Læsetid: 6 min.

Hvis bare Cirkusrevyen havde krænket os noget mere ...

’Nu kommer vi og krænker jer’, lover skuespillerne i Cirkusrevyen højlydt publikum, og Kerteminderevyens skuespillere understreger, at revyløjerne ikke er ondt ment. Men de to revyer er bedst, når de er skarpe og bidske. Det gælder også deres parodier på de kinesiske pandaer
Pressebillede fra Cirkusrevyen

Pressebillede fra Cirkusrevyen

Henrik Petit

17. juni 2019

»Cirkusrevyen er en kønsneutral og upolitisk revy,« står Lisbet Dahl og hendes kække væbnere og siger til publikum, inden revyen begynder i det legendariske telt på Bakken.

Folk griner forventningsfulde. Er der noget, de ikke vil have i revyen, så er det kønsneutrale og upolitiske ytringer.

Som Ulf Pilgaard siger det, da han er ved at brække sig over de andre skuespilleres pænhed og latterlige høflighed i Adam Prices pirrende indledningsnummer:

»Cirkusrevyen er det eneste sted, hvor man krænker nogen her i landet. Det er simpelthen formålet med teltet«.

Krænkelse er et af årets beske modeord, så selvfølgelig må Cirkusrevyen bruge det og misbruge det, indtil enhver latter er vredet ud af offerordet. Derfor er det også ærgerligt, at Kerteminderevyen indledes med et langt nummer om, at ’det er ikke ondt ment’. For det tager brodden af alt det, der kommer. Også krænkelserne.

Det er netop revyens formål sådan at sætte samfundets store og små begivenheder på spidsen – lige fra foragtelige menneskerettighedsbrud til latterlige dagligdagsmisforståelser.

Det er netop i spændvidden mellem det vigtige og petitesserne, at revyen sprudler bedst.

Satiren som spejl

Ofte er det i revyen, at man finder den skarpeste satire over danske politikere. I 2016, hvor en vis Inger Støjberg bød på lagkage på tvivlsomt grundlag, opstod der straks det ene onde revynummer efter det andet; i Sønderborgrevyen fik samtlige skuespillere faktisk rødhårede parykker på, så fremmedhadet lyste på stribe.

Den slags kan revyen tillade sig. Her udvides ytringsfriheden, netop fordi det blot er en fiktion. En leg med satiren som spejl.

Samtidig er det revyen, der bedst portrætterer danskerne. Når revyen er bedst, fungerer den som et polaroidfoto af vores selvoptagethed. Den indfanger vores skadefro og vores trang til at pille idolerne ned, så snart de træder det mindste forkert.

Groft sagt er Cirkusrevyen ofte gået efter de kendte politikerparodier, mens Kerteminderevyen er gået efter at skildre den helt almindelige dansker.

Cirkusrevyen kører succesen hjem på elegante tekster og en brillant scenografi af Nina Schiøttz, der har gjort videoskærmene mindre og et enkelt forhæng med plastiklameller utrolig fleksibelt på den brede scene i det enorme telt på Bakken – og med et stort orkester, vanligvis med James Price som kapelmester.

Til sammenligning scorer Kerteminderevyen point på charmen og nærheden i den fine, gamle sal på Tornøes Hotel ved havnen – med stegt flæsk og persillesovs som opvarmning — og med Peter Bom som multimusiker i eget enmandsband.

Hvor Cirkusrevyen krænker, så charmer Kerteminderevyen. Gerne i en ublu flirt med øjenkontakt og direkte henvendelse.

I år var det skuespilleren Kasper Gattrup, der så kvinderne i øjnene med jeg-tænder-på-dig-lige-nu-blikket. Det tog kegler i Kerteminde. Ligesom Lisbeth Kjærulffs cowboypige, der egentlig var mere til opera end til lasso. For hun kan forføre både mænd og kvinder med sin sang.

Rasende Leth

Det er en særlig kunst sådan at karikere og parodiere. Det kræver et helt særligt blik og en vild musikalitet.

Ulf Pilgaard er den uforlignelige parodispiller. I år står han med udslået, gråt hår og silketørklæde i rollen som Jørgen Leth i et nummer, der her hedder ’Et rasende menneske’.

Jørgen Leth er vidunderlig at parodiere, fordi hans sprog er så markant, og mange – også uden for revygenren – har prøvet kræfter med den Lethske facon. Men netop Ulf Pilgaard kan efterligne hans diktion, så ordene kommer til at lyde som et sunget digt:

»Jeg er sur nu / Sur som en citron«.

Ja, det tror pokker.

Men Ulf Pilgaard kan også indkapsle typer.

De senere år har han dyrket typen ’det rige svin’, og i år har han selvfølgelig rollen som direktør i Danske Bank. Ulf smiler sit ætsende, hvide smil. Han borer i løgnen og modbydeligheden — og fremstår selv som Danmarks væmmeligste karikaturkomiker. Uforsonlig og rasende ærlig.

Lisbet og Lars

I år er der dog ikke meget globalsatire hverken i Cirkusrevyen eller i Kerteminderevyen, som er to af årets første revyer (foruden Odense Sommerrevy og Sønderborg Sommerrevy).

Det virker nærmest, som om revyforfatterne har mistet modet. Slagkraften og aktualiteten er svækket. Den grønne bølge er ikke nået hverken til Klampenborg eller Kerteminde. Ikke engang en Greta Thunberg-parodi er det blevet til.

I Cirkusrevyen er de vanlige tekstforfattere Carl Erik Sørensen og Vase & Fuglsang heftigt suppleret med Jan Svarrer, Adam Price og Niels Olsen. Alligevel udebliver de voldsomme politikerkarikaturer.

Lisbet Dahls iscenesættelse er også lidt mere abrupt, end den plejer – med René Vinthers dansenumre som løsgængeragtige bensvingernumre for det lækre danseensemble – og Lise Baastrup mangler et hovednummer, hun kan stråle i.

’Kaddeminde’-revyens instruktør Martin Miehe-Renard har til gengæld skabt en flot samhørighed mellem numrene, fint hjulpet af Anders Vesterholms opfindsomme scenografi, der kun består af muntert koblede vandrør med blinkende lygter.

Men her er størstedelen af teksterne skrevet af skuespillerne selv med Kasper Gattrup i spidsen. Særligt et nummer om Kertemindes gamle FAF-silo på havnen er godt grebet ud af lokalmiljøet.

Okay, selvfølgelig kan Lisbet Dahl ikke slippe for at spille Lars Løkke Rasmussen. Hun har specialiseret sig i at følge ham – altid iklædt jakkesæt med stive arme. Hendes figur er blevet tilpasset Løkkes korpus fra år til år, og både puden på maven og hårlinjen er nøje justeret.

I år er sketchen ultrakort. På ’Tingelingelater’-sangen marcherer denne Løkke ind:

»Se til højre, se til venstre …« 

Og så forsvinder han ellers igen. Nedad.

Nej tak til Paludan

Folketingsvalget bliver ikke nævnt. Men Rasmus Paludan opstår et enkelt splitsekund i Henrik Lykkegaards eget nummer ’En lille grim mand’ på Bakken. Her kan man tale om en krænkelseshistorie:

»Mit navn er Rasmus Paludan, danernes befrier / Og nu skal alle danskere høre, hvad jeg siger,« lyder det fra Henrik Lykkegaard. Men nej.

Her får manden ikke taletid — og slet ikke politibevogtning — for straks flyver der en nedrivningskugle gennem rummet og torpederer ham, mens en kvindestemme høfligt siger »Nej tak!«. Så er der ikke mere at sige om den mand.

Det er i det hele taget Henrik Lykkegaard, som tager sig af det politiske, både som tekstforfatter og skuespiller. Da han træder ind som kvindelig premierminister iført nydelig, blå spadseredragt og perleøreringe, får Theresa May endnu mere at bekymre sig over.

For det er blevet May Day for Brexit-dronningen, der her giver den som afgående ’Dancing Queen’.

Nye ansigter

Ellers er det faktisk de to nye skuespillere, der imponerer mest.

Det er Cirkusrevyens nye skuespiller, Karsten Jansfort, der lyser mest op. Han er en garvet revyspiller, der har over 30 revyer på bagen, men han har ikke før spillet med på Bakken. Han har frækhed og en timing, som virkelig brænder igennem i teltet – og en flabethed, som ikke er bange for publikums tilråb.

I Kerteminderevyen er det revydebutanten Anette Støvelbæk, der som smækker engel med slidte vinger og bikertøsstøvler krudter revyen gevaldigt op.

Hun kan virkelig skabe en karakter på et splitsekund. Når hun sammen med den elskelige og altid uforudsigelige Gordon Kennedy spiller en liderlig kvinde på et onenightstand, får hun publikum til at skrige af grin. For hun har ikke helt regnet med, at et samtykke til sex kræver underskrifter i SÅ mange kopier ...

Desuden er Anette Støvelbæks Britta Nielsen-parodi med nyfarvet paryk lige så effektiv som Lisbet Dahls.

Pandabid

Det kan godt være, at Cirkusrevyen og Kerteminderevyen er vidt forskellige. Men de har i hvert fald én ting til fælles her i 2019: de kinesiske pandaer. Satiren er selvfølgelig oplagt som en udlevering af naiv dansk udenrigspolitik – henholdsvis skrevet af Adam Price og Martin Miehe-Renard.

Men den er også en skøn lejlighed for kostumedesignerne Michael Nøhr og Vibeke Valeur til at skabe pandakostumer med høj nuttethedsfaktor. Så der ruller pandaer rundt i begge revyer – selvfølgelig udsendt med en højere politisk dagsorden og med herlige hånsord om danskerne.

Det er dog Kerteminderevyen, der har mest bid i sit pandanummer, ikke mindst fordi den kommer med et nyt bud på det mest oplagte danske ikon, der kan matche pandaerne som symbolsk gave.

I Cirkusrevyen koncentrerer pandaerne sig mest om at gnaske sig gennem nogle seje bambuspinde.

»Nu kommer vi og krænker jer,« lovede skuespillerne ellers i Cirkusrevyen. Gid de dog havde gjort det.

Cirkusrevyen 2019. Instruktion: Lisbet Dahl. Kapelmester: James Price. Koreografi: René Vinther. Scenografi: Nina Schiøttz. Kostumier: Michael Nøhr. Teltet på Bakken til 31. august 2019 samt Aalborg Kongres & Kultur Center 5.-8. september 2019.

Kerteminderevyen 2019. Instruktion: Martin Miehe-Renard. Musik: Peter Bom. Scenografi: Anders Vesterholm. Kostumer: Vibeke Valeur. Tornøes Hotel i Kerteminde til 6. juli 2019.

Øvrige revyer: Se www.revydanmark.dk

Lisbeth Dahl gør sig klar til sit Lars Løkke-nummer i pausen. Hun er både skuespiller og instruktør på Cirkusrevyen, som er Danmarks suverænt største revy.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Nina Højland
  • Henning Kjær
Katrine Damm, Nina Højland og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Revyer kan ikke være skarpe og bidske. Det ville være at bide den hånd, der fodrede dem. Hvad de derimod kan foregøgle, er at være så tilpas bidske, at publikum bliver forført derved og tilfredsstillet i intetlandet mellem følgagtig humor og forsigtig giftighed.