Derfor bliver der skrevet så lidt god litteratur om klimakrisen

Man kan, hvis man oplever noget virkeligt usædvanligt, blive tvunget til at tie stille om det. Det utrolige er jo det, ingen vil tro på. Som Per Højholt har skrevet:

»Hvem har ikke, ansigt til ansigt med venners vantro smil, løjet og er først så blevet troet?«

Det er en iagttagelse af et socialt vilkår: Vi er moderne og rationelle, vi tror ikke på ufoer, mirakler og guddommelig indgriben i verden. Og når vi oplever det mirakuløse, kan vi ikke fortælle om det uden at træde ud af vores moderne verdensbillede og risikere at blive regnet for tosser.

Men Højholts spørgsmål er også en refleksion over moderne litteratur. Den anerkendte finlitteratur, som vi kalder moderne eller modernistisk, har et bestemt verdensbillede som sin forudsætning: Det er menneskene, som handler og skaber historien, og naturen er den passive, mekaniske omverden.

Dramaet, de komplicerede sammenstød og de tragiske konflikter, er inde i mennesket og mellem menneskene. Det er os, som er de interessante i den moderne litteratur. Naturen derimod er flad og forudsigelig, ordnet og kedelig. 

Det er dette litterære verdensbillede, som ifølge den indiske forfatter Amitav Ghosh har gjort det så svært at skrive god litteratur om den globale opvarmning.

»Klimakrisen er også en kulturkrise,« skriver han i The Great Derangement fra 2015, som er blevet en kulturkritisk nyklassiker:

»Og derfor en krise for vores forestillingsevne.«

Bogen er ikke et anklageskrift mod forfattere, som han mener, burde have skrevet litteratur om klimaforandringerne.

Han hævder ikke, at kollegerne har svigtet en historisk opgave, men erkender, at han også selv har fundet det vanskeligt at drage de historiske forandringer af forholdet mellem menneskene og naturen ind i sine bøger. The Great Derangement er en kulturkritik af den tradition, som spærrer for, at man kan skrive god litteratur om klimakrisen:

»Jeg har måttet erkende, at de problemer, som klimaforandringerne giver den enkelte forfatter – og som forekommer individuelle og specifikke, når vi oplever dem – også er skabt af noget bredere og dybere: De kommer ultimativt fra det mønster af litterære former og konventioner, som skabte vores fortællende forestillingsevne i præcis den periode, hvor koncentrationen af kultstof i atmosfæren forandrede menneskets skæbne på jorden.«

Ghosh påpeger, at den modernitet, der har skabt fundamentet for klimakrisen, også har fjernet det historiske fundament for at lave store fortællinger om den. Engang var det almindeligt i litteraturen at fortælle om uforudsete begivenheder i naturen og springe fra den ene usandsynlige begivenhed til den næste. At skrive om, hvordan naturkræfter brød ind i vores tilværelse og ændrede vores skæbne.

Det har været et litterært vilkår, at menneskene levede udsat for kræfter, som var større end os selv.

Men den moderne litteratur, som bliver skoledannende i 1800-tallet, gør op med det såkaldt overnaturlige, mirakuløse og guddommelige tildragelser. De store rystelser, chok, angst og verdenssammenbrud er herefter i den anerkendte litteratur psykologiske, sociale eller kulturelle.

Amitav Ghosh: ’The Great Derangement: Climate Change and the Unthinkable’

En vidunderlig herregård

Naturen handler ikke på egen hånd i den moderne litteratur, den griber ikke ind og forstyrrer vores tilværelse som en konstant trussel. De fortællinger, hvor den slags sker, regnes for triviallitteratur.

Ghosh beskriver ikke udviklingen af den moderne litteratur som et imperialistisk projekt, der presses ned over hovedet på nye forfattere. Det handler ikke om tvang eller magt. Han beskriver udviklingen som en dannelse af ny form for fortællinger, som skaber genial litteratur, inspirerer forfattere til at opdage nye verdener og virker dragende på alle, som skriver.

Den moderne litteratur sammenligner han med en vidunderlig herregård, som forfattere fra hele verden gerne vil flytte ind i. Men de kan kun flytte ind i det hus, hvis de opgiver deres egne fortælletraditioner og overtager det naturvidenskabelige verdensbillede som præmissen for deres litteratur.

Fortællingen om katastrofer, oversvømmelser, orkaner og tørke skal være psykologisk, hvis den skal anses for lødig, moderne litteratur. Historien om naturen skal være fortællinger om mennesket.

»At indføre katastrofiske begivenheder i romanen er at risikere at blive udvist fra den vidunderlige herregård, hvor den seriøse litteratur længe har boet. Det er at risikere at blive forvist til de mere ydmyge boliger rundt om herregården,« anfører Ghosh.

De ydmyge boliger var »engang kendt under navne som ’gotikken’, ’romancen’ eller ’melodramaet’, og nu kaldes de ’fantasy’, ’horror’ eller ’science fiction’«. Det er ikke disse former for litteratur, som vinder store priser og anerkendes som den højeste kunst.

Det historisk ironiske er således, at det æstetiske hierarki mellem den anerkendte litteratur, der har realismen som sin horisont, og den underlødige litteratur, hvor alt kan ske, har gjort det meget lidt attraktivt for store forfattere at fortælle vor tids store drama, klimaforandringer.

Menneskeheden som hovedperson

En anden pointe hos Ghosh er, at den traditionelle litteratur ofte folder fortællinger ud over flere hundrede år. De kan næsten have menneskeheden som hovedperson og århundreder som historisk ramme. Men den modernistiske litteratur handler meget ofte om ganske få år, nogle hovedværker begrænser sig til enkelte dage i historien.

Forudsætningen for dem er gerne, at nutiden er radikalt anderledes end fortiden, og at hvert enkelt menneske lever med to, tre slægtsled som eksistentiel horisont.

Men klimaforandringerne betyder igen, at vi skal forestille os et perspektiv, som rækker ud over nutiden og den nære fremtid, og vi skal tænke os selv som små momenter i en langt større kæde af generationer, end vi er vant til.

Ghosh’ bog ikke er en systematisk undersøgelse. Man kan lige fra Salman Rushdie over Orhan Pamuk og Jorge Luis Borges til den såkaldte magiske realisme finde mange eksempler på en litteratur, der overskrider realismen og bliver hyldet for det.

Og man kan sagtens anføre, at den litterære modernisme ikke er en eksklusiv dogmatik, men tværtimod åbner og er opsøgende i forhold til andre fortælleformer, og at den ikke er en facitliste, men giver nogle måder at skrive på, som ikke er begrænset til en bestemt opfattelse af naturen. 

Men det er heller ikke anliggendet for Ghosh’ bog. Hans afgørende pointe er, at vi er vant til, at mennesket er hovedpersonen i verden, og at vi lever hver især i interessante nutider. Og at vores politiske teorier og æstetiske traditioner er dannet i historiske kontekster, som ikke på nogen måde har taget højde for, at menneskets fremskridt som utilsigtet sideeffekter kunne have naturens genkomst som trussel mod menneskets liv på jorden.

Hvis man tænker det igennem som en kritisk erkendelse af vores fortællingers grænser og som en afdækning af vores forestillingsevnes begrænsninger, er det faktisk en frigørende bog. 

Amitav Ghosh: ’The Great Derangement: Climate Change and the Unthinkable’. University of Chicago Press. 176 s., 16 dollar