Læsetid: 3 min.

To Cannes-film instrueret af kvinder giver publikum et unikt indblik i en kvindeverden

Mati Diops ’Atlantique’ og Céline Sciammas ’Portrait of a Lady on Fire’ fortæller smukt og indfølt om kvinder i en mandeverden
Maleren Marianne (th., Noémie Merlant) hentes til en forblæst ø for at male den unge, adelige Héloïse (Adèle Haenel) i Céline Sciammas ’Portrait of a Lady on Fire’. Foto: Lilies Films/Hold-Up Films /Arte France Cinéma

Maleren Marianne (th., Noémie Merlant) hentes til en forblæst ø for at male den unge, adelige Héloïse (Adèle Haenel) i Céline Sciammas ’Portrait of a Lady on Fire’. Foto: Lilies Films/Hold-Up Films /Arte France Cinéma

21. maj 2019

CANNES – Hvis man nu skulle være i tvivl om, hvad det er for historier, kvindelige filminstruktører kan bidrage med, når de altså får lov til at fortælle dem, og om de historier kan og vil noget nyt, også i måden de bliver fortalt på, kan man med fordel se to af filmene i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes.

Både Mati Diops Atlantique og Céline Sciammas Portrait of a Lady on Fire fører nemlig publikum med ind i en verden, der ikke nødvendigvis er formet af kvinder – faktisk nærmere tværtimod – men som er befolket af kvinder, der kæmper med snærende, samfundsbestemte bånd og undertrykkende regler og traditioner.

Atlantique foregår i det Senegal, hvor franske Diops far kommer fra, og den handler om Ada (Mame Bineta Sane), en 17-årig pige/kvinde, der står for at skulle giftes med en rig mand. Hun har dog forelsket sig i Souleiman (Traore), der med båd forsøger at komme til det forjættede Europa, hvor et bedre liv forhåbentlig venter – for både ham og Ada, der langtfra er den eneste unge kvinde i Dakar, som venter på at høre livstegn fra en elsket på vej over Atlanten. Der ulmer samtidig et oprør mod en grisk forretningsmand, som nægter at betale sine ansatte, og det hele blandes på poetisk (og lidt forvirrende) vis sammen med en god portion senegalesisk folklore og mytologi.

Fra barn til voksen

Atlantique er Mati Diops spillefilmdebut, og selv om blandingen af migrant- og frigørelseshistorie med overnaturlige elementer ikke helt fungerer, har hun sit eget blik på unge Adas historie og skæbne. Synsvinklen er Adas, og det mytologiske lag spiller sammen med den udvikling fra barn til voksen, som filmen skildrer.

Som hun siger til sidst: »Jeg er Ada.«

Endnu mere unik og fuldendt er franske Céline Sciammas smukke og sanselige Portrait of a Lady on Fire, der foregår på en øde, forblæst ø i Bretagne i slutningen af 1700-tallet. En kvindelig maler, Marianne (Noémie Merlant) hentes til øen for at male et portræt af den unge, adelige Héloïse (Adèle Haenel), der står for at skulle giftes.

Det er dog ikke et bryllup, Héloïse selv ser frem til, og hidtil har hun nægtet at lade sig portrættere. Der udvikler sig dog et venskab mellem de to kvinder, og venskabet bliver til en forelskelse, hvor de dyrker hinanden intenst.

Kvinders rettigheder

Portrait of a Lady on Fire er en på alle måder betagende film, hvor Sciamma indfølt og loyalt fordyber sig i det univers, de to kvinder bygger op om sig selv, og som også involverer en tjenestepige, Sophie (Luàna Bajrami), der er blevet gravid, men ikke ønsker barnet. Det er en dybt romantisk og længselsfuld historie, smukt og nænsomt fortalt på kvindernes præmisser, og samtidig en besk skildring af en tid og et samfund, hvor kvinders rettigheder var få.

Marianne må f.eks. ikke male nøgne mænd, da det vil give hende mulighed for at frembringe store, unikke værker. Nøgne kvinder må hun godt male. Så megen magt og betydning tillagde man (også) dengang manden og mandekroppen.

Det kan godt være, at Atlantique foregår i en fremmed kultur, mens Portrait of a Lady on Fire er henlagt til fortiden, men de handler begge i høj grad om verden nu og her, og det gør dem (også) til vedkommende og universelle film.

Ingen af de ovennævnte film er endnu i dansk biografdistribution. Mere fra Cannes i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard

Serie

Cannes Film Festival 2019

Quentin Tarantino, Ken Loach, Pedro Almodóvar og Dardenne-brødrene. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, ikke mindst flere end nogensinde af de kvinder, som festivalen så ofte er blevet kritiseret for ikke at have øje for. Christian Monggaard vil for 21. gang rapportere fra filmfestivalen, hvis 72. udgave finder sted den 14.-25. maj.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu