Læsetid: 11 min.

Ateismen er blevet mangfoldig

Ateismens historie har været kendetegnet ved pointeret negation: Vi er dem, der ikke tror på guder. Dette ’vi’ bliver sjældent bragt i organiseret fællesskab, for som det ofte lyder: Man laver heller ikke en klub for folk, der ikke samler på frimærker. Men det skyldes måske, at der gives mange slags ateismer?
Ateismens historie har været kendetegnet ved pointeret negation: Vi er dem, der ikke tror på guder. Dette ’vi’ bliver sjældent bragt i organiseret fællesskab, for som det ofte lyder: Man laver heller ikke en klub for folk, der ikke samler på frimærker. Men det skyldes måske, at der gives mange slags ateismer?

Emilie Noer Bobek

7. juni 2019

Ateismen er gennem de seneste 20 år støt og roligt vokset frem til at blive en dominerende position i Vesten. Det skyldes blandt andet, at vi i kølvandet på terrorangrebet i New York den 11. september 2001 fik et helt lille bibliotek af indflydelsesrige religionskritiske bøger på det engelsksprogede bogmarked. Richard Dawkins skrev bestselleren Illusionen om Gud, filosoffen Daniel Dennett skrev Breaking the Spell, mens neuroforskeren Sam Harris udgav Troens fallit og Brev til en kristen nation. Den polemiske litterat og journalist Christopher Hitchens bidrog også med det mere politisk orienterede bind, Gud er ikke stor. På det europæiske kontinent var der også kritiske røster fra f.eks. Michel Onfray i Frankrig, Lone Frank i Danmark og Julian Baggini i England.

Kataklysmen af religionskritiske bøger virkede som en unison afstandtagen fra irrationalitet og underdanig traditionalisme. Det, der samlede, var modstanden. Her næsten 20 år efter 9/11 kan en stigende pluralisme blandt ateister dokumenteres. Modstandskampen er ikke længere forenende, og der er mange forskellige standpunkter til det, der afvises.

Der udgives dog stadig bøger i den gamle, nyateistiske ånd. Den 30. september 2007 mødtes ’de fire riddere’, Dawkins, Dennett, Harris og Hitchens, hjemme hos sidstnævnte til det første og eneste møde mellem disse gudløse musketerer. Samtalen blev optaget og er set af over to millioner på YouTube. Nu er den så transskriberet og udgivet med tre nye essays af de endnu levende (Hitchens døde af kræft i 2011). Det er en fascinerende samtale, der foregår løssluppent og uden stram styring. Det charmerende er dog, at de fire debattører frimodigt lader deres forskelle italesætte.

Harris vil gerne have en gudløs spiritualitet, men det siger ikke Dawkins noget, selv om han gerne anerkender de æstetiske mesterværker, som religiøse kunstnere har produceret igennem historien. Dennett mener, at organiseret religion kan bidrage med noget godt, og at dette gode må støttes, men det kunne Hitchens slet ikke se fidusen i. Han havde set for mange eksempler på politisk misbrug af religion til at tro på, at der var noget brugbart at hente i disse bronzealderideologier. Grundlæggende er de dog enige om, at religion intet kan bevise, og at naturvidenskabens observationer er den eneste sikre vej til viden.

Fra samme hold har vi på dansk netop fået et kampskrift fra makkerparret Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard, henholdsvis tidligere og nuværende formand for Ateistisk selskab og begge medstiftere af foreningen Eftertro (i hvis regi Stjernholm tidligere har udgivet en interessant debatbog). De har sammen skrevet den »vantro debatbog« Du er jo ateist! Bogen tildeler religionen en lang række af uppercuts, og nuancerne er bevidst blevet sorteret fra. Modsat de vrede anmeldelser i Weekendavisen og Berlingske, der primært fokuserede på retorik og enøjethed, finder jeg pamfletformen interessant. Det er kritik i rent koncentrat, men det er engageret leveret.

Problemet med de nævnte anmeldelser var desuden, at de afslører en trist tendens i religionsdebatten. Hvor ateister ofte præsenterer argumenter, svarer troende med harme over retorikken. Måske er de gudløses argumenter dårlige eller underlødige, men det må man så vise ved analyse og modargumentation.

Du er jo ateist! leverer mange bredsider, og religion bliver ansvarliggjort for megen dårligdom. Den gennemgående tanke er dog, at religionerne er kraftesløse, fordi de bunder på uoplyst gætteri. Religioner forestiller sig alt muligt om verdens ophav, usynlige kræfter i verden og efterlivets mulige opholdssted og beskaffenhed, men vi kan ikke vide en dyt om det, så det er grundløs hittepåsomhed.

Et hovedargument synes desuden at være, at de mange religioner gensidigt udelukker hinanden, for Stjernholm og Ørregaard kan jo ikke endegyldigt afvise påstandene, men de mener sig altså i stand til via komparative analyser at udelukke alle religioner i én ombæring.

Bogens største svaghed er den noget naive naturalisme, som de bekender sig til, og som også er rigt repræsenteret hos de amerikanske forbilleder nævnt ovenfor. De taler om »den videnskabelige metode« i bestemt form uden at angive, hvad de mener. Problemet er jo, at de sidste hundrede års videnskabsfilosofi har vist, at empirisk viden er foreløbig og fejlbarlig. Det kaldes verifikationsproblemet, og selv om Stjernholm og Ørregaard gentagne gange beskriver deres egen sympatiske skepticisme og menneskets erkendelsesbegrænsninger, så forklarer de selv endog temmelig meget:

»Det egentlige behov [for religion] handler om tryghed«, »Gud er fiktiv«, og »religion er en vildfarelse«.

Men på trods af deres forkyndte ydmyghed og skepticisme forklarer de ikke, hvorfra deres olympiske overblik stammer.

»Hvor kommer denne Gud så fra?«

Et hyppigt argument imod ateismen er, at den uundgåeligt ender i værdinihilisme. Flere ateister har derfor forsøgt at gennemtænke et værdisæt, der er rent antropocentrisk og immanent, grundet på et naturalistisk verdensbillede.

Et eksempel er Ronald Dworkin, der i 2013 udgav Religion without God. Her udlægger han et ateistisk værdisæt, der centrerer sig om dobbeltpåstanden, at livet i sig selv har »iboende« mening og skønhed. Det er interessant, at det værdisæt, Dworkin trækker af stalden, svarer til den mytiske kerne, som Talcott Parsons i bogen Action Theory and the Human Condition mente at kunne finde i den jødisk-kristne religion: forestillingen om livet som en gave.

Sociologen Hans Joas har argumenteret for, at visse ateisters forsøg på at ’oversætte’ eller redde jødisk-kristne forestillinger som f.eks. menneskets ukrænkelighed er en arv fra Immanuel Kants forsøg på at oversætte kernen i den kristne etik til det kategoriske imperativ. Men derved spejles blot de moderat religiøses forsøg på at gøre deres holdninger gældende i en neutral offentlighed, hævder Joas.

En central del af et værdisæt er etikken. Her er det klart, at mange ateister gerne vil kunne begrunde populære forståelser som universelle menneskerettigheder og velvilje over for andre. Det gælder både De fire riddere og deres danske konsorter, Stjernholm og Ørregaard.

I bogen Atheist Overreach gennemgår sociologien Christian Smith minutiøst en stribe bøger, forfattet af ateistiske skribenter, som argumenterer for disse moralske standpunkter. Og konklusionen er klar: Ateister strækker legitimiteten af deres moralske standpunkter for langt. Selv om ateister rationelt kan begrunde en vis moralsk standard, som vi kan kalde ’god’, så kan deres etik ikke gøres universel. For hvis der ikke er en transcendent magt, der globaliserer en bestemt etisk doktrin, så kan man ikke få bugt med den »fornuftige slyngel«, som David Hume skrev om. Den bandit, der ikke vil følge samfundskontrakten, står man moralfilosofisk magtesløs over for. Smith mener, at der er brug for Gud for at gøre etikken universel.

Det betyder ikke, at kun troende kan være moralske – som Smith siger, så er det empirisk ret enkelt at skyde til jorden – men at vi filosofisk set ikke kan begrunde en universel etik uden en transcendent magt.

At ateismen ikke nødvendigvis er én samlet størrelse, så man allerede i anmeldelserne af f.eks. Dawkins’ Illusionen om Gud. Litteraten Terry Eagleton slagtede bogen i London Review of Books og påstod, at Dawkins intet vidste om teologi. Om det var grunden til, at ateisten Michael Ruse berømt forkyndte, at Dawkins gjorde ham flov over at være ateist, vides vist ikke, men deres kritik var den samme.

Dawkins var i den grad ude på dybt vand, når han evaluerede teologiske udsagn, f.eks. hans gentagne påstand om, at hvis teisterne hævder, at alting må have en årsag (intet kommer af intet) som et argument for en skabergud, så må man uundgåeligt spørge, »hvor kommer denne Gud så fra?«. Men påstanden er i stedet, at intet timeligt væsen kommer af intet, mens gud hævdes at være evig og derfor ikke et led i en årsagskæde. Problemet for Dawkins er altså, at han angriber en stråmand.

Michael Ruse er i øvrigt på vej med (endnu) en bog – A Meaning to Life – der skal udlægge et optimistisk syn på verden uden guder. Ifølge omtalen vil Ruse fokusere på evolutionær progression og dermed argumentere for, at en »darwinistisk eksistentialisme« er mulig. Måske er ideen, at mængden af mening i universet stiger i takt med kompleksiteten? Vi får se.

Uanset dette er det i hvert fald klart, at man blandt ateister ofte kan høre næsten livsfilosofiske statements som »livet er vidunderligt«. Men den type abstrakta er dog lidt for kvikt udbasuneret, for hylder man livet skødesløst in toto, så må man også medregne pine, plage og død.

Det er netop derfor, at ateisten John Gray harcelerer intenst imod den progressive ateisme og i stedet vil plædere for en kynisk og pessimistisk ateisme. I bogen Seven Types of Atheism beskriver han forskellige typer af aktiv ateisme (en passiv variant kunne hævdes at mangle) og forholder sig overordentligt kritisk til den humanistiske optimisme, som findes blandt mange ateister.

Ifølge Gray er der intet som helst belæg for, at menneskearten forbedrer sig. Som han desillusioneret sukker:

»Viden forøges med en accelererende hastighed, men mennesker er ikke mere fornuftige, end de hidtil har været.«

Han mener, at den fejlagtige optimisme bygger på en monoteistisk måde at tænke på, for den lineære historieopfattelse, der er nødvendig for progression og nybrud, først erstattede den cykliske forståelse ved monoteismens indtog. Ateister har nok forkastet monoteismens tro, men ikke dens tænkemåde.

Grays syv ateismer er den nye ateisme, sekulær humanisme, scientisme (religiøs videnskabstro), politisk religion, gudshadere, illusionsløse skeptikere og mystisk ateisme. Gray afviser fuldstændig de første fem og beskriver sig selv som »draget« mod de sidste to. Kategorierne er naturligvis flydende, for flere af de her læste ateister kan rubriceres i flere forskellige kategorier. F.eks. ser det ud til, at Simon Ørregaard er både nyateist og gudshader (jf. hans takkeords spidse formulering »Til sidst en særlig tak til den fiktive psykopat Jehova for at gøre mig til ateist!«), mens hans skrivemakker både kan henregnes til nyateismen og sekulær humanisme.

Stadig er levende og interessant

Forholdet mellem tro og videnskab er ikke entydigt kritisk, som mange ateister ellers vil have det til at være. Forskeren Ian Barbour pegede i mange publikationer på, at der er hele fire standardtyper for relationen mellem religion og videnskab: konflikt, uafhængighed, dialog og integration. Det varierer fra religion til religion, og naturligvis også mellem udøvere af diverse religioner, hvor markeret grænsen mellem troen og videnskaben skal være.

I antologien Tro og videnskab – som dog burde bære titlen Kristendom og naturvidenskab – fastholdes visionen for en fredelig sameksistens. Bogen er egentlig et festskrift til professor Peter Øhrstrøm fra Aalborg Universitet, men er samtidig også en fælles antologi fra et netværk, der kalder sig Center for Kristen Tænkning. I bogen er der hyppige henvisninger til de første moderne naturvidenskabsmænds (Kopernikus, Kepler, Newton osv.) ønske om at undersøge skaberværket, som de kaldte »den anden bog« (den første var Bibelen).

Ved hjælp af denne henvisning til koryfæernes gudstro argumenteres der for bogens egentlige kongstanke: Troen besidder måske den stærkeste heuristiske force, vi kan tænke os, for hvis man vitterligt tror, at Gud har skabt verden, så må man have et intenst ønske om at forstå den. Ofte har ateister ellers påstået det modsatte: Troen fungerer som en slags kognitiv økonomi, hvor man i et snuptag får forklaret alskens forhold og er fritaget fra at tænke selv. Bogens forfattere ønsker at modarbejde »filosofisk materialistisk reduktionisme«, fordi »naturvidenskaben har principielle grænser, som gør, at der findes spørgsmål, som den aldrig vil kunne besvare.«

Bogen rummer tolv artikler, der er meget uensartet. Flere af artiklerne behandler ikke forholdet mellem tro og videnskab, men er i stedet en slags indføring i et fagområde. Det særlige er så rammen omkring, hvad forfatteren fortæller, nemlig at det ikke har været en hindring for personens videnskabelige forskning og karriere, at vedkommende er troende, samt at forskeren selv oplever, at diverse resultater inden for den givne disciplin understøtter eller måske ligefrem bekræfter det kristne verdensbillede.

Bogens mest interessante bidrag synes at være det afsluttende kapitel om »Tro og informationsvidenskab«, hvor fødselaren Peter Øhrstrøm og nordmanden Steinar Thorvaldsen argumenterer for, at information kan forstås som det tredje analytiske a priori ved siden af tid og rum. Hvis det er korrekt, så – hævder de – er det reelt et gudsbevis, for hvis information er i kernen af alt eksisterende, også i biologien, så må det være sat der af en designer. Den slags »instruerende information« peger nemlig på både »design« og »plan«.

Om det overbeviser ateisterne, er dog tvivlsomt. Allerede i midten af 1980’erne skrev Dawkins som bekendt i The Blind Watchmaker, at biologer må minde sig selv om, at selv om meget i biologien ser ud til at være designet, så er det ikke tilfældet. Det berømte citat er et godt eksempel på, hvad Christian Smith kalder »amateur atheology«, fordi Dawkins drager teologiske konsekvenser af naturvidenskabelige resultater. Det er et metafysisk postulat, at f.eks. dna’et ikke er designet, for hvordan skulle man kunne undersøge det empirisk? Det kan højst, med Løgstrups berømte udtryk, tydes som enten det ene eller det andet.

Udfordringen for antologien Tro og videnskab synes at være dobbelt: For det første, at selv om det er muligt at forstå tro som en heuristisk force, så går konflikten nærmere på, hvilken autoritet der afgør en eventuel strid mellem f.eks. bibeltekst og observation. Bogen tager ikke fat i varme kartofler som evolutionsteorien, geologiske dateringer, kosmos’ alder osv., der alle traditionelt er blevet set som underminerende for en bogstavelig læsning af Bibelen. Det virker indlysende, at man kan have en personlig tro, der aldrig er i konflikt med ens videnskabelige arbejde, hvis troens postulater ikke sættes i relation til ens opdagelser. Det postuleres ellers i forordet:

»Det er […] interessant at bemærke, at der hidtil ikke har vist sig sammenhænge, hvor det er umuligt at finde logisk forenelige tolkninger af videnskaben og af det bibelske budskab«.

Den formulering ægger til modsigelse, men protesten kommer desværre ikke rigtigt til orde i bogen.

For det andet synes bogen fra et idéhistorisk synspunkt at hoppe i en klassisk fælde, nemlig at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem en idés opståen og dens aktuelle status. Historisk er det uden for diskussion, at det var monoteistiske tænkere, der etablerede den moderne naturvidenskab, men det gør ikke videnskaben til en kristen disciplin.

Udvekslingen mellem tro og videnskab afføder konstant hede debatter med ivrig grøftegravning og mudderkast til følge. Den omtalte bogstak peger både på, at feltet stadig er levende og interessant, samt at der sker en udvikling, der nuancerer vores forståelse af både religionens og ateismens egenart. Ateismen er i sig selv blot en afvisning, men den afvisning kan ske på mange måder og med mange forskellige følger.

’The Four Horsemenn’. Richard Dawkins, Daniel Dennett, Sam Harris og Christopher Hitchens. Bantam Press 2019. 134 sider. 130 kr.

’Seven Types of Atheism’. John Gray. Allen Lane 2018. 170 sider. 130 kr.

’Atheist Overreach’. Christian Smith. Oxford University Press 2019. 159 sider. 140 kr.

’Du er jo ateist!’ Anders Stjernholm og Simon Nielsen Ørregaard. Forlaget Pressto 2019. 120 sider. 249,00 kr.

’Tro og videnskab’. Peter Øhrstrøm (red.). Forlaget CKT 2019. 232 sider. 199,95 kr.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin artikel
Når jeg læser artiklen, slå men hjerne krøller, det er som at der er to retninger
der peger i begge retninger, som både er rigtig og forkert, på en gang.
jeg fald over denne.
"For det andet synes bogen fra et idéhistorisk synspunkt at hoppe i en klassisk fælde, nemlig at der ikke er nogen logisk sammenhæng mellem en idés opståen"

Den er lidt rigtig og meget forkert.
logisk sammenhæng mellem en idés opståen, de 6 der opfandt lys pæren, der hænger, idéen og den opstået opfindelse sammen.

Kan man forklare "Max Planck Unschärfe" uden der stor logisk sammenhæng mellem en idé
og der der opstår,
"Max Planck Unschärfe" er kort fortalt når det, man måler med, er større end det,
der måles på, kan man ikke måle. og når det bliver meget småt, opstår der en uskarphed
og slør, som ikke kan overvindes.

For mig er det idéhistoriske religionerne, er ren magtpolitik, hvor tro kun er værktøj til at bevare
magten.

Siger undskyld til alle
jeg huske forkert på Max Planck og Werner Heisenberg

Max Planck tidsenhed hænger sammen med,"mindst mulige tid for information" og
Werner Heisenberg Unschärferelation

For begge der der, logisk sammenhæng mellem idés og dens opståen