Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Anne, Sanne og Lis forædlede kroppens forfald ved en potent koncert i Royal Arena

Det var en power-fest at høre Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen sætte ild til deres klassikere i Royal Arena fredag aften. Bandet swingede som en motherfucker, og kun lejlighedsvis blev der slået åreknuder på stemmebåndene
Der er en værdighed i at kæmpe med arven og formidlingen af den. Og Anne, Sanne og Lis' vokalarbejde er denne aften et fascinerende studie i, hvordan man forædler sit forfald.  Billedet er fra trioens tourstart i Aalborg.

Der er en værdighed i at kæmpe med arven og formidlingen af den. Og Anne, Sanne og Lis' vokalarbejde er denne aften et fascinerende studie i, hvordan man forædler sit forfald.  Billedet er fra trioens tourstart i Aalborg.

Jens Hartmann Schmidt

Kultur
3. juni 2019

Er vi på fornavn? Anne? Sanne? Lis? Ja? Ja. Det virker passende. For sådan er det med nationalklenodier. Dem har vi drukket dus med før de bliver indlemmet i kulturarven. Og Anne, Sanne, Lis er folkeeje.

Anne Linnet danner Shit & Chanel i 1974 og har Lis Sørensen med som fast duetpartner. På det tidspunkt er et kvindeband et særsyn. I 1980 er de kendte, og med Anne Linnet Band bliver trioen fuldendt, da Sanne Salomonsen træder til. Og power-vokalharmonierne kan begynde.

De bor i vores kroppe

Det gør de også i Royal Arena, på den næstsidste koncert på deres turné. Og det er en tidsmaskine, vi træder ind i.

Ikke fordi det otte m/k høje og brillante band spiller forrygende strandvejsfunk og kystbanerock, som i de gode gamle dage – komplet med et væld af 80'er-konservatorie-præcise soli på saxofon, klaver, elguitar, trompet. Men det gør de faktisk.

Heller ikke fordi de tre damer synger med fordums styrke. For det gør de ikke.

Men fordi sangene bærer på minder for os allesammen. Inde i dem er en nostalgisk forurening, som gør at vi – det grå og grånende guld – smelter originalerne sammen med aftenens fremførsler.

De bor i vores kroppe og kommer til live med fornyet styrke. Ikke kun grundet de massive lydbølger fra anlægget, som trænger gennem hver en fiber, men også fordi vi møder dette lydlige pres med vores – mere eller mindre – matchende sangstemmer. Det gjalder gennem salen.

Hvor det ene ender og det andet begynder er uklart. Hvor meget hører publikum sangene? Deres indhold? Hvor meget hører publikum sig selv? Deres egne liv? Det første kys, den første kærlighed, den første brændte bh, den første skilsmisse? Måske den første erkendelse af, at kvinder er lige så teknisk og kunstnerisk dygtige som mænd?

Da Shit & Chanel begyndte at optræde live mødte de mænd med korslagte arme. I aften er alle favne af alle køn klar til at fortsætte omfavnelsen, der blev påbegyndt i 70'erne eller 80'erne.

Gruset, rasende soul

Vores kroppe er blevet ældre. Nydelserne er blevet raffineret, smerterne kommer i nye, uventede farver og former. Noget halter. Noget andet skranter. Men vi har lært at økonomisere med de magiske maskiner, vi bebor. Disse organiske vidundere – 15.000 af slagsen i et udsolgt Royal Arena – der engang var ustoppelige. Dem, der fandt en ny erotik i Shit & Chanel. Dem, der oplevede en feminin potens med Anne Linnet Band.

Dem, der fulgte med på Linnets revolutionære rejse ind i mørke og S&M og ud i hvid magi og visesang. Dem, der fulgte Salomonsens ufattelige, drævende rockflow ind i Sneakers og videre. Eller nød Sørensens solostemme løfte store sangskrivere som Sebastian og Linnet op i sin personlige stratosfære.

Anne, Sanne og Lis er også blevet ældre, og det kan høres. Stemmerne er hæsere, mindre, rammer ikke lige så sikkert. Sørensen har beholdt en del af pragten, men misser af og til tonerne, når hun rækker for langt. Linnet holder sig inden for et spektrum, hvor hun aldrig falder rigtigt igennem. Salomonsen har mistet en stor del af sin magi til rusten, men økonomiserer strålende med det, der er tilbage.

Det er især hende, der vokalt tilføjer noget nyt og spændende til sangene, og det er forunderligt, at se og høre hende finde nye, dybere, af og til kortere fraseringer. Ikke mindst i »Det er ikke det du siger«, som ender i en mørk, gruset, rasende soul-afslutning – i modsætning til originalens glasklare tour i det høje register.

De forædler forfaldet

Der er en værdighed i at kæmpe med arven og formidlingen af den. Og trioens vokalarbejde er denne aften et fascinerende studie i, hvordan man forædler sit forfald. Sanne, Lis, Anne foretager den herkuliske opgave at spole tiden tilbage og kun slå få åreknuder på stemmebåndene. Også takket være fornem støttesang af de to korsangere i baggrunden. Ikke ulig Bryan Ferrys vokalstrategi ved nyere koncerter. En mand, der så til gengæld næsten totalt har mistet stemmen.

Anden akt er bedst. Empower-ballader og stoltheds-bangers fra de tre solisters egne karrierer plus det løse. Salomonsen og korduoen slår ihjel med Sneakers-sangen »Sui Sui«. Anne Linnet finder et Twin Peaks-mørke i en ny overture til nyklassikeren »Glor på vinduer«, forløst i en lidt hurtigere, hårdt hamret udgave. »Cha-Cha-Cha« er et forfinet festfyrværkeri. Og »Smuk og dejlig« bliver til en fin – rocket – triosang. Og endelig ender »Den jeg elsker« i en flodbølge af fællessang.

Testamente for den modne kvinde

I gamle dage var det Anne Linnet, der styrede showet og bandet var opkaldt efter hende. Jeg tænker, at det også er hende, der formidabelt har dirigeret sig til så musikalsk belønnende en oplevelse som i aften. Men det er ikke en Anne Linnet Band-koncert, det er en nogenlunde ligestillet koncert. De synger alle egne hits, dog klart flest Linnet-hits, og i det visuelle show er de lige store.

På tre lodrette skærme filmes de tre kvinder. De er så langt fra hinanden, skærmene, og det er en fejl. For det giver en fornemmelse af, at de er langt fra hinanden og man mister samspillet mellem dem på scenen. Her betones venskabet ellers med kram og smil og sang til hinanden. Akkurat som det bliver i Janus Køster Rasmussens DR-dokumentar Anne, Sanne og Lis, der blev vist sidste år.

I dokumentaren afviser Linnet blankt en genforening. »Det bliver ikke i det her liv«, siger hun. Men man har en mening til man får en ny. Heldigvis. For med denne koncert, denne turné har Anne, Sanne, Lis skrevet et smukt testamente. Ikke kun for deres musikarv, men også for den modne, vokalt patinerede kvinde som en værdig stjerne.

Anne Sanne Lis – Royal Arena, Kbh., fredag.

Anne Sanne Lis optræder samme sted, for sidste gang i aften, lørdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Natalie Megard

Ubehagelig titel! I kan selv være potente og forældre kroppens et eller andet!

Henriette Lund, jens christian jacobsen, Jan Jensen, Eva Schwanenflügel, Nette Skov og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Verden er i farver nu.

Eva Schwanenflügel

Kan ikke huske at have set lignende udtalelser om mandlige rockstars som Mick Jagger eller Rod Stewart, som er endnu ældre.

Pinligt.

Henriette Lund, jens christian jacobsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Canadiske Jordan Bernt Peterson gæsteanmelder

Ralf Christensen

Øh, jeg nævner Bryan Ferry i artikelen netop som et eksempel på en mandlig stjerne, der har mistet en del af sin stemmepragt

Solveig Weinkouff, Trond Meiring og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ralf Christensen

Og her er et citat fra min anmeldelse af Ferrys koncert på Heartland: "En mandlig og en kvindelig – især den mandlige –korsanger fungerede som perfekt syet støttekorset til Bryan Ferrys virkelig slidte stemme."

Annette Munch

hmmm mærkeligt at (stort set) alle mandlige anmeldere stadig har de psykologiske arme over kors - sammenligner med deres unge stemmer?!?. totalt irrelevant og sjældent set hos mandlige rockstjerner - jo måske Rod Stewart, men han LAADER jo som om han stadig er ung.
Og så er der heldigvis masser af muligheder for at (gen)høre de tre i kortere versioner på diverse festivaller (og Grøn) denne sommer. Det nævnte de 3 i Aarhus, men anmelderen var måske gået før sidste nummer

Trond Meiring, Jan Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Men, men.. kære Ralf, du har da ikke skrevet om "kroppens forfald" i forbindelse med mandlige sangere, eller..?
Du er ellers god. Det her er bare ikke så godt efter min ringe mening.

Henriette Lund, Trond Meiring, ingemaje lange og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Henriette Lund

Bryan Ferry har overhovedet ikke en slidt stemme - han har den mest følelsesfulde skønne fløjlsstemme, så nu er jeg fornærmet på hans vegne, han er min helt überalles.