Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Fortællingens trolddomsmagt

Sjóns ’CoDex 1962’ er stor litteratur af den slags, som man gør bedst i at flytte sammen med eller beslutsomt bosætte sig i
Sjóns ’CoDex 1962’ er stor litteratur af den slags, som man gør bedst i at flytte sammen med eller beslutsomt bosætte sig i

Sofie Holm Larsen

Kultur
14. juni 2019

Alt imens islandske Sjón (»Syn« – pseudonym for Sigurjón Birgir Sigurðsson, født 1962, debut 1978) i nullerne udgav den ene glimrende roman efter den anden og fortjent høstede priser herfor, påstod et sejlivet rygte, at det skam stadig var hans agt at færdiggøre den trilogi, han indledte helt tilbage i 1994, og hvis andet bind udkom i 2001.

Og endelig, endelig, i 2016, udkom søreme hele molevitten, en milepæl i nordisk digtekunst, et mesterværk, der tåler sammenligning med hans store forbilleder fra verdenslitteraturen, folk som Laurence Sterne (Tristram Shandy), Mikhail Bulgakov (Mesteren og Margarita), polske Bruno Schulz og tjekkisk-tyske Franz Kafka, og som takket være intet mindre end en verbal heltebedrift, ved den trofast og langmodigt udholdende Kim Lembek, nu også foreligger på dansk.

En amerikansk anmelder har allerede betegnet værket som et islandsk svar på 1001 nats eventyr, og i The Guardian kunne man læse, at i Sjóns roman mødes Hieronymus Bosch og Marc Chagall, vel at mærke tilsat et stænk Tarantino!

Sjón: ’CoDex 1962’.

Samtidig betonedes det, at inspirationen fra Günter Grass og Bliktrommen er helt evident. Den mest solide episke forbindelseslinje synes da også at være den, som leder os fra jøderne i Prag via Tyskland til Island, og som gør værket til noget ellers så uset som islandsk digtning med Holocaust-afsæt. Blot vel at mærke udført i en grænsesprængende form, der transcenderer alle de kategorier, man kunne fristes til at foreslå: Postmodernistisk metafiktion. Magisk og/eller grotesk realisme. Collagepræget genrehybrid. Encyklopædisk videnskabskrimi. Retrospektiv science fiction …

Det bedste råd man kan give en dansk læser af bogen er at afsætte rigeligt med tid (en uge er næppe for meget) og indstille sig på at bruge forstand, fornuft, fornemmelse, følelse og fysik. CoDex 1962 er litteratur af den slags, som man gør bedst i at flytte sammen med eller beslutsomt bosætte sig i. Gør man det, vil man sande, at den trods sin massive monstrøsitet og sin udtalte hang til frie digressioner faktisk hænger ganske godt sammen.

Kernen i historien er denne: Engang under Anden Verdenskrig, nærmere betegnet 1944, dukker Leo Löwe, jøde, flygtet fra en koncentrationslejr, op i en senere bortbombet by i det nordlige Tyskland og indlogeres i hemmelighed på et pensionat, hvor en tjenestepige tager ham i omsorgsfuld pleje. Med sig bringer staklen en klump ler, af hvilken der 18 år senere, i midten af Reykjavik, gennem alkymi (!) skabes et drengebarn, Josef.

I leret har flygtningen samlet alle sine legemsvæsker: spyt, blod, sved, snot, urin, mundvand, sæd og marv, ekskrementer til et lidelseskoncentrat. Endnu blot en død ting. Liv får hans ’homunculus’ først, da i en fødsel en magisk signet af guld presses ind på navlens plads, mellem solarplexus og skamben!

Golemgutten Josef viser sig så at være romanens jegfortæller, eller rettere den berettende part i et meget langt interview, optaget til brug for en excentrisk genetiker og bestyrer af genbanken CoDex, som deler navn dels med værket selv, dels med et af de mest berømte middelalderhåndskrifter, den navnkundige »Kongebog« eller Codex Regius, som rummer Den poetiske Eddas helte- og gudedigte.

Eller måske er det hele opspind? Måske er Josef slet ikke frembragt ved alkymi, men født på naturlig vis af en stakkels plaget, fordrukken kvinde? Sikkert er det i hvert fald, at han i gymnasietiden møder en usædvanlig intelligent kunstinteresseret digterspire, som kalder sig S.jon eller Sjón og optager en ytring fra ham i et af sine digte og yderligere hædrer ham ved at lade verslinjen give trilogiens tredje bind dets navn.

Sjón har gjort læserens orientering i værket noget lettere ved at kalde første bind ’kærlighedsroman’ (Leo og pigen på gæstgiveriet), andet bind ’kriminalroman’ (Leos indblanding i en mystisk mordsag i Reykjavik, som bl.a. involverer en frimærkesamlende varulv og en sovjetisk spion med hale) og tredje bind ’science fiction-roman’ (nemlig om genetikkens og bioteknologiens fristelse, farer og fremtidige gavnlige anvendelse).

Men han evner samtidig at forvirre gennem indlagte mytiske mellemkapitler, hvor forfatteren ganske vist fejrer triumfer som eventyrfortæller, men hvor læseren også risikerer at glemme, at der hele tiden er en styrende hensigt bag hos vor i virkeligheden stringente fabulant, vor på bunden ærkeislandske kosmopolit, vor såre paradoksalt magiske rationalist.

De afsnit, hvor man måske kommer tættest på værkets menneskelige ærinde, er måske dem, hvori forfatteren på én gang indfølt og tørt mindes alle de mennesker, der fødtes samme år som han, men siden forlod denne verden. Individ for individ opregnes deres nøgne data, men i romanens slutning tager de levende de døde i hånden – og danser. Sideløbende hermed løfter værket sig til en vision af et postapokalyptisk scenarie, hvor mennesker og dyr lærer at kommunikere, og Jorden vender tilbage til den tilstand, kloden befandt sig i, inden menneskene tog fat på at skamfere og ødelægge den.

Dog, romanen har også en alternativ slutning, af metalitterær karakter. Heri hedder det, at selve det at fortælle er menneskeslægten iboende, og at alle fortællinger har deres oprindelse længe inden vi fandt på metoder til at opbevare dem, andre steder end i den fælles erindring.

Det er for værket »uden betydning, om bøger bliver slidt op af læsning, oplag går tabt under transport over havet, om de bliver til cellulosemasse, så der kan trykkes nye bøger, eller om de går op i flammer« indtil sidste eksemplar. Livskraften i de løse ender og halvkvædede viser, som bøgerne rummer, sættes konstant i omløb som en forbandelse eller velsignelse:

»Med hver genfortælling og fordrejning, misforståelse og sammenblanding, vokser det menneskelige sang- og historieunivers. Jordens biomasse er konstant. Alt hvad der falder og dør, bliver til næring for det, som skal komme. Digtningens biomasse derimod vokser. Den består af et forunderligt stof, der ikke tilhører nogen af klodens tre kendte riger – ikke dyreriget, ikke planteriget, ikke mineralriget – og alligevel modtager den al næring fra dem: Digtningen er del af mennesket, og mennesket er del af denne verden.«

Hvor må det have været vidunderligt for forfatteren at kunne afslutte sit storværk så fint. Hvor må det have været tilfredsstillende at oversætte hans ord. Og hvor herligt er det ikke, at så mange nu, stille og roligt, kan vandre igennem romanen og erkende fortællingens trolddomsmagt.

Sjón: ’CoDex 1962’. Romantrilogi i ét bind. Oversat fra islandsk af Kim Lembek, C&K Forlag 575 sider, 350 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her