Læsetid: 4 min.

Vampire Weekends skilsmissesange er ikke, hvad de giver sig ud for

Amerikanske, Roskilde Festival-aktuelle Vampire Weekend spiller en hyperaktiv, afroinspireret indiepop. Som en tvetunget slange spytter frontmand Ezra Koenig med dybsindige spydigheder forklædt som ulykkelige kærlighedssange i et zappende genremylder på deres fjerde album
Forsanger og guitarist Ezra Koenig er lidt af en altmuligmand. Han er sangskriver, producer, radiovært og manuskriptforfatter. Han har skrevet sange med og produceret for Beyoncé. Han står bag Neo Yokio, en animeret Netflix-serie. Og for at sige »se hvor ikke-indie, jeg er«, poserer han på pressefotos til Father of the Bride i en T-shirt med et stort Sony-logo på (Columbia, som de udkommer på, er ejet af Sony Music).

Forsanger og guitarist Ezra Koenig er lidt af en altmuligmand. Han er sangskriver, producer, radiovært og manuskriptforfatter. Han har skrevet sange med og produceret for Beyoncé. Han står bag Neo Yokio, en animeret Netflix-serie. Og for at sige »se hvor ikke-indie, jeg er«, poserer han på pressefotos til Father of the Bride i en T-shirt med et stort Sony-logo på (Columbia, som de udkommer på, er ejet af Sony Music).

Sony Music

18. maj 2019

Skulle man samle samtlige instrumenter, som Vampire Weekend når at spille på i løbet af de 18 numre, som udgør deres fjerde album, Father of the Bride, ville de formentlig kunne fylde en balsal til bristepunktet. Bandet, der er blandt hovednavnene på årets Roskilde Festival, er alt andet end minimalister. De er et hyperaktivt, afroinspireret indierockband, hvis sange myldrer med de mest farverige elementer fra både pop, country, hiphop, rock og verdensmusik, som den lød på Paul Simons Graceland.

Oprindeligt var indierock en betegnelse for de rockbands, der udkom på uafhængige pladeselskaber, og derfor havde mere rum til at tage lydlige digressioner fra de allermest befærdede motorveje i mainstream rockmusik. I takt med at teknologien har gjort det muligt for hvem som helst at bygge lydstudie i baghaven, og internettet har interveneret i måden vi tilgår musik, har pladeselskabernes rolle også ændret sig. Og genrebetegnelsen indie er for længst fløjet fra sin etymologiske rede.

I dag er indie et stempel, der sættes på rock eller guitarbaseret popmusik med et alternativt tvist. Særligt hvis musikken spilles af en gruppe på tre-fem hvide fyre i stramme sorte bukser, converse-sko og halvfedtet, halvlangt pandehår, der kommer fra en privilegeret opvækst i New York eller London eller en lignende hipsteriseret metropol.

Efter Vampire Weekends persiske multiinstrumentalist Rostam Batmanglij forlod gruppen i 2016, passede bandet umiddelbart perfekt på denne stereotyp. De tre tilbageværende medlemmer var mænd, hvide, fra New York og havde mødt hinanden på universitetet. Men man skal ikke kradse ret meget i overfladen, før karikaturen krakelerer.

Forsanger og guitarist Ezra Koenig er lidt af en altmuligmand. Han er sangskriver, producer, radiovært og manuskriptforfatter. Han har skrevet sange med og produceret for Beyoncé. Han står bag Neo Yokio, en animeret Netflix-serie. Og for at sige »se hvor ikke-indie, jeg er«, poserer han på pressefotos til Father of the Bride i en T-shirt med et stort Sony-logo på (Columbia, som de udkommer på, er ejet af Sony Music).

Ezra Koeing er ikke mere indie, end at han kan posere på pressefotos til Father of the Bride i en T-shirt med et stort Sony-logo.

Sony Music

Når tomheden bliver ubærlig

Der er mange gæstemusikere og gakkede indfald undervejs på Father Of The Bride. Og et virvar ikke ulig det, The Beatles skabte på deres White Album. Der er steelguitar, klavertriller, lyden af vand, knips, fingerspil og håndklap. Og hele tre duetter med Danielle Haim fra søstertrioen Haim.

»Unbearably White« hedder albummets syvende nummer. En titel, der hentyder til den hvidhedsdebat, som bandet blev indblandet i for et par år siden (qua skribenten Noah Berlatskys debatindlæg Why ”Indie” Music Is So Unbearably White i magasinet The New Republic). Men nummeret er i virkeligheden en øm kærlighedssang om et forhold i opbrud. To elskede, der driver fra hinanden. Koenig synger fra det punkt lige før bruddet, hvor han ved, at lavinen vil rulle og dække alt det, de havde sammen, i en tung, kold og hvid sne.

Her symboliserer hvid tomhed og kulde. Der er ubærligt hvidt på toppen af et bjerg. Papiret i notesbogen er ubærligt hvidt. Spidsfindigt og intelligent får Koenig forskubbet betydningerne i teksten med et lysende ordspil:

»Presented with darkness / We turn to the light / Could've been smart, we're just unbearably bright«.

Kald det hvad du vil, synger han. Det er smertefuldt at måtte sande, at selv om man elsker hinanden, må man forlade det, man havde sammen.

Det begynder med et bryllup

Med en konstatering om, at man også kan tage sig selv for højtideligt, åbner albummet med nummeret »Sympathy«. Det hele behøver ikke at være så seriøst, hvilket effektueres med et hektisk mix af korsamples og flamenco-finesser. Og endnu mere sprælsk bliver det på den fantastisk dansable »This Life«, hvis melodis festlige optimisme står i skarp kontrast til Koenigs karakteristik af livet – som en smertefuld og løgnbelæsset affære.

Bandets forkærlighed for at inkorporere afropoppet guitarspil får deres stil til at minde meget om Dirty Projectors’, hvis guitarist, David Longstreth, også medvirker på den charmerende førstesingle »Harmony Hall«. I optakten til omkvædet på den demonstrerer Koenig sit overlegne sangskriver-flair:

»Anger wants a voice, voices wanna sing / Singers harmonize 'til they can't hear anything / I thought that I was free from all that questionin' / But every time a problem ends, another one begins«.

»Harmony Hall« er endnu en kærlighedssang, der er mere og andet, end den umiddelbart giver sig ud for at være. Det begynder med et bryllup, og ender med et billede af en skør slange, der har sneget sig ind i de ’harmoniske sale’ og forgiftet værdigheden, hvilket kan tolkes som en spydig allusion til Trumps hvide hus.

Koenig er en mesterlig tvetunget og giftig sangskriver. Selv den sprængfarlige konflikt mellem Israel og Palæstina, kan han med en reference til Balfour-erklæringen få flettet ind i et bryllupsbillede på »Jerusalem, New York, Berlin«:

»An endless conversation since 1917 / Now the battery is too hot / It's burning up in its tray / Young marriages are melting / And dying where they lay«.

Freden i Mellemøsten er lige så dødsdømt, som de mange forhåbningsfulde forhold, der, trods løfter om kærlighed til døden dem skiller, falder fra hinanden på Father of The Bride.

Vampire Weekend: ’Father Of The Bride’ (Columbia Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu