Læsetid: 4 min.

’Det bliver ikke væk’ er Jørgen Leths digtsamling om at være gammel og miste balancen

Det er ikke bare Jørgen Leths krop, der svigter, det er også, i enkelte tilfælde sproget i hans nye digtsamling. Men for det meste er ’Det bliver ikke væk’ en stærk forlængelse af Leths forfatterskab
I første halvdel af Det bliver ikke vækhandler mange af Leths digte om ikke at kunne gå ordentligt. De handler om at have svært ved at holde balancen, at måtte koncentrere sig om hvert enkelt skridt. De handler om et begær, der er forsvundet, om besværet ved at holde fast i sine tanker. De messende gentagelser, der tidligere skulle skære ind til de enkle, væsentlige ting, de prøver i stedet at fastholde noget, der er ved at forsvinde.

I første halvdel af Det bliver ikke vækhandler mange af Leths digte om ikke at kunne gå ordentligt. De handler om at have svært ved at holde balancen, at måtte koncentrere sig om hvert enkelt skridt. De handler om et begær, der er forsvundet, om besværet ved at holde fast i sine tanker. De messende gentagelser, der tidligere skulle skære ind til de enkle, væsentlige ting, de prøver i stedet at fastholde noget, der er ved at forsvinde.

Jesse Jacob

3. maj 2019

Jørgen Leth – digter, filminstruktør, cykelkommentator, levemand og kultfigur – er blevet gammel.

Det har ikke kun noget med årene at gøre, selv om han er fra 1937 og altså over 80. Det handler mere om en krop og et sind, der ikke kan det samme mere, der hakker i det som en slidt bil. Motoren er ved at gå kaput, man bumper rundt inde i den, så snart den bevæger sig, den afkræver ens konstante opmærksomhed.

Sådan er det i digtene Leths nye digtsamling, Det bliver ikke væk. Stilen er genkendeligt Jørgen Lethsk, enkelt konstaterende på en måde, der gerne vil skrabe alt overflødigt væk, og som samtidig har noget messende over sig, som om digtene vil mane de enkle, de grundlæggende ting frem. Men denne gang er bevidsthedens og skriftens opmærksomhed vendt indad mod Leth selv og hans krops bevægelser. Det er den, fordi noget er gået i stykker.

Han skriver det selv i digtet »Det er en slags besættelse«, som det er svært ikke at læse som et programskrift for hele bogen. Engang iscenesatte han andres bevægelser i film, skriver han i digtet, men nu prøver han at gentage de bevægelser, hans film registrerede: deres enkle strøg med hænderne, den måde man tager jakken af og på. Det gør han, fordi der er et før og et efter i hans liv:

»Før hvor jeg fik andre til at gå ind i mit laboratorium.
Nu bagefter insisterer jeg på at kigge på mig selv, på mit liv, i stedet for på de andre. Sætte det op mod de andre.
’Før’ var der en plads, men ’efter’ har også en plads.
Før jordskælvet var jeg en ung mand. Der er en jørgen leth før og efter jordskælv.
En tydelig bjælke gik ned. Jeg gik godt før jordskælvet, jeg går dårligt bagefter.
Det er noget fysisk, men det også noget symbolsk.

Og først og fremmest er det noget helt nyt i mit værk og mit liv.«

Det med at gå dårligt skal tages helt konkret. I første halvdel af Det bliver ikke væk handler mange af Leths digte om ikke at kunne gå ordentligt. De handler om at have svært ved at holde balancen, at måtte koncentrere sig om hvert enkelt skridt. De handler om et begær, der er forsvundet, om besværet ved at holde fast i sine tanker. De messende gentagelser, der tidligere skulle skære ind til de enkle, væsentlige ting, de prøver i stedet at fastholde noget, der er ved at forsvinde. I den gamle, klassiske kortfilm Det perfekte menneske hed det selvsikkert i speaken:

»Vi skal se, hvad det perfekte menneske kan«, i disse digte lyder det i stedet:

Jørgen Leth: Det bliver ikke væk

»Går i sandet på stranden
I mine latterlige crocs, nå det til side.
Det er en øvelse. Jeg kan det her.
Jeg kan gå, jeg kan indsnuse luft.«

Fest, men lidt en svimmel fest

Men hvor lang tid endnu, og med hvilken sikkerhed? Det spørgsmål hænger over Leths digte. Det gør dem til afrapporteringer fra alderdommen, der på én gang er kølige og rystende. Det sidste især, fordi det jo ikke er digte om at have nået det, man ville og heller ikke om døden og dens nærvær.

De beskriver ikke alderdommen som en tid, hvor man ligesom forsvinder ind i sine erindringer og forestillinger, hvor man kapper forbindelsen til en fælles verden, sådan som det var i Hanne Marie Svendsens smukke Mellem regndråber. Leth bliver i nuet, nu bare placeret i det med et sanse- og bevægeapparat, der hele tiden gør knuder og irriterer. Som en særlig ydmygelse, men også én, han malker for en ret fantastisk humor, gør også fingrene knuder. Han kan ikke længere ramme de rette taster på computeren.

I tre forrygende digte opgiver han at rette teksterne bagefter, så ser det sådan her ud:

»Påd et her sted venter de bare påmig
Det bevæger sigikke ret meget
Deter mere gået istå
Her venets ingen digte
Jeg skal ikek møde ongen om lidt
Jeg høerr suset af helikopet eller en motors fly
Det svirrer med lyst tilat bevæge sig
Komem steder hen, ud
I dne ogden kombinaiton
Deer enfest forordene.«

En fest for ordene, men en svimmel, kantet fest. Også her bliver noget synligt – sproget som materiale, sproget som besvær – fordi det ikke fungerer, som det skal. Det er ikke kroppen, men sproget, der flosser op, og alligevel kan man simpelthen høre Jørgen Leths let nasale stemmeføring i digtene.

Nå ja, nogle af teksterne i Det bliver ikke væk bliver ufokuserede og uklare. Et par digte om de kvinder, Jørgen Leth ikke længere kan så meget med, føles unødvendige. Men mest er det ret stærke digte, på en gang en forlængelse af forfatterskabet og noget nyt. Et sidste eksempel, bogens sidste digt og også et af dens bedste, titeldigtet:

»Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver
ikke væk Jeg skriver det ned så er det der
Så står det der Det behøver ikke være en blank side
Det forsvinder hele tiden
Det skal bare puttes på plads
Det må ikke blive væk
Og det er vigtigt at huske
Tankerne er gode men de forsvinder
De skal indfanges under glas, ligesom insekter
Pilles fra hinanden ligesom insekter.«

Jørgen Leth: Det bliver ikke væk. Gyldendal. 57 sider, 149,95 kr.

Jørgen Leth er aktuel med en ny digtsamling, hvori han udforsker sin egen gradvise opløsning og bevægelse mod døden. Her fortæller han om, hvordan hans krops forfald har givet gode digte, at han er færdig med prosa, og hvorfor han egentlig burde kunne lide ’Landmand søger kærlighed’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Svend Erik Sokkelund
  • Jørn Andersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Trond Meiring, Svend Erik Sokkelund, Jørn Andersen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer