Læsetid: 10 min.

Velkommen i angstens republik

Siden Anden Verdenskrig har angsten været en stærk og ofte produktiv følgesvend for Tyskland, mener historieprofessor Frank Biess, der med ’Angstens republik’ har skabt et imponerende indblik i Vesttysklands mentale landskab
Frank Biess’ bog er et levende bevis på, at historieskrivningen – i modsætning til historien selv – som regel kommer lige til tiden. Det får man bekræftet i nutidens store angstbegreber: angsten for masseindvandring og angsten for klimaændringer, skriver Mathias Sonne.

Frank Biess’ bog er et levende bevis på, at historieskrivningen – i modsætning til historien selv – som regel kommer lige til tiden. Det får man bekræftet i nutidens store angstbegreber: angsten for masseindvandring og angsten for klimaændringer, skriver Mathias Sonne.

Jens Kalaene

10. maj 2019

Det startede med hollywoodfilmen The Day After, der i 1983 traumatiserede en halv generation med sin udpensling af atomkrigens rædsler. Den 17-årige Frank Biess så den i biografen hjemme i den sydtyske provinsby, hvor han kommer fra – og fra den aften var han overbevist om, at Jorden stod på kanten af undergang og atomart ragnarok.

Det kan man trække på smilebåndet af i dag. Men i et Tyskland, der var spækket med atomvåben og udgjorde fronten mellem øst og vest, var dette mareridtsscenario ikke helt urealistisk. Desto stærkere var den generelle tyske reaktion på NATO’s såkaldte »dobbeltbeslutning« om atomoprustning. Med klangbund i 1980’ernes »apokalyptiske angst« tændte denne beslutning den mest omfattende protestbevægelse i efterkrigstidens Tyskland.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Young-suk No

Når modet svigter, kommer angsten.
Angsten forstærker bangefornemmelsen.
Og når man er bange, reagerer vi blot og ikke tænker.
Når vi ikke tænker, er vi mindre mennesker.
Når vi er mindre mennesker, er der fare for at miste menneskeligheden.

Steffen Gliese

Angsten er altid først og fremmest angsten for at være overflødig, ikke at kunne give noget påskønnelsesværdigt til andre. Dette er kilden til ensomhed og ikke-fysisk betinget depression i mange tilfælde, og det er også, kan man mærke, dødsangstens årsag.
Det er samtidig også det stik modsatte af den tilbøjelighed, som folk, der af forskellige årsager fremstår som ubeskæftigede, bliver løjet på.
I sin udformning i det kapitalistiske system bliver den en forbandelse, fordi den i en dekadent form bliver en ustoppelig kilde til udbytning fremfor en ædel egenskab, der skal værnes om.