Tre film i hovedkonkurrencen i Cannes kæmper med kunstneriske ambitioner og genrekonventioner

CANNES – Ofte er der blandt såkaldte arthouse-instruktører en modvilje mod helt at omfavne genrefilmen. Det kan godt være, at de benytter sig af nogle af genrefilmens konventioner, men deres kunstneriske ambitioner synes at stå i vejen for en mere ligefremt fortællende og, ja, publikumsvenlig tone og stil. De insisterer på filmisk særpræg fremfor elementær spænding, og resultatet er ikke altid interessant, selv om det ligefrem kan slå gnister, hvis de finder den rigtige balance.

Nicolas Winding Refn havde i Drive stort held med at kombinere den amerikanske thriller med sin sans for billeder og ikonografi og lavmælte, næsten introverte, hovedpersoner. Det formåede – eller ville – han ikke i sine efterfølgende film, Only God Forgives og The Neon Demon, der begge lider under et mildest talt adstadigt tempo og en vis opløsning af den narrative struktur til fordel for stilisme og visuelt lir. De, der her i Cannes har set de to afsnit af hans nye tv-serie, Too Old to Die Young, siger, at den er endnu et skridt i samme retning – mod en form for dramaturgisk nulpunkt.