Læsetid: 4 min.

’The Rocky Horror Show’ på Aarhus Teater er en outreret kæmpefest

»Don’t dream it – be it« er mantraet i ‘The Rocky Horror Show’. Og det er vi. Skuespillerne, musikerne og publikum. Alle lever sig fuldt og helt ind i det festlige univers. Resultatet er en helstøbt, nærmest magisk aften, der føles mere som en gigantisk fest i gode venners lag end som en teaterforestilling i traditionel forstand
Jacob Madsen Kvols er et perfekt valg til rollen som Frank-N-Furter – vild, sensuel og ustyrlig de tårnhøje hæle i de sorte lakstøvler, tætsiddende, pailletglitrende trusse, et par nøgne, velformede pigebryster og glamrock makeup, og hele ensemblet er topprofessionelt og udviser stort overskud i deres måde at interagere med publikum undervejs.

Jacob Madsen Kvols er et perfekt valg til rollen som Frank-N-Furter – vild, sensuel og ustyrlig de tårnhøje hæle i de sorte lakstøvler, tætsiddende, pailletglitrende trusse, et par nøgne, velformede pigebryster og glamrock makeup, og hele ensemblet er topprofessionelt og udviser stort overskud i deres måde at interagere med publikum undervejs.

Emilia Therese/ Aarhus Teater

7. maj 2019

Richard O’Briens kultmusical The Rocky Horror Show har inkarnerede fans verden over. Fortællingen om det regelrette, pæne, unge par Brad og Janet, der ved et tilfælde lander midt i det absurde, LSD-ruslignende kaos hos den flamboyante transvestit Frank-N-Furter, er ikke blot ren underholdning – det er også historien om at udforske sin seksualitet og udleve sine drømme, uanset hvor langt ude, de virker.

Desuden har publikum – til både film- og teaterversionen – gennem en årrække udviklet en lang række af ritualer, der udføres undervejs. Ritualer, der inkluderer højlydt råben, kast af blandt andet ris, konfetti og spillekort, dans og skyderi med vandpistoler.

Og der er god plads til samspillet med publikum i Moqi Simon Trolins iscenesættelse. Skuespillerne reagerer direkte på publikums tilråb. Blandt andet må Holger Østergaards nydelige, hvidklædte fortæller flere gange helt stoppe sin talestrøm, fordi han konstant mødes af højlydte buhråb, og glimtet i hans øjne fortæller os, at han er forberedt på hvad end, der måtte komme fra stolerækkerne. Han tager publikum ind, suger energien og forstærkes i sin rolle.

Den uformelle stemning og løssluppenhed, som normalt findes på teatrets lille, eksperimenterende Studio Scene, er rykket ind på Store Scene for fuld kraft. Normaliteten køres ud på et sidespor. Både i forestillingens univers, hvor Marie Marschners yndige Janet og Mathias Flints polerede Brad overvindes af ekstremerne i Frank-N-Furters sansebombarderende virkelighed. Og også i de ydre, fysiske rammer, hvor det sædvanligvis tavse, velopdragne publikum på Store Scene forvandler sig til en råbende, hujende hob. Virkeligheden i teatersalen smelter sammen med fortællingen på scenen. Trolin har ramt den helt perfekte balance i sin instruktion. Skuespillerne venter på – nærmest higer efter – tilråbene, og publikum giver dem gladeligt, hvilket giver alle følelsen af, at vi sammen driver plottet frem. At vi sammen skaber oplevelsen.

Uidentificerede flyvende cirkler

Der er en rød tråd gennem hele Ida Marie Ellekildes visuelt betagende scenografi, som giver et fint modspil til den eksplosion af absurde perversiteter og outrerede eksistenser, som forestillingen byder på. Brugen af cirkler kendetegner hele scenografien. Fra de lysende ringe i luften, hvorfra Frank-N-Furter stiger ned fra oven, til det store, runde, festdækkede bord, der både danner underlag for Janets seksuelle udskejelser med Frank-N-Furters guldskinnende skabning Rocky. Brugen af drejescenen holder alle i konstant bevægelse omkring bordet under festmiddagen for Kjartan Hansens kørestolskørende dr. Everett V. Scott og føjer derved ekstra energi til en ellers statisk scene. Til slut ser vi cirklen som en enorm ufo, der spejler scenegulvet og lader publikum se alt både fra siden og oppefra på samme tid.

Jacob Madsen Kvols er et perfekt valg til rollen som Frank-N-Furter. Lige så overbevisende han var som Frankensteins monster på samme scene tilbage i 2012, lige så vild, sensuel og ustyrlig er han på de tårnhøje hæle i de sorte lakstøvler, der løfter hans i forvejen bemærkelsesværdige skikkelse til nye højder. Godt hjulpet på vej af en tætsiddende, pailletglitrende trusse, et par nøgne, velformede pigebryster og hans markante glamrock makeup. Hans blik søger rundt blandt publikum, som leder han efter det næste offer, der skal suges ind i hans overjordiske, eksperimenterende virkelighed.

Marie Marschners Janet undergår en forvandling fra pæn pige til højspændt seksualitet. Hun er intens, som vi også oplevede hende i Momentet på Studio Scenen forrige år. Uden hæmninger og med en skønsom blanding af sin umiddelbare feminine udstråling og en næsten dyrisk, maskulin seksualitet. Skuespillerne balancerer på en knivsæg mellem den professionelle, gennemøvede del og evnen til at gribe de bolde, publikum kaster op, og arbejde med dem uden at miste retning.

Det må siges at lykkes til fulde på Aarhus Teater. Hele ensemblet er topprofessionelt fra start til slut og udviser stort overskud i deres måde at interagere med eller måske bare blinke til de mest opmærksomhedskrævende tilskuere undervejs.

Ud over at levere en skøn kejtethed i rollen som Brad, har Mathias Flint også stået for en vellykket nyoversættelse af forestillingen, hvor den oprindelige stemning bevares, men sproget gives et mere nutidigt præg. I alle de mange omkvæd, hvor publikum gerne vil synge med, er det stadig den oprindelige engelske tekst, der synges, og balancen mellem oversættelse og bibeholdelse er ramt lige i skabet. Det betyder, at vi ikke kommer til at føle os udenfor, selv hvis vi ikke kender teksterne. Fællesskabsånden, familiefølelsen er intakt.

»Don’t dream it – be it« ekkoer utvivlsomt i alles ører længe efter den sidste hujende klapsalve er forstummet. Rundt om i den traditionsbundne sal ved Store Scene er gulvet dækket af konfetti, spillekort, programmer og vandpistoler. Selv om forestillingen er slut, fortsætter festen indeni i mange timer efter, vi har rejst os og børstet det sidste konfetti af tøjet.

’The Rocky Horror Show’. Af Richard O’Brien. Oversætter: Mathias Flint. Instruktør: Moqi Simon Trolin. Scenograf: Ida Marie Ellekilde. Koreograf: Birgitte Næss-Schmidt. Kapelmester: Jens Hellemann. Lyd: Mathias Hersland. Lyd: Lars Gaarde. Med: Jacob Madsen Kvols, Mathias Flint, Marie Marschner m.fl. Spiller på Aarhus Teater til 15. juni og på Odense Teater i 2020

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Damm

Generelt er jeg ikke vild med musicals, der er så enkelte undtagelser og Rocky Horror er en af dem.

Og jeg er en af de lykkelige, der så den oprindelige forestilling i London som helt ung - det var FANTASTISK!