Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Afgangsfilm viser, at Filmskolens årgang 2019 er en af de bedste i nyere tid

Det er ikke helt nemt med det der liv og den der kærlighed. Det kan man forvisse sig om ved at se årets seks fiktionsafgangsfilm fra Den Danske Filmskole, som fortæller underholdende og universelt om at være menneske
Viktor Leth (Nicolai Jørgensen) danser med til en fernisering i den morsomme ’Viktor på Månen’.

Viktor Leth (Nicolai Jørgensen) danser med til en fernisering i den morsomme ’Viktor på Månen’.

Loui Ladegaard

Kultur
24. juni 2019

Det er længe siden, at jeg har følt mig så godt underholdt og så berørt af fiktionsafgangsfilmene fra Den Danske Filmskole som i år. Der er ingen af de seks film, som ligefrem revolutionerer filmsproget, men de har alle noget at fortælle og gør det for de flestes vedkommende med energi, visuelt overskud og instruktørernes personlige fingeraftryk.

Efter al den ballade, der det seneste års tid har været omkring Filmskolens akademiske fremtid og forholdet mellem elever og rektor, er det vederkvægende at se, at filmkunsten stadig trives på skolen. 

I Dronning Ingrid fylder Ingrid (Sofie Torp) 34 og begynder at tænke over, hvorfor hun egentlig stadig er alene, uden kæreste og med rod i privatlivet. Måske det har noget med hendes temmelig ligefremme væsen at gøre, måske, at hun ikke er en lille fiks og bly viol som sin bofælle, måske, at hun ligesom sin mor, der uden egentlig at ville det skal skilles, har svært ved at finde ud af at være i et parforhold, eller måske skyldes det, at hun er bange for at blive såret og derfor ikke tør give sig hen.

Hvad grunden så end er, er Dronning Ingrid en lunt og følsomt fortalt historie om pludselig en dag at stoppe op i sit liv og forsøge at finde ud af, hvem man er, og hvor man nu skal bevæge sig hen.

Sofie Torp er fremragende i rollen som Ingrid, skiftevis kantet og sårbar, og instruktør Katrín Björgvinsdóttir, der også har skrevet filmens manuskript sammen med Mie Skjoldemose, forstår at skildre den unge kvindes tvivl og søgen på så loyal og troværdig en facon, at man ikke har svært ved at se sig selv spejlet i Ingrid.

Virkelighed og erindring

Mads Mengels Forestillingen om Juliane er en ambitiøs og tankevækkende film. Thomas W. Gabrielsson spiller den anerkendte og noget selvoptagede teaterinstruktør Erik Werner, der har skrevet et stykke om sit liv med sin kone, Juliane (Susanne Storm). Hun har Alzheimers, og han siger, at det er for hendes skyld, at han har skrevet stykket – så hun kan huske deres liv sammen. Men i virkeligheden handler det mere om ham og hans erindringer. Problemet er blot, at de to ikke husker deres samliv på helt samme måde.

For Erik er stykket et romantisk tilbageblik på et godt ægteskab, for Juliane en mere eller mindre smertefuld påmindelse om et liv, hvor han hele tiden havde for travlt med sit arbejde til at være sammen med hende og deres datter. »Hvad er et minde,« spørger Erik igen og igen i løbet af filmen, og han finder efterhånden ud af, hvor upålidelige den slags kan være.

'Forestillingen om Juliane'.

'Forestillingen om Juliane'.

David Bauer

Forestillingen om Juliane foregår i noget, der ligner et stort, næsten tomt filmstudie, hvor Erik øver med de skuespillere, der skal spille ham og Juliane. Det giver Mads Mengel – sammen med fotografen og scenografen – mulighed for at lege med forholdet mellem virkelighed og erindring og lade Erik og Juliane genopleve deres liv og forhold på scenen, hvor især skuespilleren (Sicilia Gadborg Høegh), der spiller Juliane, har svært ved at finde ud af, præcis hvad det er, Erik vil have af hende.

Den begavede og både spændende og rørende film, der er skrevet af Mads Mengel og Sara Isabella Jønsson, tager livtag med alt fra kærlighed og parforhold til kunstens væsen og den mere eller mindre bevidste løgn, der gør det muligt for mennesker at undgå alt for ubehagelige sandheder.

Kunstens væsen

Hvad man kan bruge kunsten til, og hvor langt man kan tillade sig at gå i kunstens navn, er også et omdrejningspunkt i Emilie Marloth Frøkjærs Hollow Heart. Lotte Andersen spiller kunstneren Ellen, der tidligere har opnået international anerkendelse med installationsværket ’Hollow Heart’, der havde hendes syge datter, Adalyn (Sandra Guldberg Kampp), i centrum.

Adalyn har et hul i hjertet og for megen bevægelse kan ende med at slå hende ihjel, hvorfor Ellen skærmer hende fra omverdenen. Men verden – og Ellens kyniske agent (Thure Lindhardt) – venter på et nyt værk fra kunstnerens hånd, og hun lover en spektakulær genopførelse af sin installation, bare med en væsentlig ændring, der måske kan være livsfarlig for Adalyn. Det store spørgsmål er så, om Ellen vil berømmelsen og anerkendelsen så meget, at hun er villig til at ofre sin datter, om Adalyn kun er et værktøj i kunstnerens hænder, ikke et menneske, der skal have lov til at leve sit eget liv.

'Hollow Heart'.

'Hollow Heart'.

Rasmus Halse Jørgensen

Jeg skal ærligt indrømme, at den visuelt interessante, men meget stiliserede og golde verden, som Hollow Heart foregår i, ikke sagde mig så meget, og at jeg umiddelbart ikke var følelsesmæssigt involveret i den lidt abstrakte historie. Men slutscenen slog benene væk under mig og er et strålende eksempel på, hvordan alt det, der går forud i en fortælling, kan blive ophøjet og få betydning og vægt, hvis den rundes rigtigt af.

Veninder på tur

Det samme kan man på sin vis sige om Katrine Brocks’ Under bølgerne, over skyerne, som hun har skrevet sammen med Denise Kræmer. Til at begynde med synes filmen at handle om to veninder, Helene (Frederikke Dahl Hansen) og Theo (Kristine Kujath Thorp), der rejser på ferie til Kreta for at finde den unge mand, Helene på en tidligere rejse har forelsket sig i.

Det viser sig dog, at han er død, og filmen forvandler sig i stedet til et portræt af to meget forskellige veninder. Hvor Helene er afventende og forsigtig, er Theo energisk og vovelysten – endda i en grad, der kommer til at virke manisk på Helene. Noget er galt, og den sanseligt fotograferede film udforsker nænsomt – og dramatisk – de to unge kvinders venskab og afhængighed af hinanden. Begge skuespillerne er gode, men især norskfødte Kristine Kujath Thorp leverer et hjerteskærende portræt af et menneske på kanten.

Gråd i kor

Det er måske så meget sagt at kalde de to sidste af de seks afgangsfilm for rendyrkede komedier, men de går dog begge efter grinet på en forholdsvis alvorlig baggrund. Jacob Møllers Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER, som han har skrevet sammen med Christian Bengtson, er en Roy Andersson-inspireret samling tableauer/enkeltscener, der alle handler om, ja, hjertesorger. I filmens otte scener møder vi patienter og behandlere på Sanatorium for Hjertekvaler, hvor man forsøger at hjælpe ulykkelige mænd med samle deres knuste hjerter igen.

At anskue hjertesorger som et medicinsk fænomen, en folkesygdom, der kan behandles på videnskabelig vis, er ganske morsom, og der er også flere af de otte scener, som indfanger tragikken og ikke mindst komikken i de mange selvmedlidende, ulykkelige mænds oplevelser. I én scene går en mand rundt på sit lille værelse og græder om kap med dem i værelserne ved siden af. Han græder og græder og får de andre til at græde, og det udvikler sig til en konkurrence om, hvem der kan græde mest hjerteskærende. Og det ender dog med at være ret ynkeligt og morsomt.

’Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER: ’.

’Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER: ’.

Stroud Rohde Pearce
I en anden scene skal to mænd sidde over for hinanden iført parykker og lade, som om den anden er den partner, de har fået knust deres hjerte af. Til at begynde med synes begge mænd, at det virker helt åndssvagt, men snart går de med på legen, og det udvikler sig så eksplosivt med kys og kram og forspil, at deres terapeut må slås for at skille dem ad igen.

Jeg kunne måske godt have brugt en lidt bedre historie til at binde løjerne sammen – og lidt mere stringens og Anderssonsk vanvid i de enkelte scener – men Studie udi menneskedyret no. 38: HJERTEKVALER lykkes dog med på ganske underholdende vis at fortælle indtil flere sandheder om netop kærlighedens flygtige væsen og menneskets forfængelige, selvoptagede og sårbare natur.

Universelle historier

Årgangens sidste film, Christian Arhoffs Viktor på Månen, er også den sjoveste. Nicolai Jørgensen spiller store, tykke, rare og naive Viktor Leth, der stadig bor hjemme hos sin mor og nu skal på sin første date nogensinde. Han møder op på en fin restaurant i Kongens Have, iført smoking og butterfly, men bliver brændt af. I stedet møder han Rebekka (Lisa Carlehed), hvis mand lige har efterladt hende på restauranten, og sammen begiver de to sig ud på eventyr, blandt andet til fernisering på Rebekkas arbejde.

Viktor er så uerfaren og så umiddelbar, at han kan se det skønne og smukke i det, alle vi andre tager for givet. Måske er det derfor, at Rebekka ikke kan stå for ham, måske skyldes det også, at hun er fuld og har skændtes med sin mand. I hvert fald finder de to sammen for en stund, og Viktor, der er aldeles uerfaren, hvad kærlighed og kvinder angår, falder med et brag for Rebekka.

Viktor på Månen, som Christian Arhoff har skrevet sammen med Emil Millang, er en skøn lille film, flot og stemningsfuldt fotograferet i sort-hvid, og den får meget ud af den uskyldige Viktor og hans møde med en verden, han ikke kender eller forstår at gebærde sig i. En scene, hvor han til ferniseringen omringes af balletdansere, der er en del af aftenens underholdning, og begynder at danse med, er på én gang poetisk og skæg.

Og sådan kan man vel også godt karakterisere årgang 2019’s afgangsfilm: De er underholdende, morsomme og dramatiske, og de fortæller alle, de fleste af dem endda med held, personlige og derfor også universelle historier om at være menneske og søge nærhed og forståelse hos andre. Tilmed er tre af de seks instruktører kvinder. Det er det første kuld af instruktører, som både er begyndt og færdiguddannet under rektor Vinca Wiedemann, og selv om det reelt er for tidligt at sige, hvilken retning Filmskolen kommer til at bevæge sig i med de annoncerede forandringer, lover den nye årgang godt for fremtiden, både skolens og dansk films.

De seks afgangsfilm og deres instruktører og producere er fra og med i dag og de kommende tre dage på turné i biografer i København, Odense, Aarhus og Aalborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her