Læsetid: 4 min.

Danmark som harskt smørhul

Med stykker om soldater, Afghanistan og Danmark som harskt smørhul udvider en af sin generations vigtigste forfattere sit virkefelt
14. juni 2019

De er ikke helt genkendelige som dramatik, de tre stykker, der er optrykt i Til mine brødre – og andre tekster, Peter-Clement Woetmanns (f. 1985) nye bog. Der er ikke rigtigt roller og replikker i dem, knap nok regibemærkninger.

De kan, som der står i en kort indledning, »spilles af et frit antal personer«. Mens man læser dem, sidder man ikke og tænker på, hvordan de mon kunne realiseres på scenen. De føles mere som tekstcollager, eller som korstykker uden melodi, lyrisk springende monologer for et ubestemt antal stemmer – snarere end skikkelser. Der er ikke rigtig dialog i teksterne, ikke øjeblikke, hvor en skikkelse reagerer på en andens ord og handlinger i et dramatisk rum.

Men, altså, alle tre stykker – »Til mine brødre«, »Den sidste bølge« og »Lav sol« – er faktisk blevet opført på Aarhus Teater, mens Woetmann var husdramatiker på stedet fra 2015 til 2018. Jeg har ikke selv set resultatet. Skal man tro anmelderne var det en blandet landhandel. Åbenbart var det svært at få bakset ordene ned i scenerummets lille firkant.

Messende sprog

Som bog er det noget andet. Især den første teksts glid gennem krigen i Afghanistan er helt umanerligt stærk. Uden at fortælle en egentlig historie bevæger dens sytten tekststykker sig fra et stemningsfuldt Danmark over argumenterne for krigen og videre og afsted med de udsendte soldater og deres sammenbrud og hjemkomst, indtil de toner ud i et mareridt at PTSD, kunstige kropsdele og visioner om fremtidens krigsformer.

Peter-Clement Woetmann: ’Til mine brødre’.

Det er vildt, hvordan Woetmann kan bruge det samme, renfærdigt messende sprog til både at skrive sig ind under huden på Danmark som en krakeleret idyl – og ud i et voldsomt, profetisk sortsyn. Og det er vildt, hvordan hans sætninger glider fra krigen og verdenshistorien og ned i kroppenes hverdag, deres fortroligste, ordløse stemninger. Sådan her lyder det første afsnit, en messende monolog for en stemme, der vil tale om sin bror, som er blevet soldat:

»Jeg sad ved siden af min bror i vores stue og så World Trade Center styrte i grus.
Jeg tænker på min bror, at han efter vores forældres skilsmisse blev ved med at kradse hul i sin hud.
Jeg tænker på uroen, på min far, der smadrer entrédøren af glas, fordi han ikke længere har nogen bund.
Jeg tænker på familien som et rum uden for samfundet.
Når man lå i vores sommerhus kunne man altid høre havet. Vi sov i et rum med fire senge. Der kunne være en varm lykke i de somre. Som om solens glitren gled ind i vores hud.«

Det er en så smertelig erindring, på én gang lykkelig og ulykkelig. Og også smertelig, fordi det måske er den samme bror, der hen mod slutningen tiltales af en ubestemt stemme, måske sig selv, mens han ligger sønderskudt på Rigshospitalet og er ødelagt af krigen. Det begynder sådan her:

»Hvordan har du det? Syrner det i dit indre?
Kravler dine tanker fra skygge til skygge til hvad?
Stivner dine kærtegn også om natten?«

Og så fortsætter det videre hen over flere sider, men det første billede er egentlig nok. Med en nærmest dynamitagtig styrke rammer det fornemmelsen af langsomt af gå til i en stilhed, man ikke længere kan leve i. Det er, igen, evnen til med et enkelt sprog og klare billeder at gøre historien kropsligt nærværende, at trække tråde fra dansk udenrigspolitik til indvolde, der knuger sig sammen.

I et dansk smørhul

Der er den samme sproglige messen i de to andre stykker i Til mine brødre, og der er også i dem smukke og voldsomme øjeblikke. Men deres emner føles mindre påtrængende, mere som tankeeksperimenter, udtænkte og skematiske. I »Den sidste bølge«, det mest drama-agtige af de tre tekster, er Samuel og Sarah svagt optegnet som et ungt, veluddannet, kreativt og velstående ægtepar.

De lever et liv uden rigtig glæde midt i et dansk smørhul, der langsomt bliver harskt. Deres tanker om fattige børnearbejdere og klimaforandringer giver dem, nå ja, stress. Så rejser Samuel til det velregulerede, ensomme Mars, hvor en venlig og tyrannisk stemme herser med ham.

Men han er også ulykkelig der. Det er meget forudsigeligt, nærmest klichéfyldt (Sarah og Samuels fælles kampråb er: »Forbruget er stadig lyspunktet«), også selv om teksten i visionære glimt er virkelig stærk. Her taler Sarah til slut om Mars:

»Først kan du mærke strålingen tykne i dit blod. Cellerne deler sig og samler sig i store knuder. Først er det bare tørsten. Så er det perspektivet der forskydes på grund af tyngdekraften.«

Det sidste stykke, »Lav sol«, føles som en abstrakt meditation over længslen efter at slippe verden og dens besværligheder til fordel for et liv i det virtuelle, som så både er helt ensomt og helt kollektivt. Også det stykke er fuld af vilde formuleringer, men på en underligt uforankret måde. Selv regibemærkningerne bliver til regndråber, der glider ned af siderne – og består i øvrigt mest af ordet »Stilhed«.

Uanset hvad: Hos Peter-Clement Woetmann er det generelt sådan, at det lyriske ikke er orienteret mod øjeblikket. Hans arbejde med gentagelser, situationer og forskydninger skriver snarere bevægelser frem, der har mere tilfælles med filmens zoombevægelser og de måder, stemninger kan glide rundt i ens indre på, end de har med klassiske fortællinger.

Det arbejde kræver større former. Sådan var det i hans sidste digtsamling Bag bakkerne kysten, og sådan er det også med denne bog, hvor abstrakt drama og poetisk intensitet gnubber sig op ad hinanden, og hvor en politisk litteratur bliver nærmest uhørt stemningsfuld. En af sin generations vigtigste digtere udvider sit virkefelt.

Peter-Clement Woetmann: ’Til mine brødre’. Forlaget Arena 2019, 136 sider, 180 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu