Læsetid: 6 min.

’Big Little Lies’ er ’Desperate Housewives’, hvis den var blevet instrueret af Ingmar Bergman i Californien

Der er et bergmansk blik for rådne relationer i skildringen af de fire mødre i HBO’s dramaserie ’Big Little Lies’. Mændene er reduceret til statister i infernoet af smudsige intriger i den stilistisk overlegne serie. Nu i anden sæson
Big Little Lies er kvindernes serie, den er stopfyldt med komplekse kvindeportrætter.

Big Little Lies er kvindernes serie, den er stopfyldt med komplekse kvindeportrætter.

HBO Nordic

18. juni 2019

Wellnessidyllen, helikopterforældrene og Tesla-bilernes moralmarkør er bare salgslak, og det dækker over et inferno af smudsige relationer i HBO’s fremragende Big Little Lies.

Underneden gemmer sig den underverden af vridende, slimede orme, som David Lynch så bogstaveligt viste os nede under white picket fence-forstadshyggen i indledningen til Blue Velvet.

Men Big Little Lies er ikke en lynchiansk tv-serie. Den er Desperate Housewives, hvis den var blevet instrueret af Ingmar Bergman i tvangseksil i Californien. Det er Bergmans blik for rådne relationer, hans nådesløse undersøgelse af vores følelsers dybeste register, som udfolder sin ustoppelige logik her.

Samtidig er Big Little Lies også en morsom ode til modne kvinder, til husmødre, der keder sig, og som for at slå tiden og skuffelsen ihjel mæsker sig i intriger. Som om Woody Allen var blevet opfostret i en sæbeopera.

De tæsker folk med venlighed

Lad os lige tage den fra starten. Sæson ét, episode ét.

Vi er i Monterey, Californien. Hovedpersonerne er fire mødre. Den betragteligt fattigere Jane – hun kører Prius, ikke Tesla – er en enlig mor, der ankommer til byen med sin lille søn og flytter ind i en beskeden lejlighed med udsigt til en verden af solskin, rigdom, design og mondænt camoufleret præstationsræs. Jane (spillet af Shailene Woodley) kender ikke sit barns far, men hun er blevet voldtaget af ham – og han hjemsøger hendes mareridt i så voldsom grad, at hun sover med en ladt pistol under puden.

Hun kommer i berøring med de lokale rige kvinder, fordi hendes søn starter i første klasse med deres børn.

»Vi tæsker folk med venlighed,« joker en af dem, Madeline.

Det er sandt. Og man har ikke et rigtigt job, hvis ikke man tjener over 150.000 dollar.

Madeline tager varmt og energisk imod Jane. Hun tiltrækkes af skadede mennesker, mener hendes mand, Ed, som hun har en datter samt en datter fra et tidligere forhold med – alt imens hun forsøger at fortrænge en affære med en teaterinstruktør.

Der er den sarte Celeste, der har tvillingesønner med sin mand, Perry, der har det med at tæve hende. Og der er powerdynamoen Renata, som har en datter med Gordon. Det gør ikke Renata mindre giftig som overbeskyttende, hyperambitiøs kamikazemor med rundsave på albuerne, at hendes datter mobbes.

Alle folk har hemmeligheder, det ved du godt, kære læser. Men i Monterey er nogle af dem decideret usunde. Nogle af hovedpersonerne taler med psykologen om dem (tilsyneladende er der kun én af dem i byen), andre bærer på dem, indtil de eksploderer.

Og det går galt i slutningen af sæson ét. Det får vi – lidt klodset – allerede at vide i første afsnit, der fortæller om en nutid med politiblink, indhegnet crime scene og chokerede mennesker. Altså er hele sæson ét ét langt flashback. Det er sæson to ikke, den starter, hvor sæson ét slap.

Dumper omvendt Bechdel-test

Big Little Lies er kvindernes serie, den er stopfyldt med komplekse kvindeportrætter. Og med sværvægtere som Reese Witherspoon (som Madeleine), Nicole Kidman (som Celeste), Laura Dern (som Renata) og i sæson to også Meryl Streep (som Celestes svigermor) er den også domineret af kvinder på skuespillersiden.

Mændene tager bagsædet med skarpe, men langt mindre etablerede skuespillere som Alexander Skarsgård og Adam Paul Scott.

Ja, der er episoder af serien, der ikke ville bestå nogen mandlig Bechdel-test – den hvor man oprindeligt tjekkede, om kvinder havde egentlige roller i en film – eller om de bare var staffage omkring mændene. Den test ville Big Little Lies dumpe, hvis den handlede om manderoller. Det er en ironi, som serieskaberne givetvis er bevidste om.

Børn som gidsler

Monterey ligger ud til havet, og bølgerne og brændingen og oceanets bevægelser er et genkommende motiv. Druknedød i følelserne, men også mulighed.

HBO Nordic

»Det store ukendte. Det er, hvad havet er,« siger Madeline.

Det er mennesker, der ikke kan bunde, de er i deres følelsers vold. Voksne mennesker, der tager deres børn som gidsler i deres interne kampe eller pacer dem til at realisere de drømme, de fik knust. Og teenagedatteren er blevet fornuftens stemme.

Serien undersøger de forkerte, forbudte følelser. Janes angst for, at der er noget, hun ikke forstår i sin søn – at han er dæmonisk, har arvet sin fars anlæg for vold. Celestes seksuelle ophidselse over volden eller i hvert fald den hårde sex, der følger volden.

Musikken spiller en aktiv rolle. Den udfrier Jane – midlertidigt – når hun lytter til alternativ rock og Martha Wainwrights »Bloody Mother Fucking Asshole« i hovedtelefonerne på joggingturene væk fra alt.

Kvinderne synger med på Fleetwood Macs breakup-sang »Dreams« og drømmer sig væk til en bedre partner. Der er Cowboy Junkies’ midnatsblå overgivelse til længslen. Og der er drømmelignende sekvenser, hvor Jeffersons »White Rabbit« gør barndommen til et syretrip, eller hvor et lillebitte klip af musik fungerer som chokeffekt.

Og så er der Madelines seksårige datter, der ynder at sætte smertende soulsange på, når den skævvredne familie skal have aftensmad.

Det er musik, der i tekst og lyd beskriver følelser, men som også er et lyddesign til den på overfladen overskudsagtige og underneden underskudsramte wellnesskoloni. Hvor følelsernes vold efterlader blå mærker på supervelstillede sjæle. Skønne sange om grimme følelser.

Endnu et lag komplikationer

Den canadiske instruktør Jean-Marc Vallée, der tidligere har glimret med filmen Dallas Buyers Club og efterfølgende med HBO-serien Sharper Objects, har her udviklet en teknik, hvor erindringen hele tiden bryder ind i nutiden.

Ultrakorte hukommelsesbilleder klippes ind – som lynglimt på den indre nethinde – og rapporterer fra personernes indre. At de har dæmoner, traumer, begær, at ingen kun er den, de hævder at være.

Det er en fortælleteknik, som engelske Andrea Arnold overtager i anden sæson. Hun har tidligere lavet fremragende film som Fish Tank og American Honey samt afsnit af tv-serien Transparent. Hun er en mindre formmæssigt flashy instruktør, især når det kommer til musikken. Men hun svinger til gengæld en skalpel, der skærer dybere. Et skarpere blik for de langsigtede konsekvenser af fornægtelse, passiv aggressivitet, skæve relationer, løgnene. Og det er med hende ved roret (og Vallée som executive producer), at serien for alvor tipper mod Bergman.

Det er også i sæson to, med Perrys mor, at Meryl Streep kommer ind i serien som den sygeligt observante og manipulerende Mary Louise. Ja, bedsteforældregenerationen træder i det hele taget ind i sæson to, og med den følger naturligvis endnu et lag komplikationer.

HBO Nordic

Radioaktiv feminitet

Giftig maskulinitet er naturligvis et tema, men det er radioaktiv feminitet og usundt moderskab – nu også fra bedstegenerationen – også.

Som den magtesløse rektor siger i sæson to (og det fortjener ikke at blive oversat) »I told you the second grade mothers ... they’re Shakespearean«. Det skal her forstås i betydningen at de er magtmanipulatoriske til op over begge ører.

Og disse mødre er stadig skuffede over deres liv i sæson to. Madeline skal forsøge at holde en opbyggelig tale for forældrene på skolen, men i stedet går der hul på bylden:

»Vi lyver for vores børn,« siger hun.

»Vi fortæller vores børn at det nok skal gå. Vi fortæller os selv, at det nok skal gå. Men det gør det ikke.«

’Big Little Lies’. Instruktion: Jean-Marc Vallée (sæson ét) + Andrea Arnold (sæson to). Manuskript: David E. Kelley. Fotografi: Yves Belanger (sæson ét) + Jim Frohna (sæson to). Sæson to er i gang på HBO Nordic nu. Anmeldelsen baserer sig på sæson ét samt tre første afsnit af sæson to.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu