Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

To danskere synger sig til rette i midtlivskrise og midalder

Midtlivskrisen er blevet fast inventar i især den mandlige populærsangers løbebane. Nogle slipper bedre afsted med det end andre, musikalsk såvel som sprogligt. Og danske Claus Hempler og Uffe Lorenzen finder i hvert fald ro i musikken – og forsoning med uroen i teksterne
Uffe Lorenzen.

Uffe Lorenzen.

Zarko Ivetic

Kultur
24. maj 2019

Det er typisk, dér hvor man køber sig en dyr bil, hvis man har råd. Eller går i gang med en ironman, hvis man alligevel ikke workouter så meget i soveværelset. Eller går i kloster, hvis man har tid. Eller begynder at brygge sine egne øl. Eller får sig en yngre model.

Midtlivskrisen tackles på mange måder. Også i musik og sangtekster, hvor den er blevet fast inventar i især den mandlige populærsangers løbebane.

Danske Søren Huss stirrer krisen direkte i øjnene på sit seneste, strålende album MidtlivsVisen fra 2017. Det sker med et stensikkert greb om forandringerne:

»... jeg har været ude for længe
Er vist gået en smule kold
Al begejstring kommer med
Et forbehold eller to.«

Og uden at ryste stilistisk på hånden, i et vemodigt indie-vise-univers, som på hans foregående to soloalbummer. Ikke noget med at halse efter ungdommelig æstetik, nu hvor man selv er ved at blive gammel.

Det gjorde David Bowie i 1997, 50 år gammel, til gengæld da han lavede drum’n’bass-pladen Earthling. Hans brug af datidens ungdommelige tromme-og-bas-inferno kunne høres som lyden af en stilskaber og selvopfinder, der nu jagtede ungdommen – og håbede den ville smitte af.

»Now I’m older than movies,« sang mesteren.

Madonna bliver en eftertanke

Leonard Cohen var også 50, da han i 1984 smed guitaren ud til fordel for noget, der lyder som et billigt konfirmationsorgel på albummet Various Positions. Det virkede så i canadierens tilfælde, for han skabte nogle af sine største sange her, »Hallelujah« og »Dance Me To The End of Love«.

Madonna begyndte også i den alder, nærmere bestemt 49, at miste sin næse for det nye. Med 2008-albummet Hard Candy lød hun pludselig, som om hun var holdt op med at skabe sig selv.

I stedet indstævnede hun nogle af de bedste producer- og sangskriverkræfter fra den populære, moderne r&b: Timbaland, The Neptunes, Justin Timberlake og Nate ’Danja’ Hills. Og dermed lød hun pludselig midaldrende, som en eftertanke. Og måske indrømmer hun det selv med ordene:

»I wanna go back to then
Gotta figure out how, gotta remember when?«

Vågner op til virkeligheden

Uden at kende de præcise aldre på de danske sangere og musikere Uffe Lorenzen og Claus Hempler, så vil jeg hævde – og nu håber jeg ikke, jeg fornærmer nogen – at de er midaldrende. Alderen, der i følge Den Danske Ordbog strækker sig fra 45 til 60. Hvor midtlivskrisen blomstrer.

Dér, hvor du har forladt ungdommens sorgløse hybris og uendelige energi. Forhåbentlig er du blevet klogere, medmindre du er stædig. I hvert fald har du mere erfaring, og kan måske mærke, at den har taget toppen af begejstringen.

Begge kunstnere udmærker sig ved at finde ro i hver deres musikalske konservatisme – og at forsone sig med deres uro i teksterne.

Claus Hempler.

Claus Hempler.

Martin Bubandt

Claus Hemplers nye album hedder Kuffert fuld af mursten, og det er hans første dansksprogede album. Og det klæder ham.

Med nik til indietroubadourer som Nikolaj Nørlund og Love Shops Jens Unmack har Hempler strippet de store prætentioner af sig. Væk er de store arrangementer, jazzens åg, croonerstilens løfte om et mere elegant liv fra tidligere albummer.

Musikalsk er det således mere en form for midtlivsaccept. Han har skrevet og komponeret sig til et frirum, hvor han ikke længere drømmer om at være viklet ind i celebre internationale intriger, men i stedet vågner op til virkeligheden.

Den strålende »Op« kunne lyde som en højtidssang, men er mest af alt en åndelig lavkonjunkturshymne:

»Jeg holder fanen højt
Og hipsterhuen i hånden
Hamsterhjulet i gang
Og låg på lampeånden
Jeg sætter barren lavt
Og bundlinjen i top
Og hele verden læner sig
Så langt ned, at den eneste vej
Er op.«

Svaghed klæder Hempler

Hempler-sangenes hovedperson går med »tung tweed i juli«, sluger lykkepiller og går med tunge støvler baglæns ind i midalderen. Ser ungdommen komme »drønende i den hurtigste bil«, mens han sidder tilbage med tiden. Der er gået.

På »Mig ovenpå dig, dig ovenpå mig«, fraserer han som en ung Leonard Cohen, der synger ud i det store rungende verdensalt (eller verdensingenting), mens han stryger sin akustiske guitars tarme. Hempler namedropper da også Cohen i teksten, indrømmer endda at kalkere her. Ja, anerkender sågar, at han ikke er på niveau. Så behøver jeg ikke.

Men Kuffert fuld af mursten er alligevel et besøg værd. Flere fine sange – uden at Hempler hæver sig afgørende over forbillederne (Serge Gainsbourg er tilhøreladende et andet). Flere fine observationer – uden at man får tæppet revet væk under sig. Men det betyder ikke, at Hempler ikke er godt og belevent selskab. Svaghed klæder ham – som langt de fleste.

Uffe Lorenzen.

Uffe Lorenzen.

Zarko Ivetic

Døden lever hos Lorenzen

Uffe Lorenzens jegperson søger ud af kroppen på sit nye, andet dansksprogede soloalbum Triprapport. Et syret dybdeperspektiv, hvor de knaldede rumlyde og vægtløse elguitarer tilhører uendeligheden og den akustiske guitar er bundet i ’68. Her halses ikke efter ungdommelige luner.

»Jeg skal ud på en længere tur
Ud til Andromeda«, synger han.

»Jeg stirrer ud i det tomme rum
Men alt, jeg ser, er i mig
Det sorte hul skjuler stjernerne
Måske skal jeg samme vej.«

Nogle gange hvirvler fløjter eller sitarer om din hjernebark, andre gange stamper hele orkesteret, så det ryster i skelettet.

Døden lever i Lorenzens verden, hvor zen’et i hans efternavn giver stadig mere mening. »Alting er eet,« synger han. Og stemmen dirrer i et ekkoende rum, ude af fokus, med en galmands vibrato. Og kroppen og prosaen sætter sig på tværs i hans indre univers.

»Mit syn er blevet meget bedre
 Men motorikken fejler
Jeg har svært ved at rulle min joint.«

Triprapport er en vildelse, en tur på svampe, der suger fortid og stjernehimmel til sig. Et sted, hvorfra blomsterne aldrig er forsvundet. Ikke altid lige kompositorisk sindsoprivende, men altid astropsykedelisk berusende i al sin konsekvens.

Den indre borgerkrig

»Nye selvoptagelser« blev Nikolaj Nørlunds fremragende album Nye optagelser spøgende kaldt tilbage i 1997. Som om der er noget galt med at tage udgangspunkt i sig selv og forsøge at forstå den indre borgerkrig, når man er en hvid, heteroseksuel, ciskønnet mand.

Det har Karl Ove Knausgård gjort med enorm vægt i sit seksbindsværk Min kamp. Hvert liv har sin helt egen autenticitet. Også Claus Hemplers ædle forfald og Uffe Lorenzens syrede trip.

Claus Hempler: ’Kuffert fuld af mursten’ (Sony Music)

Uffe Lorenzen: ’Triprapport’ (Bad Afro Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her