Læsetid: 10 min.

Velkommen i angstens republik

Siden Anden Verdenskrig har angsten været en stærk og ofte produktiv følgesvend for Tyskland, mener historieprofessor Frank Biess, der med ’Angstens republik’ har skabt et imponerende indblik i Vesttysklands mentale landskab
Frank Biess’ bog er et levende bevis på, at historieskrivningen – i modsætning til historien selv – som regel kommer lige til tiden. Det får man bekræftet i nutidens store angstbegreber: angsten for masseindvandring og angsten for klimaændringer, skriver Mathias Sonne.

Frank Biess’ bog er et levende bevis på, at historieskrivningen – i modsætning til historien selv – som regel kommer lige til tiden. Det får man bekræftet i nutidens store angstbegreber: angsten for masseindvandring og angsten for klimaændringer, skriver Mathias Sonne.

Jens Kalaene

10. maj 2019

Det startede med hollywoodfilmen The Day After, der i 1983 traumatiserede en halv generation med sin udpensling af atomkrigens rædsler. Den 17-årige Frank Biess så den i biografen hjemme i den sydtyske provinsby, hvor han kommer fra – og fra den aften var han overbevist om, at Jorden stod på kanten af undergang og atomart ragnarok.

Det kan man trække på smilebåndet af i dag. Men i et Tyskland, der var spækket med atomvåben og udgjorde fronten mellem øst og vest, var dette mareridtsscenario ikke helt urealistisk. Desto stærkere var den generelle tyske reaktion på NATO’s såkaldte »dobbeltbeslutning« om atomoprustning. Med klangbund i 1980’ernes »apokalyptiske angst« tændte denne beslutning den mest omfattende protestbevægelse i efterkrigstidens Tyskland.

Atomkrigen kom heldigvis aldrig, og i mellemtiden er Frank Biess ikke bare blevet voksen. Han er også blevet professor i europæisk historie ved University of California i San Diego, hvor han ved siden af de daglige pligter nu har velsignet bogmarkedet med Angstens republik med undertitlen »en anden historie om den tyske Forbundsrepublik«.

Republik der Angst – Eine andere Geschichte der Bundesrepublik: Frank Biess.

Rohwohlt
Frank Biess’ personlige atom- og dødsangst, der »passede fint ind i 1980’ernes ideal om den sensible mandighed«, er en af de få selvbiografiske gnister, der springer i Angstens republik. Langt overvejende er der tale om en kronologisk og klog gennemgang af den vesttyske histories mentale landskab, der i Biess’ øjne er præget af »cykler af angst«, som både afspejler storpolitiske begivenheder, teknologiske landvindinger og økonomiske konjunkturer.

Efter en pligtskyldig gennemgang af angstbegrebet som social- og neuropsykologisk fænomen understreger Frank Biess, at det ikke handler om angst i Søren Kierkegaards forstand: altså ikke en almen og eksistentiel angst, der i modsætning til frygten ikke har noget objekt, men om angsten i sin dagligdags, tyske betydning, hvor man ’har angst’, når man ’er bange for noget’: »Ich habe Angst, dass …« lyder i danske ører trods alt mere dramatisk end »jeg er bange for, at …«. Men det betyder faktisk det samme.

At det rimer på Frank Biess’ metodisk noget løse historieskrivning med angsten som omdrejningspunkt, lader vi lige ligge en fem minutters læsetid. For der er masser af glimrende pointer at hente i hans greb med at fokusere på angsten som den motiverende kraft, der har drevet både efterkrigstidens historie og tyskernes dømmekraft og politiske forventninger til fremtiden.

Angstfantasi

Allerede med det totale nederlag i maj 1945, som egentlig skulle være en befrielse fra krigsangsten, begyndte en ny form for angst, der prægede hele besættelsestiden fra 1945 til 1949: den udprægede angst for og rygter om hævn fra både russisk, jødisk, østeuropæisk eller de allieredes side. Allerede fra 1943 havde den nazistiske propaganda koblet de tyske jødeforfølgelser og de allieredes luftbombardementer sammen.

Logisk nok måtte både »jøderne« og de allierede fortsat være villige til at hævne sig. Dertil kom angsten for en besættelse fra Den Røde Hærs side – altså netop den angstfantasi, som naziregimet havde brugt til at presse den sidste modstandskraft ud af det tyske folk med.

Der foregik selvfølgelig også ganske konkrete og reelle hævnakter mod både tyskere og kollaboratører. Som Biess påviser, blev de i mange tilfælde endda skrevet så meget op i pressen, at mange tyskere i efterkrigsårene »fantaserede sig ind i en tysk offerrolle«.

Som grundlag for sine konklusioner bruger Frank Biess et voldsomt bredt kildemateriale som avisartikler, dagbøger, samtidslitteratur og alskens offentlige diplomatiske dokumenter. I kombination med angsten gør det, at han holder blikket på sine kilder og deres præmisser uden at tvære et efterrationaliseret billede ned over hovedet på dem.

Det er en afgørende styrke i hele værket, som man ikke mindst mærker i efterkrigstiden: Efter Det Tredje Riges sammenbrud, efter det totale nederlag og med den spage forståelse for Holocausts omfang var fremtiden komplet åben og pegede på ingen måde hen mod den stabile og demokratiske vesttyske republik, der senere skulle opstå.

Denne grundlæggende usikkerhed og ængstelighed tolker Biess ikke bare som den følelsesmæssige slagside, men nærmere som fundament for det tyske Wirtschaftswunder fra 1950’erne og for Tysklands indlemning i NATO i 1955, der samtidig lagde fundamentet for den spæde genoprustning af landet.

Det pustede til frygten for demokratiet og støbte kuglerne til 1968’erne

Den næste store angstbølge, som skulle få lange efterdønninger, blev udløst af spørgsmålet om atomvåben. I 1961 uddelte den vesttyske regering 18 millioner eksemplarer af brochuren »Alle har en chance« om, hvordan man bygger sin egne private bunker og overlever en atomkrig. Vel at mærke få uger efter den provisoriske Berlinmur var blevet opført, hvormed Den Kolde Krig føltes så varm som aldrig før.

I Biess’ tolkning afspejler det en »i det mindste delvist suveræn stats forsøg på officielt at foretage et sagligt følelsesmanagement«, som han formulerer det. At staten i høj grad overlod ansvaret til den enkelte borger, faldt dog ikke just i angstfri jord.

En anden af 1960’ernes store skrækvisioner var de nye teknologier og den stærkt fremadskridende automatisering af produktionsapparatet.

»Det er ingen utopi mere: den mennesketomme, fuldt automatiserede fabrik, hvor en lille stab af ingeniører og teknikere styrer hele driften i kraft af den mellemliggende elektronhjerne,« advarede Der Spiegel allerede i slutningen af 1950’erne.

Med den første recension fra 1967 så det endda ud til at få konkrete følger i form af tabte arbejdspladser. Det minder i høj grad om nutidens ængstelige debat om kunstig intelligens, men Biess bruger alligevel ikke historien til at pege fingre ad skeptikere, men til at vise, hvordan de samfundsmæssige kampe og sociologiske debatter fra Arnold Gehlen til Jürgen Habermas var med til at forme den menneskelige virkelighed – og præge centrale begreber som fremmedgørelse, autoritære personligheder og kritisk brug af teknologi.

Mens fortiden for alvor bankede på med Eichmann-processen i Jerusalem i 1961 og Auschwitz-processerne fra 1963, blev det Spiegel-affæren og den politiske fængsling af chefredaktøren Rudolf Augstein, der i 1962 gjorde store dele af den vesttyske befolkning mistænksomme over for staten. Men den helt store debat kom med den første store regeringskoalitions »nødlove«, der skulle gøre det muligt for regeringen at indskrænke grundlæggende demokratiske rettigheder i nødstilfælde.

Det pustede til frygten for demokratiet og støbte kuglerne til 1968’ernes begreb om »fasciststaten« – ikke bare i den udenomsparlamentariske opposition, men også langt ind i fagforeningerne.

»Kan Bonn blive til Weimar?« lød tidens ængstelige spørgsmål om det frygtede tilbagefald til en autoritær og militaristisk stat, hvilket Frank Biess med sit metodiske storsind kategoriserer som »demokratisk angst«. Tænkere som Ralf Dahrendorf var mere optimistisk og så nærmere debatten som en sund udvikling i et liberalt samfund, der tåler større spændinger.

En grundlæggende pointe i netop denne epoke er, at det langtfra kun var venstrefløjen, der var bange og sang lange, bange sange. I kapitlerne om 1968 og de højtflyvende utopier hos den relativt lille revolutionære avantgarde omkring folk som Rudi Dutschke er der også god plads til både den liberale og den konservative »angst for revolutionen«.

For begge fløje havde angsten i 1960’erne således forskudt sig fra at være en ydre trussel til at handle om interne trusler i eller fra den tyske stat. Og ved siden af de konkrete farer og samfundsomvæltninger opfandt ungdomsoprøret begrebet »frustration« som hverdagsbegreb.

Det blev langt mere legitimt at tale om følelser – en tendens, som for alvor eksploderede med 1970’ernes »psykoboom«, der bl.a. tog afsæt i kulturteoretikeren Klaus Theweleits banebrydende ’Mandefantasier’ om den autoritære psyke. Mangen en god vesttysker prøvede ligefrem at »finde sin indre Hitler«, som slagordet lød, men angsten begyndte i mange sammenhænge også ligefrem at blive set som et adelsmærke.

Med denne sensibilisering kunne angsten blive allestedsnærværende. Men den åbnede også for en stor fordybning og personalisering af omgangen med den tyske fortid og hele den tyske erindringskultur i kølvandet på den amerikanske serie Holocaust i 1978.

Apokalyptisk angst

I 1980’erne fik den tyske angst en helt ny dimension, som Frank Biess selv bevidner med sine mareridt efter atomkrigsfilmen The Day After. I dag kategoriserer han det som en »apokalyptisk angst«, hvor usynlige farer som AIDS, radioaktivitet og syreregn sparkede gang i den omfattende miljøbevægelse – især men ikke kun på venstrefløjen – som gerne satte »den autoritære atomstat« op mod »det økologiske samfund«.

En særlig tysk specialitet var den omfattende skovdød, dette »økologiske Hiroshima«, som der var så lidt empirisk belæg for, at franskmændene med en vis ironi brugte begrebet »le Waldsterben«. Som fænomen var det med til at katapultere partiet De Grønne i gang og booste den apokalyptiske angst. Men helt konkret var det også med til at skabe radikale tiltag til at nedbringe kvælstofudledningen fra industrien og til at indføre blyfri benzin og de katalysatorer, som blev en enorm eksportsucces for den tyske bilindustri.

Men hvad skal vi stille op med hele denne germane angst? 

Efter godt 400 sider slår den tyske historieprofessor fast, at german angst først opstod som et sociologisk fagudtryk i USA i de tidlige 1990’ere.

Set med amerikanske øjne var der – let karikeret – tale om »krigsgenerationens angstbesatte velstandsbørn, der ikke kunne komme overens med verdens realiteter«. Men set med konservative tyske øjne var og er german angst derimod et glimrende kampbegreb mod den naivt pacifistiske venstrefløj og dens ’aldrig mere krig’-patos. I den aktuelle debat om Tysklands bidrag til NATO, som fortsat ligger langt fra de aftalte to procent af BNP, dukker denne germane angst atter op som argument for, at Tyskland skal spæde mere i kassen og holde op med at køre på frihjul i NATO.

Frank Biess’ bog er således et levende bevis på, at historieskrivningen – i modsætning til historien selv – som regel kommer lige til tiden. Det får man bekræftet i nutidens store angstbegreber: angsten for masseindvandring og angsten for klimaændringer. Ved årets topmøde i Davos opfordrede den unge aktivist Greta Thunberg ligefrem verdens ledere til panik og angst, hvilket ikke mindst den tyske ungdom har taget til sig med fredagsdemoerne.

For tyskernes vedkommende kan man roligt tilføje en angst for social deroute og fattigdom, som samtidig danner rammen for konfrontationen mellem tysk sparepolitik og sydeuropæisk keynesiansk optimisme i EU. Desværre behandles dette økonomiske område noget stedmoderligt i bogen.

Samtidens måske største tyske angstbevægelse, Alternative für Deutschland, tager Frank Biess derimod godt fat i. Han ser ikke så meget AfD’s succes som et udtryk for en angst for social deroute som for et mere diffust kulturelt og nationalt forfald. Dermed viser han, at bevisbyrden også kan vendes om: at begrebet german angst ikke kun kan bruges som kampbegreb mod venstrefløjen, men også mod højrefløjen og dens globaliseringsangst.

Men Frank Biess gør alt andet end at pege fingre – hverken af de aktuelle politiske ængsteligheder eller af de historiske. Tværtimod tager han kitsch-frit og neutralt fat i den pågældende tids kvaler og viser, hvordan angst kan politiseres og bearbejdes, og hvordan den på godt og ondt kan få enorm indflydelse på historiens gang.

»Angsthistorien efter 1945 bidrog paradoksalt nok til, at Vesttyskland blev stabiliseret og fik succes,« skriver han. Det fremskridt og den normaliseringsproces, som de fleste historiske udgivelser om Tyskland i efterkrigstiden har som uudtalt præmis (amerikanisering, liberalisering, demokratisering), vakler dermed pludselig. Som man ser, når man sidder med næsen i datidens angst, kunne være gået ganske anderledes og meget værre. Her har angsten ofte været med til at skabe en fornuftig vej frem.

Lidt mere litterært schwung

Angstens republik er alt i alt velskrevet og indeholder så mange kilder og eksempler, at det kræver over 150 sider noter at få dem afviklet. Nogle steder savner man lidt mere litterært schwung, hvilket formentlig også er grunden til, at Frank Biess trods en finaleplads i kategorien ikkeskønlitteratur ved den nylige bogmesse i Leipzig måtte se sig overhalet af Harald Jähners Ulvetid om Tyskland i årene 1945-1955.

Dertil kommer de mere tungtvejende metodiske spørgsmål, som også har bragt historikeren nogle prygl i et par tyske anmeldelser: Er angst ikke både et grundvilkår og noget, som alle samfund til alle tider frembringer? Hvornår bliver uro og bekymring til frygt eller ligefrem angst? Den sprogkritiske læser vil her få nok at se til med at løse knuderne op i de mange retoriske krumspring, som Frank Biess foretager for at få angstkonceptet til at gå op.

Det er bare sjovere, hvis man stryger og læser bogen med hårene, for så møder man et herligt væld af empiriske undersøgelser, film, sangtekster, litteratur, dagbøger, you name it, fra angstens velmagtsdage. Og de kilder tager Frank Biess ganske alvorligt. Det gælder i øvrigt også forsikringsselskabet R+V, der hvert år undersøger, hvad tyskernes største bekymringer er. Efter en årrække med terror, flygtninge og aldersfattigdom i top var det hyppigste svar ved den seneste meningsmåling i 2018: »En mere farlig verden i kraft af Donald Trumps politik«.

Det kunne man spinde en ende over i forhold til german angst, NATO og nostalgi efter de gode gamle koldkrigsdage. Men det ville være mere ærligt at konstatere: Tilbage til Vesttyskland vil man heller ikke, når man har læst Angstens republik.

Republik der Angst – Eine andere Geschichte der Bundesrepublik. Frank Biess. Rowohlt. 614 sider. 22 €

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

Når modet svigter, kommer angsten.
Angsten forstærker bangefornemmelsen.
Og når man er bange, reagerer vi blot og ikke tænker.
Når vi ikke tænker, er vi mindre mennesker.
Når vi er mindre mennesker, er der fare for at miste menneskeligheden.

Steffen Gliese

Angsten er altid først og fremmest angsten for at være overflødig, ikke at kunne give noget påskønnelsesværdigt til andre. Dette er kilden til ensomhed og ikke-fysisk betinget depression i mange tilfælde, og det er også, kan man mærke, dødsangstens årsag.
Det er samtidig også det stik modsatte af den tilbøjelighed, som folk, der af forskellige årsager fremstår som ubeskæftigede, bliver løjet på.
I sin udformning i det kapitalistiske system bliver den en forbandelse, fordi den i en dekadent form bliver en ustoppelig kilde til udbytning fremfor en ædel egenskab, der skal værnes om.