Læsetid: 5 min.

Derfor bliver der skrevet så lidt god litteratur om klimakrisen

Den indiske forfatter Amitav Ghosh formidable essay ’The Great Derangement’ fra 2015 afdækker, hvorfor klimakrisen også er en krise for vores forestillingsevne og fælles fantasi
Den litterære fortælling om katastrofer, oversvømmelser, orkaner og tørke skal være psykologisk, hvis den skal anses for lødig, moderne litteratur, mener den indiske forfatter Amitav Ghosh. Men sådan har det ikke altid været. Engang skrev man om, hvordan naturkræfter brød ind i vores tilværelse og ændrede vores skæbne. Dengang hed det ’gotik’, ’romance’ eller ’melodrama’, men i dag kaldes det for ’fantasy’, ’horror’ eller ’science fiction’ – former for litteratur, der ikke vinder store priser og anerkendes som fin kunst. Her er vi i øvrigt ved et nedbrændt kvarter i Paradise, California, efter en skovbrand i 2018.

Den litterære fortælling om katastrofer, oversvømmelser, orkaner og tørke skal være psykologisk, hvis den skal anses for lødig, moderne litteratur, mener den indiske forfatter Amitav Ghosh. Men sådan har det ikke altid været. Engang skrev man om, hvordan naturkræfter brød ind i vores tilværelse og ændrede vores skæbne. Dengang hed det ’gotik’, ’romance’ eller ’melodrama’, men i dag kaldes det for ’fantasy’, ’horror’ eller ’science fiction’ – former for litteratur, der ikke vinder store priser og anerkendes som fin kunst. Her er vi i øvrigt ved et nedbrændt kvarter i Paradise, California, efter en skovbrand i 2018.

Josh Edelson

20. juni 2019

Man kan, hvis man oplever noget virkeligt usædvanligt, blive tvunget til at tie stille om det. Det utrolige er jo det, ingen vil tro på. Som Per Højholt har skrevet:

»Hvem har ikke, ansigt til ansigt med venners vantro smil, løjet og er først så blevet troet?«

Det er en iagttagelse af et socialt vilkår: Vi er moderne og rationelle, vi tror ikke på ufoer, mirakler og guddommelig indgriben i verden. Og når vi oplever det mirakuløse, kan vi ikke fortælle om det uden at træde ud af vores moderne verdensbillede og risikere at blive regnet for tosser.

Men Højholts spørgsmål er også en refleksion over moderne litteratur. Den anerkendte finlitteratur, som vi kalder moderne eller modernistisk, har et bestemt verdensbillede som sin forudsætning: Det er menneskene, som handler og skaber historien, og naturen er den passive, mekaniske omverden.

Dramaet, de komplicerede sammenstød og de tragiske konflikter, er inde i mennesket og mellem menneskene. Det er os, som er de interessante i den moderne litteratur. Naturen derimod er flad og forudsigelig, ordnet og kedelig. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Lars Koch
  • Troels Holm
  • Dina Hald
  • Ejvind Larsen
Alvin Jensen, Lars Koch, Troels Holm, Dina Hald og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

God artikel, men hvorfor bliver der skrevet og rapporteret så lidt fra krisen i fuldt flor, hvis ikke lige det er højt industrialiseret vestligt land der rammes?
Tørken i Indien, hunger i Afrika, er forsmag på hvad der venter os alle, mangel på basale nødvendigheder. En ærlig reportage fra disse katastrofer i realtime kunne nok vække os af vores "går nok" naivitet.
Litteraturen skal nok komme. Der er kommende forfattere, der har klimakrisen med i bagagen og kan skrive den ind i litteraturen.

"Det er os, som er de interessante i den moderne litteratur. Naturen derimod er flad og forudsigelig, ordnet og kedelig", skriver Rune Lykkeberg i sin omtale af Amitav Ghosh's bog.
Jeg er bange for, at det er endnu værre: Naturen er mindre end forudsigelig og kedelig, den er ukendt og fremmed! Den kan derfor ikke bruges som reference eller henvises til i et fælles sprog. 

Måske vores abstrakte, kulturelle begreb for natur, som modstilling til kultur, er fælles gods. Men de konkrete, håndgribelige detaljer i naturen, dens arter, specifikke dyr og planter, avancerede processer og sammenhænge, det regnes alt sammen for specialistviden. Det dominerende flertal er økologiske analfabeter, hvis påståede naturglæde er forbeholdt nogle få typer pæne landskaber, nuttede dyr og solnedgange.

Hvis du kender mere end 7 fuglearter og kan kende forskel på en gråspurv og en skovspurv, bliver du automatisk regnet for en nørd. Hvis du kender navnene på en håndfuld sommerfugle eller guldsmede er du en særling.

Omvendt regnes du også som lidt sær, hvis du ikke kender navnene på tidens hotte skuespillere, popstjerner, politikere, mobilmodeller og TV-serier.

Det er ret enkelt: Hvis du vil læses af en bredere kreds, må du skrive om det, alle ved noget om: menneskelivets dramatiske følelser, skånselsløse magtkampe og fantastiske frembringelser og præstationer.

Hvordan kan man formidle alvoren i savnet af hedepletvinge eller tvepibet lobelie, når ingen "normale" læsere har nogen anelse om, hvad det er?

Nå, min pessimisme handler nok mest om masseuddøen og ødelæggelse af naturbiotoper. Som Peter Knap skriver, skal forfatterne nok vide at være på pletten, når klimaforstyrrelserne rammer vestens storbyer og deres forsyning med mad og drikkevand.

lars søgaard-jensen, Elisabeth Christiani, Casper Cordes, Alvin Jensen og Lars Koch anbefalede denne kommentar
Elisabeth Christiani

Ja når du ikke er med på tur i fjorden Så ser vi ikke noget! - Hvad? Jo Hvor ved du det fra? Slå det op! Det var tankevækkende, for nørdet med Digesvaler, Isfugl fjordene blir kantet af siv og grøde vokser i rå mængder - Kom før det er for sent. Spar flybilletten.