Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bevægende eventyrrejse gennem et Danmark dækket af affald

Danskerne er klimaflygtninge i en bog om en eventyrlig rejse og et venskabs jernknusende kærlighed
Kultur
7. juni 2019

Jeg gjorde det, man selvfølgelig ikke må, da jeg i januar modtog et eksemplar af Adam O’s Den rustne verden – flugten fra Danmark. Jeg dømte bogen på dens omslag, og derfor lagde jeg den i første omgang til side og anmelder den altså nu fem måneder efter dens udgivelse.

Der er intet ved det klassisk tegnede science fiction-omslag, der indikerer, at et kapitel i denne bog ville få mig til at græde i en sådan grad, at jeg måtte holde en pause i højtlæsningen for min ligeledes grædende 10-årige datter, så jeg kunne samle mig lidt, før jeg læste kapitlet færdigt, grådkvalt, på kanten af hulkende.

Jeg erindrer ikke at have haft den oplevelse med andre børneromaner ud over med Jonatans død i Brødrene Løvehjerte, og Dobbys død i Harry Potter og Dødsregalierne.

Som vi har lært i den netop afsluttede serie om gråd, som kulturredaktionen har været dykket ned i de seneste uger, så er det ikke nødvendigvis et kvalitetstegn, at et værk sprænger tårekanalernes dæmninger. Men lad mig være tydelig: Det er det i tilfældet med Adam O’s Den rustne verden – Flugten fra Danmark.

Adam O’s ´Den rustne verden – flugten fra Danmark´.

De fire søskende Lærke, Peter, Bowie og Ramona bor på Grønland sammen med deres forældre i et dystopisk fremtidigt samfund, hvor det har været nødvendigt at flytte en hel befolkning fra Danmark til den yderste del af rigsfællesskabet. Danskerne er klimaflygtninge, der nu lever under en gigantisk kuppel af plexiglas for at kunne trække vejret.

Danmark er reduceret til en losseplads og befolkes af skrottede robotter. Hav, bælter og kanaler er supper af duvende plastik. Her i dette mareridtsmoderland styrter børnene ned i et fly på vej til Malmø, hvor de skulle holde sommerferie hos deres bedstefar.

Børnene, den yngste går i 0. den ældste i 8., kravler ud af flyvraget i det, som bogormen Peter finder ud af er Aarhus. Handlekraftigt og konstaterende begiver de sig afsted på gåben mod Malmø. Der er ikke andet at gøre.

På rejsen genopdager de det Danmark, de har aldrig selv har kendt, men har læst og hørt deres bedstefar fortælle om. Ikoniske bygninger og byers særkender gemmer sig under vedbend eller affaldsbjerge. Ubemandede fly kommer dagligt svævende og tømmer en ladning affald ned over landskabet, der er inddelt i såkaldte nedkastningszoner.

Skrot

I en af disse møder de en kasseret robot, der efter at have tjent som minerobot på månen er blevet kasseret og dumpet i Danmark sammen med mange andre udtjente maskiner. ’Skrot’ står der malet hen over robottens mund og ansigt. Den totale umenneskeliggørelse af en robot, der viser sig at være mere menneskelig end de fleste voksne i den rustne verden.

I sin ensomhed har han samlet en lille flok snegle, som han forsigtigt passer og plejer og kalder sine venner. Børnene kalder ham Skrot. Det ord, som de voksne, der kasserede ham, brugte til at affærdige ham som individ med, tager børnene magten over og giver ham som navn, som værdighed, i stedet.

Han bærer børnene på sine skuldre på deres rejse over affaldsbjergene mod Malmø.

Adam O er oprindeligt tegneserietegner, og har selv lavet de spændende, klassiske tegneserieagtige illustrationer, som man kan gå på opdagelse i mellem kapitlerne. Men bogen er først og fremmest en imponerende debut som forfatter.

Velskrevet: Adam O bruger ordet duver om plastikhavet, et dejligt, varmt, men også urovækkende ord, der har noget både smukt og roligt, men også noget ustoppeligt, noget naturligt insisterende over sig. En uanfægtet bevægelse.

Velstruktureret: Rejsen gennem Danmark er en perfekt ramme for fortællingen om en søskendeflok, der rejser sig og går fra den forløjede tilværelse, som deres forældre havde skabt for dem, og ind i virkeligheden.

Velfortalt: Venskabet med den milde, fåmælte jernkæmpe vokser støt, men stille, til det umærkeligt får den størrelse, der kan knuse jern. Det er klart, at mange hilsner skal sendes til Ted Hughes’ The Iron Man fra 1968, der i 1999 blev filmatiseret med titlen The Iron Giant (På dansk Drengen og jernkæmpen), men Skrot og børnenes historie er alligevel deres helt egen.

Klimaproblematikken, som fylder meget i børnelitteraturen lige nu, er selvfølgelig det tematiske udgangspunkt, men Den rustne verden er ikke bare endnu en bog i en aktivistisk tendens. Dens fortælling har potentialet til at blive til en del af en hel generation af børns fælles hukommelse. Den vil ligge og duve i bevidstheden, så dens bevægelse en gang imellem vil skubbe mindet frem og huske på første gang, man læste historien om Lærke, Peter, Bowie, Ramona og deres ven, jernkæmpen Skrot.

Adam O: ’Den rustne verden. Flugten fra Danmark’. Første del af en planlagt trilogi. Høst & Søn. 161 sider. 199,95 kroner.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her