Læsetid: 6 min.

Firmaet Andersen

Den professionelle publicist i brugen af opera og koncerter
Henrik Engelbrecht gør i sin nye bog H. C. Andersen lyslevende som barn af sin tid.

Henrik Engelbrecht gør i sin nye bog H. C. Andersen lyslevende som barn af sin tid.

Nikolai Linares

7. juni 2019

I første række var H.C. Andersen en gudbenådet digter, hvis lige i verdenslitteraturen næppe kender mage. I anden række var den gudbenådede, hvad færre måske gør sig klart, en dybt professionel handelsrejsende udi egen virksomhed. Fænomenet Andersen, hvad angår digteriet, består selvsagt af et ubegribeligt talent og betydelig begavelse, dertil kommer overmenneskelig flid.

Ydermere bar han i bagagen en livsappetit til tider næsten hensynsløs i aldrig svigtende nysgerrighed samt en faglig oplevelsestrang, der til stadighed drev den stadig mere berømte digter rastløst rundt i Europa.

Hvad angår forretningen, firmaet H.C. Andersen, sørgede ihændehaveren for at holde sig orienteret i scenekunstens marked i lande og hovedstæder verdensdelen rundt.

Hjemme og ikke mindst ude, hvor interessen for digteren i førstningen var mere uskrømtet, opsøgte Andersen relevante steder og personer. Desuden frekventerede han flittigt datidens medier, hvilket vil sige alle de teatre, operahuse og koncertsale, som han på rejserne kunne overkomme. Det var mange, som det fremgår af kilderne.

At få styr på Andersen begynder og ender i det enorme dagbogsværk, selvsagt erindringerne samt hans utallige breve. Men først dagbøgerne, nøglen til det liv i ægteskabeligt fravalg, som han jo levede.

Dagbogen var livsledsager og fortrolig, dens indføringer opsamlede stort som småt og alle slags iagttagelser og øjeblikkelige vurderinger. Dette enorme kildemateriale, som digteren således efterlod sig – utvivlsomt i forvisning om, at hver en linje fra hans hånd ville blive gransket, Andersen var sig sin betydning bevidst – danner højde- og breddegrader i kortlægning af hans liv og virke.

Notaterne var grundige med relativt få lakuner; dag for dag, til tider time for time følger læseren et usædvanligt begavet og indsigtsfuldt menneske i en ganske oprivende tidsalder på tærsklen til det moderne; lige ved, men fortsat betinget af en knudret transportteknologi, periodisk utryghed på de europæiske landeveje og store og halvstore byer af tvivlsom sikkerhed.

Gehøret

Uanset hvad kørte Andersen på med stor frejdighed og stort mod blottet for den ængstelighed, hans senere landsmænd ofte har tillagt ham, dels fordi han jo i dagbøgerne beskriver alle sine betænkeligheder, al sin frygt og alle sine skavanker, dels fordi geniet udstyret med latterlige svagheder er mere håndterligt på dansk.

Men tag ikke fejl: Intet kunne i virkeligheden hindre Andersen i at opleve døgnet rundt; ingen tandsmerte, ingen løs mave, ingen verdenssmerte var for generende til at holde ham fra teatrene og operaen, hvori han – uanset om det var Berlin, Paris eller London – færdedes som hjemmevant.

Operaeksperten og musikformidleren Henrik Engelbrecht har i sin nye bog Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen sat sig for at gennemgå Andersens liv i dette lys, følge Andersen fra forestilling til forestilling, opremse og analysere digterens egne forsøg i genren både som idémand og librettist og foretage en imponerende registrering og optælling af de mange koncertsals- og operabesøg.

Henrik Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen.

Det bliver i råt antal til cirka 1.000 gange på det halve århundrede, Andersen fra halvvoksen til gammel og døende nåede i operaen som tilskuer i Danmark og udlandet.I disse godt 50 år opbyggede han overdådig og nyttig indsigt i tidens udbud, i operaens teknik samt i det skiftende sangerpotentiale.

Engelbrechts metode bygger selvsagt på dagbøgerne og brevene. Her giver Andersen sit besyv med og uddeler som en anden anmelder karakterer.

Hvor det bliver dobbelt interessant, er, når Henrik Engelbrecht kombinerer Andersens iagttagelser med stedlige sagkyndiges vurderinger klippet af datidens aviser og tidsskrifter.

Her fremstår Andersen om end ikke på lige fod med de professionelle smagsdommere så dog som én, der helt afgjort kan tale med, og som oftest rammer i nærheden af centrum såvel i bedømmelserne af sangerpræstationer og orkesterspil som af iscenesættelser og scenografi. For at sige det sådan er hans smag temmelig sikker, og hans gehør overbevisende.

Operaens samværsform

Oven i disse beskrivelser af længst glemte sangere og forestillinger kommer selvsagt beskrivelserne af de nye værker, han stifter bekendtskab med – operaer af Verdi, Wagner og Donizetti, Rossini, Bellini, Auber og mange flere. De førstnævnte er for en eftertid mest interessante, andre er gået i historiens nådesløse glemmebog.

Verdi har Andersen det noget vanskeligt med, hvilket jo kan skyldes, at opførelserne ikke står mål med de krav, Verdis partiturer stiller. Med Wagner kommer benovelsen. Nogle gange bliver Andersen rystet af det pangermanske supergenis insisteren. Men der er jo noget dér, som ikke er til at komme udenom. Andersen har i øvrigt ikke lyst til at komme uden om noget som helst, men vil som antydet have det hele med helst hele tiden.

Operaen i disse tider var naturligvis som social og kunstnerisk institution væsentlig anderledes end i vore dage, hvor man kommer og går til tiden, og det er så det.

Den borgerlige opera var alene i sin arkitektoniske udformning et mødested og en samværsform, som Andersens forstod både at udnytte og nyde. Dertil kom, at operaen og teatret som medie kunne tændes og slukkes – i den forstand, at man gik til og fra.

Andersen især – som Kierkegaard i øvrigt – der for Andersens vedkommende efter middag hos skiftende københavnske familier lige skulle hen før kaffen og overvære første akt, for så at returnere og siden måske hen på Kgs. Nytorv igen og få sidste akt med. Dagen efter samme forestilling i sin helhed eller bare 2. akt. Man slukkede og tændte for musikken og så og lod sig se.

Andersens egne bidrag

Henrik Engelbrechts bog er et værk. En rigeligt fondsstøttet udgivelse på eget forlag, hvor der ikke er sparet på hverken papir eller udstyr. Bogen på 484 sider vejer næsten halvandet kilo! Det skal man selvfølgelig ikke måle faglitteratur på, men unægtelig er det en velsignelse at tage en sådan kvalitetstryksag mellem hænderne og så i øvrigt kunne fordybe sig i et mageløst illustrationsmateriale.

Forfatteren sætter en ære i at dække teksten af side for side med relevante billeder: Sådan og sådan tog den og den sanger sig ud i de dage, Andersen oplevede dem; sådan så det operahus ud, sådan de åndsboller og andre, Andersen som regel uden lang betænkningstid opsøgte før og efter teatertid.

Henrik Engelbrechts bog kan ses som en mere end værdig forlængelse og et rigt supplement i egen ret til Johan de Mylius’ fine fremstilling og biografi fra Livet og Skriften, der netop tog fat i den professionelle Andersen – firmaet – og satte fænomenet i forstandig sammenhæng med perioden.

Engelbrecht når flere steder spadestikket dybere i den side af Andersen, der for ham selv var så afgørende: kærligheden til teatret og operaen. I og for sig også den ulykkelige eftersom Andersen aldrig rigtig fik fod på disse efterstræbte genrer.

Andersen skriver og skriver og indsender det ene forslag efter det andet, hvortil Det Kgl. Teater af mere eller mindre gode grunde takker nej. Ofte med hånsord. Digteren er ukuelig og sender ind igen med beskedne rettelser i det afviste med det resultat, at han igen får hele historien i hovedet. Andersen må også lide den tort, at noget antages, men forsinkes ulideligt, hvorefter det omsider bliver en skingrende fiasko og taget af plakaten med det samme.

Igen er det firmaet Andersen, der er i sving. Vedtagne stykker skæppede forholdsvis godt i kassen, især ved flere opførelser.

Man må bestandigt erindre sig, at endog den verdensberømte H.C. Andersen ikke fik en skilling for udgivelser i andre lande. Det gjaldt som fri kunstner om at finde indtægterne, hvor det var muligt. Hertil var operaen, med hvilken han gjorde sig så fortrolig, et taknemmeligt medie. Når det altså lykkedes, som det kun gør for alvor én gang med Andersen og operaen Liden Kirsten.

Alle, der vil være på omgangshøjde med vor store landsmand, kan i Henrik Engelbrechts bog finde et rigt stof, der kombineret med det store livsværk inklusive dagbøgerne gør Andersen endnu mere lyslevende som barn af sin tid og som moderne kunstner, der rækker fremad.

En undrende lille indvending: Beethoven hører i 1822 operasangerinden Wilhelmine Schröder-Devrient og begejstres, læser man. Men Beethoven var vist allerede næsten totalt døv i 1820 …

Henrik Engelbrecht: Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen. 484 sider, ill. Forlaget henrikengelbrecht.dk. 455 kr.

Sommerbøger 2019

Hvad skal du læse i sommerferien? Det giver Informations kritikere en masse gode bud på – og der er både nye bøger og klassikere på listen. Og som en service til landets nye statsminister giver vi et bud på, hvilke bøger der kan give et indblik i den køns- og identitetspolitiske debat, der deler Danmark – og hvilke bøger, der kan gøre statsministeren klog på den europæiske virkelighed.

Læs også interviews med den ungarske filosof Ágnes Heller, der advarer mod den nye europæiske nationalisme, med den eksil-iranske forfatter Shahrnush Parsipur, hvis roman ’Kvinder uden mænd’ nu endelig udkommer på dansk og med den svenske litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström, der i sin nye bog viser, at litteraturhistorien er fuld af vidnesbyrd om seksuelle overgreb.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu