Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Aros, tag lige drengerøvsbrillerne af, når I kuraterer en udstilling om kunst og porno i 2019

Udstillingen ’Art & Porn’ på Aros fejrer 50-året for billedpornoens frigivelse med en undersøgelse af relationen mellem pornogenren og kunsten. Men trods gode værker er udstillingen både tematisk uklar, bombastisk, heteronormativ og ret kedelig. Man må da kunne skildre porno i kunsten fra et andet perspektiv?
Britiske Sarah Lukas' symbolpumpede »Eros«.

Britiske Sarah Lukas' symbolpumpede »Eros«.

Whitechapel Gallery

Kultur
12. juni 2019

En af mine mere vilde kunstoplevelser i 00’erne var mødet med den svenske kunstner Nathalie Djurbergs barokke, animerede film.

Djurberg skaber bl.a. groteske lerfigurer af sorte kvinder og hvide kolonialister, der knepper hinanden. Jeg husker, hvor skamfuldt det føltes at blive seksuelt ophidset lige der i udstillingsrummet, i mødet med kunst, der legede med magt og moralske grænser.

Det er vel det, pornografisk kunst kan: Gennem den kropslige reaktion gøre én opmærksom på, at ens eget begærlige blik er magtfuldt, politisk og socialt?

Jeg kommer i tanke om Djurberg, som netop gennem pornografien sender komplekse antikolonialistiske beskeder, da jeg ser Aros’ udstilling Art & Porn.

Udstillingen søger at skildre, hvordan porno og kunst har interageret historisk siden billedpornoens frigivelse for 50 år siden. Hvor står kunsten i relation/opposition til pornogenren?

Men Art & Porn virker ubehjælpeligt kurateret af hvide, heteroseksuelle mænd for … hvide, heteroseksuelle mænd?

Det virker, som om kurateringen er foretaget dels gennem et par drengerøvs-briller – pik, patter og provo – og gennem en moralsk tilbageholdenhed over for bl.a. det homoseksuelle begær. Ja, faktisk over for alt det, der ikke er velkendt, kanoniseret, hvid, heteroseksuel kunst.

Amerikanske Jeff Koons’ superkitschede Made in Heaven.

Amerikanske Jeff Koons’ superkitschede Made in Heaven.

Astrup Fearnley Samlingen

Oplægget er ellers spændende: Pornografien er stereotyp og direkte, kunsten gør noget andet – hvad? Hvilken rolle har kunsten spillet i nedbrydelsen af de moralske tabuer, der i sidste ende har medført pornografiens frigivelse, men også haft konsekvenser for kunsten – i form af censur?

I udstillingens første rum står netop dette tema skarpt med to versioner af den danske surrealist Wilhelm Freddies værk »Sex-Paralysappeal« – originalen fra 1936 og en kopi fra 1961.

Freddies kvindebuste med drinksglas bundet i reb om halsen og en malet pik på kinden er vidunderligt, og selvfølgelig er det utroligt, at værket blev beslaglagt af politiet i 1930’erne, afstedkom en retssag, og at Freddie først blev frifundet i 1960’erne!

Problemet er bare, at temaet om censur virker vagt i resten af Art & Porn.

Ifølge udstillingsteksten består censur i dag i, at Facebook overvåger kunstnere, der i fjerdebølgefeministisk ånd kæmper for retten til at visualisere kvindekroppen, ligesom de vil. Det demonstreres med værker af kun to yngre kvindelige SoMe-kunstnere:

Amalia Ulmans cool selvportrætter photoshoppet, så de er dækket af sperm, er en kritisk, spejlkabinetagtig kommentar til onlineporno (der klodset flankeres af britiske Sarah Lucas symbolpumpede »Eros«, hvor en pikskulptur titter fra et leje af makuleret bil – ja, glem nu ikke pikken).

Ulmans kendte projekter, hvor hun iscenesætter sin egen instagrampersona, nævnes kun i vægteksten.

Danske Maja Malou Lyses gigadildoskulptur samt video om dildoens frigørelsespotentiale med en snakkende vagina og Sex and the City-klip føles desværre mere bedaget og mindre sårbart end Lyses superfede instagram. Her har Lyse i flere år brudt tabuer gennem et kropsaktivistisk blik på kvindekroppen med bl.a. blodindsmurte dildoer og fællesgynækologi.

Det er på nettet, at kunstnerne kæmper repræsentationens kamp, ikke på Aros – og på den måde virker censurtemaet mærkeligt uforløst.

Svenske Anna Uddenbergs groteske og pirrende »Rich Rose«.

 

 

Svenske Anna Uddenbergs groteske og pirrende »Rich Rose«.

 

 

Omar Olgun

Det homoerotiske reservat

Art & Porn er opbygget lidt sådan her: 1. Heteroseksualitet og feminisme, historisk, mange nøgne kvinder. 2. Mandlig homoseksualitet. 3. Heteroseksualitet og feminisme, blandet, flere nøgne kvinder.

Efter introen med Freddie handler det om provokation og feministiske kritiske praksisser – dog med lurende drengerøvshumor overalt. Eksempelvis skal man trækkes med den gammelmandsagtige historie om frækhedsrivaliseringen mellem Per Kirkeby og kollegaen Arthur Køpcke – hvem af de to lavede de bedste side-9-pige-agtige collager?

Jeg kommer tættest på at mærke og reflektere over mit eget (hetero)begær, da jeg ser Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersens utrolige »Kneppemaskiner« fra 1969, fysisk og i en række film.

Adler Petersen lod sig spænde fast på tre torturagtige træmaskiner, og Nørgaard havde sex med hende dér. Der er noget stift i provokationens natur, også her. Men værket står klart.

Som modspil, Lynda Benglis machofeministiske annonce i Artforum fra 1974, hvor hun nøgen med dildo protesterer mod ikke at være repræsenteret i bladet. Og østrigske Valie Exports vilde »Touch Cinema«, hvor kunstneren opfordrede til at gramse på hendes bryster gennem en lille papkasse, hun bar.

Den feministiske kamp er altså stærkt repræsenteret – med kendte, kanoniske værker.

Monica Bonvionis »No More«.

Monica Bonvionis »No More«.

Jens Ziehe

Art & Porn er ikke meget for det sensuelle. Helt galt går det i den række af rum, der nærmest virker som ’homo’-afdelingen.

I Simon Fujiwaras totalinstallation »Welcome to the Hotel Munber« har kunstneren genskabt sine forældres bar i Spanien. For at pege på den undertrykte homoseksualitet under Franco er lokalet fyldt med corny homoerotiske symboler – skinker og baguette i pikformationer.

Værkets idé er sympatisk, men homoerotik skildres ikke intimt, derimod symbolladet, bundet til det fordækte.

William E. Jones’ korte film »The Fall of Communism as Seen in Gay Pornography« fra 1998 er hjerteskærende.

Man ser en række unge mænd fra Balkan give interview til en pornofilmsinstruktør, der vil udnytte deres ungdom og armod. Det er et fantastisk politisk værk, der skildrer noget af det allerhårdeste i homoseksualitetens historie.

Tilsammen giver værkerne indtryk af homoseksualitet som knuget.

I flere vægtekster udpeges det som et problem, at den homoerotiske æstetik rummer stereotyper. Dels i Elmgren og Dragsets fotoserie »The Incidental Self Fig 3« – som dog fint blander arketypiske homorepræsentationer (mest mænd) med private billeder. Dels i den finske kunstner Tom of Finlands legendariske tegneserieagtige fortællinger af karikerede machomænd, der lystfuldt har sex.

Men hvorfor? Jeg læser jo ikke konstant i vægteksterne, der følger de utrolig mange værker af nøgne kvinder, at der her skabes en stereotyp om kvindens seksualitet.

Giv dog Tom of Finland æren for at inspirere i 2019 – for eksempel danske Rasmus Myrups sexede og intime queertegninger.

Den kuratoriske berøringsangst gør homoseksualitet til et lille reservat: Så fik vi formidlet den svære queerting dér! Jeg savner aktuelle billeder af almindelig, queer nydelse. Stærkt er Wolfgang Tillmans-fotoet af en pikslikkende mand, Tillmans har altid skildret diversitet så intimt.

Men så befinder jeg mig pludselig i et horribelt rum af Ryan McGinley med kropspositive fotos a la Benetton-tøjreklamer fra 1990’erne. En tryg overgang til flere frække damer?

Wilhelm Freddies værk »Sex-Paralyseappeal«.

Wilhelm Freddies værk »Sex-Paralyseappeal«.

Moderna Museet

Gode værker og pornobif

Selvfølgelig er der også mange gode værker på Art & Porn, der leger med porno uden at være orgasmemålrettet, der ikke kan fastholdes som (retssags)objekt med kun én udsigelse.

Gode eksempler, ud over det rige filmprogram i biografen (pornobif, yeah), er Carolee Schneeman & James Tenneys flimrende montagefilm »Fuses« fra 1967, hvor man på et bemalet, overtegnet lærred ser fragmenterede glimt af parret, der har sex.

Fra 1990’erne er der Cindy Shermans groteske fotos af kroppe, der kun består af proteser, Jeff Koons’ superkitschede »Made in Heaven«-sexfotos og Peter Lands to ikoniske stripperfilm. En lille perle er Suzette Gemsøes »Exotic Lovelife of a Single Mother« fra 2007, på ni små skærme vimser en mor i corsage rundt og steger frikadeller og passer børn.

Pirrende og aktuel er Anna Uddenbergs groteske »Rich Rose«, en skulptur af en normcore hvid pige på hovedet med røven i vejret, stiletterne smækket op ad et stockfotoagtigt glasspringvand og en hair extension fra skødet.

Men det ændrer ikke på, at Art & Porn er bombastisk og kedelig.

Helt ærligt, Aros, hvor er repræsentationen af den lesbiske pornografi? Amerikanske Annie Sprinkle, tidligere sexarbejder og sexpositivt ikon, er forvist til bl.a. tre glasvitriner med pornoparafernalia – kropsløst og kun vagt oplysende, hvis man ikke allerede kender til Sprinkles indflydelse. Og hvor er LGBT-pornografien? Hvor er de ikkehvide, ikkevestlige kunstnere? Og … fortsæt selv.

Det er en god gammeldags heteronormativ, eurocentrisk tilgang, som Aros lægger for dagen i en udstilling om porno og kunst i 2019.

’Art & Porn’. Aros. Indtil den 8. september 2019

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Art & Porn er opbygget lidt sådan her: 1. Heteroseksualitet og feminisme, historisk, mange nøgne kvinder. 2. Mandlig homoseksualitet. 3. Heteroseksualitet og feminisme, blandet, flere nøgne kvinder.'

I love it - skøn anmeldelse!

Torsten Jacobsen

Heldigt - i det mindste - at Ida Marie Heide havde tid og råd til at gå på Aros netop den dag.

Ærgerligt - sådan er livet så uretfærdigt - at hun ikke fandt nok sådan for alvor at blive pirret af.

Bedre held næste gang...

Henrik Keller

Har endnu ikke set den pågældende udstilling, men det virker som om anmelderen måske er for ung til denne udstilling. Så vidt jeg har kunne finde frem til, blev hun født 12 år efter billedpornografiens frigivelse.
For at blive i anmelderens terminologi, virker det som om hun ikke har været i stand til at smide de identitetspolitiske briller og se den på datidens præmisser.

Gert Hansen og Morten Valner Skjærbæk Grymer-Hansen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Udstillingstitlen er plat og samtidigt jo osse bindende for udstillingens indhold, for de 2 ting kan svært adskilles. Havde titlen i stedet været EROS & ART ville der have været adskillige flere strenge at spille på.

Bjarne Toft Sørensen

Udtrykket i rubrikken om at tage "drengerøvsbrillerne" af er ikke velvalgt, for så glemmer man let, at det "brilleløse" som alternativ betyder, at man er ude af stand til at se noget. Spørgsmålet må derfor være, hvilke briller man i stedet burde have taget på, eller mere passende, hvilket blik der burde have været dominerende?

Hvilket blik på den erotiske kunst burde være dominerende på en sådan udstilling? Hvilke følelser vil være fremherskende i forbindelse med et sådant blik?

Hvorfor er anmelderens blik mere rigtigt i forbindelse med en sådan udstilling, end det som kuratorerne har anlagt?

Der er sikkert noget rigtigt i anmelderens kritik af det valgte blik, der resulterer i noget ensidigt og mangelfuldt. På den anden side skal Aros også til en vis grad tage hensyn til, hvilke forventninger
størstedelen af publikum sandsynligvis vil komme med.

Der vil det f.eks. ikke være tilfredsstillende, hvis publikum i vid udstrækning går derfra med en oplevelse af, at for at få noget ud af udstillingen skal man tilhøre en minoritet inden for områderne køn, seksualitet eller etnicitet.