Læsetid: 3 min.

Tak til Alternativets Sikandar Siddique (og Jokeren og Szhirley) for at levere årets bedste bud på en musikvalgvideo

I en tid, hvor man trænger til at grine og gøre nar (og sådan en tid er en valgkamp per definition), er det en fryd, at der findes musikalske valgvideoer, hvor håbefulde kandidater lader kendte hits danne afsæt for jordnære politiske budskaber
Der findes under alle valgkampe kandidater, der er villige til at risikere at blive til grin ved at lave en musikvideo. Prisen for året bedste musikvalgvideo går til Sikandar Siddique (Alt.).

Der findes under alle valgkampe kandidater, der er villige til at risikere at blive til grin ved at lave en musikvideo. Prisen for året bedste musikvalgvideo går til Sikandar Siddique (Alt.).

Foto fra videoen

13. maj 2019

Det bedste og det værste ved valgkampsperioder er muligheden for forandring. Det næstbedste og næstværste er de propagandistiske musikvideoer, hvori kandidater fremfører coverversioner af kendte hits med nyskreven tekst. Det er altid intenst at se og høre på.

Når originalversionernes coolness og politikernes snusfornuft støder sammen med 100 km i timen, tager man sig til hovedet, mærker den pinlighedsfremkaldte adrenalin sive ud i kroppen og trykker på »afspil igen«.

Funky popsange og politisk kommunikation er så forskelligartede udtryksformer, at de burde være uforenelige, men så findes der alligevel dødsforagtende stemmebejlere derude, der er villige til at risikere at blive til grin.

I en tid, hvor man trænger til at grine og gøre nar (og sådan en tid er en valgkamp per definition), virker det næsten helt generøst.  

Ved kommunalvalget i 2017 var den suveræne vinder i denne disciplin den daværende konservative viceborgmester Henrik Nielsen fra Svendborg. Denne nydelige midaldrende herre havde undersat »Despacito« til det mere jordnære budskab »A Ska Ski Do«. Godt hjulpet på vej af autotune amatørrappede han om det toiletskur, han havde fået bygget på Svendborg Havn. 

Gadesmart pegefinger

I år ser det ud til at være Sikandar Siddique fra Alternativet, der tager prisen for videoen »Den Grønne Pose«. Her har han simpelthen allieret sig med rapperen Jokeren og sangerinden Szhirley, hiphopdansere i alle aldersgrupper og et supermarked, der danner rammen om en ultrakort musical, der handler om, at man helst ikke skal bruge plasticposer.

Magen til modsætningsfornægtende kombination af gadesmarthed og løftet pegefinger skal man lede længe efter.

På bare ét minut og 11 sekunder genopfører Jokeren sit og sin daværende gruppe Den Gale Poses gennembrudshit fra 1998, »Spændt op til lir«. Det var med det nummer, gangstarappens gennemførte hedonisme brød igennem i dansk rap, men siden da er Jokeren blevet ældre og som så mange andre også mere bekymret for, hvordan det hele skal ende. Han ser sig selv som en grøn rapper nu og låner derfor gerne sit hit ud til et bæredygtigt budskab.

Hvor Szhirley i sluthalvfemserne sang »Spændt op til lir«, synger hun nu »Plast og papir«, som er de materialer, Sikandar Siddique gerne vil undgå, at vi frådser med i det daglige.

I originalversionen rapper Jokeren om sig selv, at hans stjernetegn er tvilling, »og når jeg går i baren / så ryger din bevilling.« De var aldrig flove over at være bøvede i Den Gale Pose.

I Sikandar Siddiques version rapper han:

»Jeg er ligesom alle andre 
når jeg går ned og handler.«

Noget har ændret sig siden 1998.

Videoen er bygget op om en jakkesætsklædt mand, der står ved kassen og beder om en plasticpose. Det reagerer kassemedarbejderen (spillet af Jokeren) på med et forarget »HVAD?!«, der også træder frem på skærmen i en tegneserieagtig grafik. Han begynder at rappe, Siddique kommer ind fra sidelinjen og tager over. Henne i frugt og grønt-afdelingen står Szhirley og synger nummerets hook. Rundt omkring i butikken danser folk i forskellige aldre rundt og skubber til taget og hyper Siddique, mens han rapper, at »grøn omstilling sker he-ER!«

Sikandar Siddique rapper ikke helt ueffent. Heller ikke vildt godt, men mange niveauer over Henrik Nielsen fra Svendborg.

Ved første gennemlytning skuffede det mig, fordi det gør projektet mindre åbenlyst komisk. Ved de mange senere gennemlytninger har jeg dog sat pris på det nogenlunde velproducerede, fordi det får videoen til at virke som en topprofessionel sketch, der parodierer Alternativets måde at blande lavpraktisk snusfornuft med urban selvbevidsthed.  

valgtest 2019 hvilket parti skal jeg stemme på
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer