Læsetid: 8 min.

Filmredaktørens anbefalinger: Tv-serier skal ses om sommeren og inden døre

Filmredaktøren deler her sit bud på fire nye serier, man bør se i løbet af sommeren: ’Fleabag’ og ’Good Omens’ på Amazon, ’Catch-22’ på C More og sidst men ikke mindst ’When They See Us’ på Netflix
Neil Gaiman og Terry Pratchetts næsten 30 år gamle bog ’Good Omens’ er blevet til en herlig vanvittig tv-serie, der spejler vores lige så vanvittige verden 

Neil Gaiman og Terry Pratchetts næsten 30 år gamle bog ’Good Omens’ er blevet til en herlig vanvittig tv-serie, der spejler vores lige så vanvittige verden 

Christopher Raphael/Amazon Prime Video

21. juni 2019

Sommeren er det perfekte tidspunkt til at sidde indenfor foran sit 55 tommer OLED fladskærmsfjernsyn og nyde noget af al den brillante tv-fiktion, man måtte være gået glip af i de seneste uger og måneder.

Og der er både racekamp, dommedag, selvhad og krigens vanvid at hente ind på. Her er filmredaktørens bud på fire nye serier, man bør se, nu hvor sommeren er kommet.

Første serie: Hvordan man afværger Dommedag

De mødes i Paradisets Have, englen Aziraphale (Michael Sheen) og dæmonen Crowley (David Tennant). Crowley er slangen, som får Eva til at spise af æblet, mens Aziraphale sørger for, at Adam og Eva får et flammende sværd med sig, da Gud smider dem ud af Paradis.

Siden mødes de mange gange op gennem historien – det er noget af det sjoveste i Good Omens, serien, der handler om de to – og bliver med tiden gode venner.

Det er dog ganske uhørt, at to naturlige fjender på den måde plejer omgang, så de må gå stille med dørene, mens de samtidig skal stille deres respektive chefer tilfredse ved henholdsvis at udføre mirakler og gøre onde gerninger. Topmålet af Crowleys ondskab består dog i at lægge mobilnettet i London ned, hvilket de heller ikke er helt tilfredse med i Helvede.

Men så er det, at Antikrist bliver født og bebuder Dommedags komme.

Hverken bløde Aziraphale eller (på overfladen) barske Crowley er dog meget for den forestående krig mellem godt og ondt, hvor Jorden bliver ødelagt, og menneskeheden udslettet – dertil nyder de livet på jorden, tøjet, musikken, mad og drikke, ikke mindst, alt for meget. Så de sætter sig for at finde og stoppe Antikrist.

Det viser sig dog at være lettere sagt end gjort, når man både har himmel og helvede imod sig, og der i øvrigt er byttet om på to nyfødte babyer, så Antikrist ikke er der, hvor han burde være.

Good Omens er skabt af den britiske forfatter Neil Gaiman, der sammen med nu afdøde Terry Pratchett også har skrevet den næsten 30 år gamle bog bag serien, og den er præget af Gaimans humanistiske og empatiske livssyn, hans enorme fantasi og ikke mindst en løssluppen og indimellem ganske respektløs sans for humor.

Sheens Aziraphale og Tennants Crowley er et brillant makkerpar. Deres mundhuggerier er hele serien værd, og det er intet mindre end en fornøjelse at følge med i deres forsøg på at afværge Dommedag, ikke mindst når de modarbejdes af ærkeenglen Gabriel (Jon Hamm), der er temmelig krigerisk og mere end noget andet synes at ønske det helt store opgør.

Omkring de to hovedpersoner færdes et ganske kulørt persongalleri af hekse og heksejægere, apokalypseryttere og almindelige mennesker, der ikke helt forstår, hvad der foregår. Historiens fortæller er selveste Gud (Frances McDormand), og der løber for eksempel både en kønspolitisk og miljømæssig rød tråd gennem historien – det er vores børn, som skal redde verden og menneskeheden fra sig selv – som passer så strålende til tiden. Og så er det svært ikke at holde af det overordnede budskab, der handler om fanatisme, ikke mindst den religiøse af slagsen, som har det med at føre til krig, død og ødelæggelse.

Good Omens er en herlig og underholdende serie, der i både form og indhold spejler den vanvittige verden og de skøre skabninger, den handler om.

’Good Omens’ kan ses på Amazon

Anden serie: Menneskets komiske og tragiske sider

Britiske Phoebe Waller-Bridge, der stod bag første sæson af den fænomenale Killing Eve, har også skrevet og spiller selv hovedrollen i den ikke mindre fantastiske komediedramaserie Fleabag, hvis anden og muligvis sidste sæson næsten lige har haft premiere.

Serien, der begyndte som et onewomanshow, handler om en ung kvinde, der bor i London og med det yderste af fingerspidserne prøver at holde sammen på sit kaotiske liv.

Vi får aldrig at vide, hvad hun hedder, kvinden, men hun er, forstår man, titlens fleabag – en forhutlet, beskidt person – der i første sæson af serien kæmper med en stor sorg, tabet af sin bedste veninde.

Samtidig har hun et temmeligt anstrengt forhold til sin familie, ikke mindst sin konfliktsky far og dominerende, onde stedmor (Olivia Colman), der benytter enhver lejlighed til at stikke til sin steddatter.

Fleabag skændes også hele tiden med sin søster, Claire (Sian Clifford), der kun tilsyneladende lever et lykkeligt liv med sin amerikanske mand, Martin (Brett Gelman), en temmelig, grænseoverskridende ubehagelig type, som ikke vil sin svigerinde det godt.

Fleabags selvhad er markant og den motor, som driver første sæson. Hun gemmer på en grum hemmelighed, som er en af grundene til, at hun holder stort set alle på afstand og især ikke kan finde ud af at behandle sin ekskæreste, den lidt kedelige, men anstændige Harry (Hugh Skinner), ordentligt.

Hun skifter hele tiden partnere, men får ikke den store nydelse ud af at gå i seng med dem og bruger i stedet sine kræfter på, henvendt til kameraet, ironisk at kommentere oplevelserne og sine elskeres evner – eller mangel på samme.

I anden sæson har Fleabag fået en smule mere styr på sig selv, men forholdet til familien er stadig ikke det bedste, og hun bliver udfordret på alt, hvad hun tror på og tror, at hun ved, da hun møder og forelsker sig i en hot, ung præst (Andrew Scott). Han synes at forstå hende som få andre, og han lægger mærke til det, når hun henvender sig til kameraet – der er en meget morsom og begavet måde at skildre en tankeproces på – og så at sige ikke er til stede i øjeblikket.

Ud over at være en god skuespiller, der i Fleabag får skabt en facetteret, dybt fascinerende og på én gang usympatisk og tiltalende og meget menneskelig figur, er Waller-Bridge også en blændende forfatter, som kan skrive rap dialog og udtænke situationer, som både viser de komiske og tåbelige og de følsomme og tragiske sider af mennesker – og hvordan de to ting sjældent ligger langt fra hinanden.

’Fleabag’ kan ses på Amazon

Tredje serie: Krigens gru og galskab

C More

Galskab er der også rigeligt af i Luke Davies og David Michôds miniserie i seks afsnit Catch-22, der er produceret og til dels instrueret af George Clooney og Grant Heslov – som også begge spiller med i serien – og er baseret på Joseph Hellers satiriske krigsroman, Punkt 22.

Serien foregår midt under Anden Verdenskrig og handler om officeren John Yossarian (en god Christopher Abbott), der er udstationeret på en amerikansk flyvebase i det sydlige Italien, hvorfra han og hans deling flyver bombemissioner mod nord.

Yossarian er bange for at dø, men han har kun nogle få missioner tilbage, før han bliver hjemsendt.

Uheldigvis får basen en ny øverstkommanderende, den halvpsykopatiske oberst Cathcart (Kyle Chandler), der hele tiden hæver antallet af missioner, som de enkelte flyveofficerer skal gennemføre, før de kan komme hjem.

Og så begynder et både absurd og meget underholdende kapløb, hvor Yossarian blandt meget andet prøver at blive sygemeldt, hælder afføringsmiddel i basens mad, flytter fronten på et stabskort og på få dage flyver sine resterende missioner, uden at Cathcart ved det – alt sammen for at slippe fra krigen i live.

Desværre er der ikke noget, der virker. Heller ikke, da han trygler basens læge (Heslov) om at erklære ham sindssyg. Da bliver Yossarian nemlig ramt af titlens ’catch-22’: Man kan blive hjemsendt på grund af sindssyge, men man skal selv bede lægen om det. Men hvis man beder lægen om det, udviser man en rationalitet, som beviser, at man ikke er sindssyg alligevel. Det er et paradoks af dimensioner, og Yossarian er simpelthen fanget i et mareridt af bureaukrati, inkompetence og krigsliderlighed. Der er ikke meget, som tyder på, at han nogensinde kommer hjem.

Yossarian overværer også, hvordan den driftige messeofficer Milo Minderbinder (Daniel David Stewart) får stablet et velkørende og indbringende handelsimperium på benene – med sine overordnedes velsignelse – og således handler med alt fra skotsk whisky og lammekoteletter til maltesiske æg og italienske meloner over hele Europa og Nordafrika. Ja, han gør sågar forretninger med tyskerne.

Det er dog ikke kun krigens vanvid, men også dens gru og brutalitet, som Catch-22 har øje for. Fly bliver skudt ned, og soldaterkammerater dør omkring Yossarian. Og en af de store ironier i historien er, at han indirekte er skyld i flere menneskers død, fordi hans mange krumspring har utilsigtede konsekvenser.

Hvis ikke han var skør til at begynde med, bliver han det i hvert fald undervejs.

’Catch-22’ kan ses på C More

Fjerde serie: Fem sorte drenges kamp for overlevelse

Netflix

I 1989 blev en ung kvinde overfaldet og voldtaget i Central Park i New York. Fem sorte drenge i alderen fra 14 til 16 år blev anholdt og siden dømt for overfaldet. Mange år senere tilstod den virkelige voldtægtsmand dog forbrydelsen – hans dna blev også fundet på gerningsstedet – og de fem blev renset for alle anklager og siden tilkendt en erstatning på mere end 40 millioner dollars.

Det er de fem drenges uhyggelige historie, Ava DuVerney fortæller i den fire afsnit lange miniserie, When They See Us, som hun har instrueret, produceret og været med til at skrive.

Det er en næsten ubærlig oplevelse at være vidne til, hvordan de fem knægte – den ene mere uskyldig og bange end den anden – bliver presset, mishandlet og truet af politiet til at tilstå.

Den offentlige anklager er så opsat på at få de fem dømt, at hun lader hånt om alt, der har med lov, ret og sandhed at gøre. Felicity Huffman – der selv lige er blevet idømt flere måneders fængsel for at have betalt en mand for at sikre hendes datter adgang til universitetet – spiller den på alle måder usympatiske og fanatiske anklager Linda Fairstein, som får overbevist sig selv og systemet om, at de fem drenge er skyldige, selv om stort set alt tyder på det modsatte.

Mest hjerteskærende i When They See Us er dog portrættet af de fem unge, kaldet The Central Park Five, og deres familier, der om noget lider under den voldsomme sag, hvor selv en rigmand ved navn Donald Trump blander sig og kræver dødsstraffen genindført.

Deres liv bliver taget fra dem, ikke mindst skrøbelige, naive 16-årige Korey Wise (Jharrel Jerome), der ryger direkte i ’rigtigt’ fængsel – de andre kommer i ungdomsfængsel – og bliver flyttet rundt fra fængsel til fængsel og hvert sted må i frivillig isolation, fordi han får tæv af sine medfanger.

Serien følger de fem fra arrestationen til løsladelsen og frifindelsen og kommer både til at handle om et uskyldstab af dimensioner, en desperat kamp for at overleve både for drengene og deres familier, det fattige USA mod det rige – det sorte mod det hvide – og et retssystem, der kan manipulere med mennesker, der ikke kender det eller deres rettigheder eller har råd til en god advokat.

Det er en stærk fortælling, noget af det bedste som den meget politiske Ava DuVerney har lavet – hun stod også bag Selma, en film om Martin Luther King – og den er et engageret og passioneret indspark i en debat om lighed og frihed i det land, som altid praler af at have rigeligt af begge dele.

’When They See Us’ kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Thomas Tanghus
Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Krigens gru og galskab, er overskriften på en af filmene. Og teasere viser alt andet. Det er endnu en “feel good about war” film, som skærmer eller direkte lyver til deres publikum. Sagte Amerikansk krigspropaganda som vi har set i årtier.
Undskyldningen er reel nok: At man ikke kan få penge til at lave en stor produktion om hvad krig er i virkeligheden, og hvad det gør ved menneskets sjæl og vilje, og de samfund det berører.
En ny fransk dokumentar, som ikke er kommet i biografsalen endnu(Freedom still loves us), viser med et særligt poetisk sprog, krigens psykologi, dens følger og det udefinerbare den gør ved både soldater og civile, samt filosofer undren og tilkendegivelser gennem historien. Trods de makabre klip som er tættere på virkelighedens krig end vi oftest bliver præsenteret for, fortæller den nænsomt om mennesket rolle i krigens verden.
Forpremiere på det franske medie Mediapart english(med engelske undertekster), der er det største og mest seriøse franske medie i opposition til de meget polemiske store satte medier. Undersøgende journalistik der minder meget om Information, da de lavede mere graverjournalistik. Det kræver abonnement, men det gør de andre også, og man kan vist stadig få et prøveabonnement for 1€ https://www.mediapart.fr/studio/documentaires/international/freedom-stil...