Tre film i hovedkonkurrencen i Cannes kæmper med kunstneriske ambitioner og genrekonventioner

CANNES – Ofte er der blandt såkaldte arthouse-instruktører en modvilje mod helt at omfavne genrefilmen. Det kan godt være, at de benytter sig af nogle af genrefilmens konventioner, men deres kunstneriske ambitioner synes at stå i vejen for en mere ligefremt fortællende og, ja, publikumsvenlig tone og stil. De insisterer på filmisk særpræg fremfor elementær spænding, og resultatet er ikke altid interessant, selv om det ligefrem kan slå gnister, hvis de finder den rigtige balance.

Nicolas Winding Refn havde i Drive stort held med at kombinere den amerikanske thriller med sin sans for billeder og ikonografi og lavmælte, næsten introverte, hovedpersoner. Det formåede – eller ville – han ikke i sine efterfølgende film, Only God Forgives og The Neon Demon, der begge lider under et mildest talt adstadigt tempo og en vis opløsning af den narrative struktur til fordel for stilisme og visuelt lir. De, der her i Cannes har set de to afsnit af hans nye tv-serie, Too Old to Die Young, siger, at den er endnu et skridt i samme retning – mod en form for dramaturgisk nulpunkt.

I årets hovedkonkurrence har jeg indtil videre set tre film, som lægger sig op ad forskellige genrer, men det er kun den ene, der for alvor tør gå hele vejen. Østrigske Jessica Hausners engelsksprogede science fiction-gyser, Little Joe, der handler om en genetisk manipuleret blomst med ganske særlige, humørforandrende egenskaber, vækker mindelser om blandt meget andet Philip Kaufmans Invasion of the Body Snatchers. Men det sterile miljø, Little Joe foregår i, og filmens ordknappe, langsommelige fortællestil, modarbejder enhver form for reel spænding og dermed også ens interesse i de etiske, menneskelige og intellektuelle spørgsmål, Hausner rent faktisk forsøger at stille.

Madras fuld af penge

Samme kritik kan man rette mod kinesiske Diao Yinans scooterbandefilm, The Wild Goose Lake, der fortaber sig i en handling så ligegyldig og langtrukken, at selv ikke pludselige udbrud af action eller vold – en mand bliver f.eks. spiddet med en paraply, der åbner sig og ’griber’ al blodet – kan redde den.

Ganske anderledes forholder det sig med rumænske Corneliu Porumboius sorthumoristiske gangsternoir La Gomera, der har titel efter den mindste af De Kanariske Øer, hvor noget af filmen foregår. Vlad Ivanov spiller den midaldrende politimand Cristi, der tilsyneladende er i lommen på den madrasfabrikant, Zsolt (Sabin Tambrea), han af sin hårdkogte, regelbrydende chef, Magda (Rodica Lazar), får til opgave at efterforske.

Historien er fortalt i kapitler, der hver handler en af de involverede personer, men rammen om det hele er Cristi, som ankommer til La Gomera og mødes med den smukke Gilda (Catrinel Marlon). Hun og en håndfuld lokale gangstere, som gør forretninger med Zsolt, skal lære Cristi øens særlige fløjtesprog, der gør det muligt at kommunikere, uden at politiet i disse overvågningstider kan lytte med. De vil jo bare tro, at det er fugle, der fløjter. Planen er nemlig at befri Zsolt, der hjemme i Rumænien er røget i spjældet, så de kan få fingrene i de madrasser fulde af penge, 30 millioner euro, som Zsolt har gemt af vejen.

Farligt spil

Det går selvfølgelig ikke helt som ventet i La Gomera, der er skrevet af Corneliu Porumboiu, men som lige så godt kunne være baseret på en roman af Elmore Leonard. Cristi er en af den slags sympatiske antihelte, der befolker Leonards historier: Han vil egentlig gerne gøre det rigtige, men havner af nød i et komplekst og farligt spil, han skal være endog meget snedig for at slippe levende ud af igen. Cristi tjener ikke mere end 1.000 euro om måneden som politimand, og han har bare gerne villet supplere sin indkomst en smule.

Vlad Ivanov er brillant i rollen som den stoiske Cristi, hvis frustrationer og stigende desperation kun sjældent kommer til udtryk i andet end hans øjne, som undrende følger med i, hvad der foregår omkring ham. Han er ikke selv den store igangsætter, men han reagerer for det meste begavet på det, der bliver smidt efter ham, og det er en fornøjelse at være vidne til.

Porumboiu er kendt for sine lavmælt humoristiske film – f.eks. 12.08 øst for Bukarest (2006) – der bliver en slags skæve, absurde sædeskildringer, og La Gomera er ingen undtagelse. Brugen af det spøjse fløjtesprog er godt tænkt, men også et sjovt element, når Cristi både skal lære at fløjte rigtigt og finde ud af forskellene på at fløjte på spansk og på rumænsk. Filmen er på én gang en ægte, moderne noir, et morsomt portræt af en mand på dybt vand og en bidsk hudfletning af et system, hvor nogle former for korruption og brud på reglerne åbenbart er i orden, mens andre ikke er.

Ingen af de ovennævnte film er endnu i dansk biografdistribution.