I disse dage, hvor udlændingepolitikken hænger over os som et evindeligt skybrud, og flygtningespørgsmålet sjældent har været mere til diskussion, lyder det som noget fra en anden verden, tja, en anden dimension, når man erfarer, at det blot er en måned siden, at Grønland modtog sin første flygtning. Som i overhovedet. Som i hele landets historie.
Det er ikke desto mindre tilfældet, og det er den mærkværdige historie, som forfatteren og teatermanden Kristian Husted har sat sig for at fortælle i hørespillet Find Vahid, der i øjeblikket og til CPH Stage kan opleves på Husets Teater.
Forestillingen følger den georgiske mand Usman, der er i begyndelsen af 30’erne, fra Kristian Husted møder ham i et nordjysk asylcenter, til Usman faktisk får asyl i Grønland. Derfor er det også lidt ærgerligt, at forestillingen er endt med at hedde Find Vahid, for Vahid har vitterligt intet eller urimeligt lidt at gøre med forestillingen.
’Vahid’ er Kristian Husteds iranske og fiktive identitet, hvis performative rejse som asylansøger forfatteren sidste år dokumenterede i den omdiskuterede bog Vahid. Og selv om det muligvis er en videreførelse af denne Vahids aktiviteter, der var tænkt som afsættet for denne historie, bliver det hurtigt klart, at det er Usmans historie, der er den centrale og mest fascinerende i fortællingen, og at Vahid-figuren egentlig ikke rigtig tjener noget formål ud over at forvirre og skabe unødvendig metastemning.
Heldigvis er Vahid en mindre sten i skoen, som man villigt træder ned i for at følge Usman, også selv om forestillingen måske knap kan siges at være en regulær forestilling, men snarere et iscenesat hørespil uden skuespillere på scenen.
Man sidder, ligger eller står i et scenerum med otte højtalere, skiftende lyssætning og røg, der bølger hen over én. Det er en slags live opførelse af et hørespil for et fællesskab af afventende, lyttende kroppe – men det er faktisk også nok, når historien er så tankevækkende, som den er.
Naser Khaders idé
For hvordan får Usman i Georgien overhovedet den idé at søge asyl i Grønland? Jo, på et eller andet russisk netmedie læser Usman for år tilbage, at en dansk politiker ved navn Naser Khader har udtalt, at afviste asylansøgere med fordel kan sendes til Grønland. Det husker Usman, da han små ti år senere bliver tvunget til at flygte fra Georgien, og han tænker, at det må være nemmere at komme til Grønland, netop fordi der ikke rigtig er nogen flygtninge. Der kan altså ikke være lange køer for at komme ind.
Lige i det har Usman ret. Der er vitterlig ikke mange, der søger om asyl i Grønland, måske fordi – som en embedsmand fra udlændingestyrelsen, som Husted senere taler med, forklarer – er det et ret koldt sted at stå uden bolig, og det er en meget lille ydelse, man får i Grønland, sådan ned til 50 kroner om dagen, hvilket er baseret på, at man selv kan fange sin fisk.
Der, hvor Usman tager fejl, er imidlertid, hvor han tror, at det er nemmere at få asyl i Grønland, end det eksempelvis er i Danmark. Rejsen mod asyl bliver langt mere kompliceret og bureaukratisk, end han havde forestillet sig, ironisk nok fordi Grønland er en del af Rigsfællesskabet og dermed Danmark. For hvem har så ansvar for hvad?
Hele processen bliver en stor uigennemtrængelig sump, hvor ingen ved, hvem der, som alle siger i forestillingen, ’har hjemmel’ til hvad.
Usman bliver i tre år kastet frem og tilbage i systemet som en bold mellem blandt andre Udlændingestyrelsen, flygtningenævnet og det grønlandske Departement for Råstoffer og Arbejdsmarked – og alle vægrer sig mod at sende ham i mål.
I lydoptagelserne fra samtalerne med de forskellige medarbejdere i diverse departementer og styrelser bliver groteskerne vildt udfoldet; det er ufrivilligt morsomt og tragisk ironi på et højt plan.
Da Usman endelig får officielt asyl, fraråder hans danske kontaktperson ham at tage til Grønland, fordi de i Grønland siger, at det er Danmark, der har taget beslutningen – og at de slet ikke kan tage imod ham.
Alligevel ankommer Usman til sidst til Nuuk en fredag eftermiddag – og her bliver komikken om muligt endnu større, fordi alle de kommunale apparater har lukket (man lukker meget tidligt om fredagen). Så her står Usman en stille eftermiddag tæt på polarcirklen og aner ikke, hvad han skal stille op.
Heldigvis viser det sig, at godt nok er systemet lukket, men menneskene er det ikke. Usman møder flere grønlændere, der er imødekommende, nysgerrige og hjælpsomme – de har jo aldrig haft en flygtning på Grønland før! – så de finder ud af noget.
På den led bliver den kafkaske pointe i Find Vahid interessant nok dén, at når systemet ikke virker, så virker det alligevel. Fordi så bliver mennesket tvunget til at tage over. Og det er nu engang kun mennesker, der kan rette op på systemfejl.
’Find Vahid’. Instruktør og forfatter: Kristian Husted. Medvirkende: Usman Aleksejevitk, Kristian Husted, diverse danske og grønlandske myndigheder og personer. Husets Teater frem til 28. maj.
