Bo Lidegaards bog om store danske advokater er spild af talent

Bo Lidegaard har spredt glæde i store læserkredse med sine fremragende formidlinger af nyere tids historie: Tobindsværket om Jens Otto Krag og de indlevelsesfulde skildringer af de to markante danske diplomater i USA: Henrik Kauffmann og Povl Bang-Jensen. Nu hvor Lidegaard ikke længere skal beflitte sig med de daglige ærgrelser ved at være chefredaktør på dagbladet Politiken, kunne man håbe, at han ville kaste sine kræfter ind i en ny stor levnedsskildring – som opfølgning af de to diplomatbiografier, f.eks. et værk om FN’s antageligt myrdede svenske FN-generalsekretær Dag Hammarskjöld.

Men æv! Hvad lader Lidegaard sig friste af? 100-års-jubilæet for Advokatsamfundet – en ved lov oprettet organisation, hvis medlemmer udgøres af alle landets beskikkede advokater.

Det jubilæum fejrer Lidegaards bog med ti installationer: Seks portrætter af afdøde advokater, der har præget nyere tids danmarkshistorie, og fire samtaler med nulevende advokater i magtfulde positioner.

Om de fire sidstnævnte installationer kan det siges, at de nærmest har præg af avisinterview og efter denne anmelders opfattelse burde være forblevet i det format. Der er ikke i de ytrede ord en vægt, der fortjener at blive strøet over Gyldendals glittede papir.

Men så da de seks historiske portrætter – Lidegaards force?

Det nedslående svar er, at de er for tynde, for summariske og for megen genfortælling af allerede formidlet stof.

Ubesindig sagfører

Den første portrætterede er højesteretssagfører Otto Liebe, der i 1920 som Kong Christian X’s personlige juridiske rådgiver var tilstrækkeligt politisk naiv til at påtage sig rollen som ny statsminister, efter at kongen i vrede over den radikale regerings manglende lyst til at annektere tyske områder med tysksindet stemmeflertal havde afskediget statsminister Carl Th. Zahle – skønt denne stadig havde et flertal bag sig i Folketinget.

Ubesindigt af kongen. Og ubesindigt, at Otto Liebe ikke snarere rådede kongen til at forsone sig med folketingsflertallet.

Inden læseren er kommet så vidt i dramaet, har læseren måttet udholde en ulideligt snobbet tekstformulering, nemlig: »Men unge Otto var ikke for ingenting søn af en af Københavns fine højesteretsadvokater.« Helt alvorligt, Bo Lidegaard, det er vist ikke godt for dig at omgås Advokatsamfundet.

Bo Lidegaard: Lovord – 10 advokater i 100 års danmarkshistorie.

Saxo

Godt er det heller ikke, når Lidegaard skriver om majestætens endelige besindelse, der redder monarkiet: »I et inspireret øjeblik spillede den kongelige intuition ind, eller var det et igennem tusind år nedarvet overlevelsesgen?«

Måske Lidegaards næste bogudgivelse vil være en særlig kongelig arvelighedslære – hvor anlægget for politisk sans forstærkes fra slægtled til slægtled.

Rent ud ærgerligt er det, at Lidegaard ikke følger op på den tråd, han selv lægger ud til de skumle kræfter, der havde manipuleret kongen ud i statskuppet. Lidegaard nævner Venstre-lederen I.C. Christensen og erhvervsfyrsten H.N. Andersen – men søger ikke at trække skurkene frem.

Og en sidste sur bemærkning til afsnittet om Liebe: Det er ubegribeligt, at Lidegaard ikke i litteraturhenvisningerne til afsnittet nævner hovedværket, historikeren Tage Kaarsteds Påskekrisen 1920. Fy, Lidegaard!

Spritdom

I afsnittet om den kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen (1903-78) er det formentlig korrekt, når Bo Lidegaard konstaterer, at det var hadet til den bestående samfundsorden, der var Madsens næsten uudtømmelige drivkraft – og som gjorde ham aldeles blind for rædslerne ved det stalinistiske styre, som Madsen advokerede for. Men man savner i fremstillingen en nærmere omtale af den spritdom, som i 1946 satte en stopper for Carl Madsens virke som særdeles blodtørstig statsadvokat i retsopgøret efter Besættelsen. Hos ganske mange i samtiden var det indtrykket, at spritdommen gav kraftig yderligere næring til Madsens had til justitsvæsenet.

Afsnittet om Fremskridtspartiets stifter, advokat Mogens Glistrup, bringer intet nyt stof frem, men opleves som en noget blodfattig genfortælling af en umådeligt kompliceret – og vist også selvdestruktiv – karakter. Heller ikke her går læseren fri for floskler, når Bo Lidegaard om straffesagen mod Glistrup skriver:

»Kernen i sagen, der var så indviklet, at selv hærdede skattefolk blegnede …« Jo tak, vi kender den fra formiddagspressens mordreportager: »Selv garvede politibetjente er rystede …«.

Man må håbe, at det kun er lejlighedsvist, at Bo Lidegaard vil optræde som lejlighedshistoriker, og at han snarest vil vende tilbage til at føle sig forpligtet af sit talent.

Bo Lidegaard: Lovord – 10 advokater i 100 års danmarkshistorie, 227 sider, ill., 300 kr. Gyldendal