Læsetid: 5 min.

Audre Lorde gør smerten, sorgen og vreden til redskaber, der kan forandre verden

Der er en revolutionær kraft i amerikanske Audre Lordes poesi
14. juni 2019

Navnet Audre Lorde vækker en særlig blanding af ærefrygt og lykke i mig. Ærefrygt, fordi den amerikanske digter kæmpede for sine rettigheder ikke bare som sort kvinde i 1970’ernes og 80’ernes USA, men som sort, kvinde, lesbisk, gift med en homoseksuel mand, mor til to, og hun gjorde det ved at spy kraftfuld vrede ud over siderne i sine digtsamlinger, prosaværker og essays. Lykke, fordi Audre Lordes poesi giver håb om en anden indretning af verden.

Audre Lorde (1934-92), født i New York City, hed egentlig Audrey Geraldine Lorde, men y’et droppede hun allerede som fireårig.

Hun er kendt for at beskrive sig selv som digter, mor, kriger, sort og lesbisk. Hun tog alle sine ’kategorier’ på sig og insisterede på at give et modsvar til den uretfærdighed, hun var konfronteret med på grund af en særlig forståelse af disse kategorier.

Audre Lorde var nemlig intersektionel feminist, før ordet intersektionalitet fandtes – et begreb, der beskriver, hvordan forskellige undertrykkende strukturer såsom racisme, sexisme og homofobi hænger sammen og overlapper hinanden (intersect) og derfor må modarbejdes samtidigt.

For to år siden udkom bogen Your Silence Will Not Protect You, en blanding af Lordes essays og digte, på det London-baserede feministiske forlag Silver Press. Det var gennem denne udgivelse, at Audre Lorde lærte mig at forstå – sådan virkelig forstå – problemet med en feminisme, der ikke også forholder sig til racisme og homofobi.

Råt og usødet

Da digteren Shadi Angelina Bazeghis oversættelse af Audre Lordes digte Der er ingen ærlige digte om døde kvinder lå i min postkasse blev jeg altså både glad og ramt af ærefrygt.

Audre Lorde: ’Der er ingen ærlige digte om døde kvinder’.

Ifølge forlagets pressemeddelelse er bogen endda den første oversættelse af Audre Lorde til et skandinavisk sprog nogensinde (hvilket overraskede mig – er vi for en gangs skyld kommet svenskerne i forkøbet?).

Udgivelsen blev i maj måned markeret med en visning af Dagmar Schultz’ film Audre Lorde – The Berlin Years 1984-1992 på Cinemateket i København. Filmen skildrer de sidste år af Lordes liv, hvor hun var gæsteprofessor på Freie Universität i Berlin og involveret i skabelsen af en afro-tysk bevægelse.

Der er ingen ærlige digte om døde kvinder er et forholdsvist kort, men glimrende udvalg af Lordes digte fra syv af hendes ni digtsamlinger, udgivet i perioden 1973-93.

Digtene indgår ikke kronologisk i udvælgelsen, og man skal bladre om bagest i bogen for at finde et alfabetisk register, der så afslører, hvilket år og værk hvert enkelt digt er fra.

Det kan måske lyde besværligt, men som det også allerede fremgår af denne anmeldelse er Audre Lordes værk så omgivet af historie og mytegørelse, at det i hvert fald for min del var en lettelse bare at få digtene serveret, råt for usødet.

Og bogen lægger usødet ud med digtet »Den samme død om og om igen eller vuggeviser er for børn« fra digtsamlingen The Black Unicorn fra 1978. Digtet, der handler om drabene på sorte børn i USA, er også en replikudveksling mellem digterjeget og en anden kvinde:

»’Det er de små dødsfald i supermarkedet’ sagde hun

og forsøgte at åbne mit hoved

med sin hvide kødøkse

forsøgte at fortælle mig hvordan

hendes smerte mødte min

på halvvejen

mellem de rygende ruiner i et sort nabolag i Los Angeles

og de blodige morgengader i børnedræbende New York.«

Kvindens hvide kødøkse, hendes vold og insisteren på egen smerte, står selvfølgelig i kontrast til det dødsdømte, sorte nabolag. Alligevel svarer digterjeget hende:

»’Jeg prøver at høre dig’ sagde jeg

og brølede min smerte i det tidlige daggry i en by

hvor der er jagtsæson på sorte børn

hvor min værste vuggevise finder sted om og om igen

’Jeg kæmper ikke mod dig’ sagde jeg

’men det er de små dødsfald i rendestenen

der ophæver os alle

og den hvide betjent der skød 10-årige Clifford Glover

affyrede ikke fordi han så en pige.’«

Grafisk udtryk

Clifford Glover blev i 1973 dræbt på gaden i Queens i New York af en politimand, som i et andet af Lordes digte citeres for, at han ikke bemærkede »hans størrelse eller andet/ kun hudfarven«.

Med andre ord: Lordes svar til den (hvide, må man gå ud fra) kvinde, der forsøger at møde hendes smerte på midten er altså: Jeg prøver at høre dig, jeg kæmper ikke imod dig, men kvindekamp er ikke den eneste kamp, der er at kæmpe.

Digtet udgøres altså af skiftende billeder på smerte – kødøksen, de rygende gader – og en dialog om samme smerte – de to kvinders samtale. Det er både en sørgende klagesang over de dræbte sorte børn og et opråb til hvide feminister om forståelse og solidaritet.

Mange af digtene i Der er ingen ærlige digte om døde kvinder er tilsvarende eller endda mere grafiske i deres udtryk. 

»Jeg er fanget i en ørken af rå skudsår

og et dødt barn slæber sit knuste sorte

ansigt ud over kanten af min søvn,« lyder det i digtet »Magt«.

Lordes digte handler meget om smerte – om sorte kvinders smerte, døde børns smerte – og om at få øjnene op for smerten. Som hun skriver i bogens længste og stærkeste digt »Behov: kor med sorte kvindestemmer«:

»Hvor meget af den her sandhed kan jeg bære at se

og stadig leve

uden at leve i blinde?

Hvor meget af den her smerte

kan jeg bruge?«

Revolutionær kraft

Med et kor af sorte kvindestemmer beskriver Lorde, hvordan bestemte grupper i samfundet udsættes for en omfattende og systematisk vold – det, man kunne kalde nekropolitik, at nogle kroppe er forudbestemt til at dø før andre.

Men citatet er også fantastisk, fordi det rummer ønsket om at bruge denne indsigt til at skabe forandring. Digterjeget har set gennem strukturerne, hun forstår smerten, men hvordan og hvor meget af den kan hun bruge?

Der er en åbenlys revolutionær kraft i Lordes digte. Ikke en Stormen på Bastillen-agtig revolutionær kraft, men den type ordenes revolution, der lidt efter lidt forandrer både den, der taler, og dem, der lytter. I hendes digte bliver smerten, sorgen og vreden gjort til redskaber, der kan forandre verden.

Shadi Angelina Bazeghis efterord til digtene er på en mærkelig måde perfekt. I stedet for at gøre, hvad jeg indledningsvist gjorde i denne anmeldelse, nemlig at introducere Audre Lordes liv og værk, går hun direkte til at beskrive, hvordan hendes egen oversættelse af den iranske digter Forough Farrokhzad fra 2013 konstant tilskrives Mette Moestrup (der skrev et efterord til oversættelsen), og hvordan hun på grund af sit ikke danskklingende navn ofte skydes i skoene, at hun bruger udanske formuleringer i sin poesi. Klokkeklare eksempler på den strukturelle racisme, der præger en ikkehvid digters liv i Danmark anno 2019.

Efterordet er skrevet på en vrede, indignation og trang til at forandre, der ligger i direkte forlængelse af den, læseren nu kender fra Audre Lorde. Det er uventet, opløftende og ikke mindst underholdende. Og så er det en måde at sørge for, at Lorde ikke bliver gjort til endnu en forfatter, hvis støvede årstal og info vi også bare selv kunne have fundet frem til via Wikipedia.

I stedet bliver hun gjort til en stemme, der også taler med i vore samtaler om undertrykkelse og uretfærdighed i dag. En uvurderlig stemme, for mig at se, fordi den insisterer på, at det er muligt at ændre verden.

Audre Lorde: ’Der er ingen ærlige digte om døde kvinder’. På dansk ved Shadi Angelina Bazeghi. OVO press. 104 sider, 180 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu