangsalderen.

Den ene er et primalt rabalder, den anden er takt & tone legemliggjort. Men de er fælles om at være ferme svindlere, som tjener fedt på at fuske liderlige, rige mænd, herunder en uduelig laps spillet af Casper Christensen.

Ondskabsfuld fornøjelse

Kvinderne mødes i et tog, og Chesterfield forsøger omgående at få Penny afsporet, at holde hende væk fra sin guldgrube, en rivieraby fyldt med mænd, der ikke har andet end tid og penge på hænderne. Chesterfield fejler naturligvis, og indvilger i stedet i at oplære Rust. Og derfra går det galt i lag på lag af forræderi og rænker.

Der falder en del almindeligheder og klicheer om mænd, og det er ikke i den her film, at kønskampen bliver nuanceret. Mænd er altid overbevist om, at de er klogere end kvinder. Mænd vil være helte.

Verbalt er The Hustle ellers en behersket morsom, ondskabsfuld fornøjelse: 

»Howard, jeg kan ikke modstå dine madrelaterede kælenavne«, spinner Chesterfield, efter at en texansk rigmand har kaldt hende »pøllegøj«.

De kalder hinanden alt fra »en animeret narrefisse« til en »elefant i en glasbutik«. Og da duellen mellem de to svindlere eskalerer, lyder det på engelsk: »Oh, it is on – like Kim Kardashian«.

Det fordansker oversætteren Henrik Thøgersen (der i år meget passende fik en Sær-Bodil for sit arbejde) fremragende til »der vanker – som Ivanka Trump«.

Malket for moneter

The Hustle er en genindspilning af Dirty Rotten Scoundrels fra 1988, hvor Michael Caine og Steve Martin duellerede.

Den er så en genindspilning af Bedtime Story fra 1964, hvor David Niven stod over for ingen ringere end Marlon Brando. Altså er det første gang, at det er kvinder, der indtager rollerne som de overlegne og snu ræve i denne fortælling. Og det klæder filmen at udlevere mænd, der tænker med den nederste pung.

The Hustle tilbyder også den ondskabsfulde nydelse at se en af de mere ynkelige og overfladiske sider af menneskearten blive udleveret. Og dernæst malket for moneter. Og det giver en naturlig moralsk mening, at duoens største udfordring bliver en Mark Zuckerberg-lignende knægts uskyldige menneskesyn. Således finder filmen en vis balance mellem kynisme og romantik.

Falder ikke så godt på halen

The Hustle når aldrig de helt store kropskomiske niveauer, som man for eksempel kan finde hos Peter Sellers, Julia Louis-Dreyfus eller Will Ferrell. Klovnerierne virker for kunstige og udisciplinerede udført på lidt for slap line.

Men der er en vis smittende begejstring hos skuespillerne over at fjolle med forlorne alteregoer og falde på halen. Rebel Wilson mæsker sig tilsyneladende i sin rolle som Penny, og Anne Hathaway finder vist også en del nydelse i at karikere sin femme fatale med store dådyrøjne.

Kemien er ikke helt fantastisk de to hovedroller imellem, men The Hustle fungerer o.k. Et lystspil, ville man have kaldt den i gamle dage. Hermed gjort i nutiden.

’The Hustle’. Instruktion: Chris Addison. Manuskript: Jac Schaeffer. Amerikansk. (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Ralf Christensen

Pudsigt nok kan jeg stadigvæk huske "Bedtime Story" fra 1964.
Filmen må have været vist på TV engang.

Handlingen unddrager sat ethvert forsøg på referat; men Marlon Brando står tydeligt i erindringen, da han i militært undertøj bliver overrasket hos den udvalgte kvinde - og slipper af sted ved hjælp af gymnastiske øvelser og vage henvisninger til intet mindre ned en Nato-øvelse.

Eller da han kommer til sengs med de 2 herrers konkurrenceobjekt under foregivelse af en mirakuløs helbredelse af sin lammelse udvirket af netop kvinden - han vakler hen til sengen, hvor skønheden er totalt henført over miraklet.

Gad vide om filmen ville være lige så sjov i dag ??