Læsetid: 3 min.

’The White Crow’ er en skønhedsfilm om den ubehøvlede danser, der blev gud

Ralph Fiennes’ smukke, psykologiske filmportræt af Nureyev viser den russiske balletdanser som et geni, der ikke helmede, før han præsterede det umulige, skriver vores balletanmelder
Filmportrættet af Rudolf Nureyev viser den russiske balletdanser som et geni, skriver vores balletanmelder. 

Filmportrættet af Rudolf Nureyev viser den russiske balletdanser som et geni, skriver vores balletanmelder. 

Ritzau Scanpix

16. maj 2019

Filmkameraet zoomer ind på Rudolf Nureyevs slidte danserfod med dens ophovnede knyst og blodige tånegle. Straks efter klipper kameraet til en klassisk heltestatue – som danseren beundrer – mens han nænsomt stryger statuens perfekte fod. For det er sådan, at filmen The White Crow — Den hvide Krage — ser Nureyev: som et geni, der sigtede mod det umulige ideal. Og som den lysende ener, der uundgåeligt stak ud fra den mørke flok.

The White Crow er en uhyre sanselig film. Den zoomer psykologisk nysgerrigt ind på temperamentet og seksualiteten hos Nureyev. Danseren, der blev verdensberømt i 1961, da han under et gæstespil med Kirovballetten i Paris hoppede af til Vesten.

Filmen tager os med ind i den sagnomspundne træningssal på Vaganova Instituttet i Leningrad tilbage i 1950’erne. Men den viser os også danseren foran malerier på kunstmuseer eller fordybet i romaner i sin umættelige kunstsult – og selv blive en skabende danser.

Hårdere og hårdere

Mike Eleys meddigtende kamera følger danserens krop ved barren, mens det ene ben banker hårdt mod gulvet – hårdere og hårdere – indtil danseren er ved at segne, og øvelsen nærmest bliver til tortur. Og kameraet viser danserens svedige ansigt og med øjne næsten vanvittige af begær efter at finde dansens hemmelighed.

Disse forrygende sanseglimt akkompagneres indfølende af Ilan Eshkeris medrivende balletmusikpotpourri. Lige indtil Nureyev skal tage beslutningen om at forlade sit land og sin familie for altid, for da forsvinder lyden totalt …

Den ukrainske danser Oleg Ivenko lyser i rollen som Nureyev. Oleg Ivenko er egentlig danser ved Tatar Statsballetten i Kazan. Han har et ansigt med kindben, der minder om Nureyevs, og hans krop har noget af Nureyevs dyriskhed i sit afsæt.

Han har aldrig før optrådt som filmskuespiller, men blev fundet til denne rolle, der straks har gjort ham verdensberømt som en ’Nureyev 2’. Oleg Ivenko har en overrumplende naturlighed foran kameraet. Og han kan optræde så ubehøvlet, at han virker som en mand med en diagnose.

Netop denne utilpassethed er del af Oleg Ivenkos magnetiske tiltrækningskraft på filmen, hvor både kvinder og mænd kaster sig over den djævelsk sexede Nureyev, der nærmest bliver betragter af sin egen homoseksuelle krop. Det er ret syret.

Egomanisk

I filmen skildres Nureyev som socialt afstumpet og egomanisk. I Frankrig møder han den unge, chilenske rigmandsdatter Claire Saints, som Adèle Exarchopoulos spiller med fin aristokratisk tøven. »Han er bare sådan,« siger hun om Nureyev. Hun accepterer ham blindt, akkurat som hans elskede mor gjorde det.

The White Crow er også en film om et forarmet Rusland under Anden Verdenskrig og et Sovjetunionen i 50’erne med fremtidshåb trods de barske levevilkår. Filmen viser Nureyevs berømte, rå fødsel i en togvogn på den transsibiriske jernbane. Og den viser hans fattige opvækst i Ufa som et æstetisk, forfrossent barndomsportræt holdt i sort-hvid.

Samtidig anslås nogle psykologiske forklaringer på Nureyevs eksplosive sind, ikke mindst når han hungrer efter kærlighed fra sin barske soldaterfar.

Filmen har tendens til at romantisere dette mørke Sovjetunionen, også i skildringer af trange senge og alt for små lejligheder med te til alle. Men samtidig rammer filmen en overbevisende tone af russisk sandhedsstolthed. Når den engelske filminstruktør Ralph Fiennes selv spiller rollen som den kloge balletlærer over for den utålmodige teenagedanser, sker det med den flotteste russiske retorik om ånd og kunst.

The White Crow er en helt anderledes film end Morris & Morris’ film Nureyev, som mest skildrede Nureyev som et sovjetisk, politisk trumfkort, og som fulgte Nureyevs liv helt frem til hans død af AIDS i 1993. The White Crow er mindst lige så gennemresearchet. Men dens mål er kunstnerisk mere interessant, fordi den har ønsket at beskrive Nureyevs ustyrlige temperament. Det er lykkedes. Sort-hvidt og sanseligt.

’The White Crow’. Instruktion: Ralph Fiennes. Tekst: David Hare, baseret på bog af Julie Kavanagh. Engelsk. (Udvalgte biografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu