Læsetid: 4 min.

’De frivillige’ får os til at heppe på de speedsyngende perverses vanvid

En økonomisk skurk a la Stein Bagger begynder til fængselskor blandt selvvalgt isolerede varetægtsfængslede, og ekstreme magtkampe opstår. Aspöcks meget vellykkede ’De frivillige’ er en både letbenet og tunghjertet komedie om at lære at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme
En økonomisk skurk a la Stein Bagger begynder til fængselskor blandt selvvalgt isolerede varetægtsfængslede, og ekstreme magtkampe opstår. Aspöcks meget vellykkede ’De frivillige’ er en både letbenet og tunghjertet komedie om at lære at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme

Christian Geisnæs

13. juni 2019

»Jegerhavrenjegharbjælderpååååååååå. Mer’endtyvetrorjegpåhvertstråååååå. Bondenkalderdemforsinefooold. Gudvelsignehamdenbondeknooold.«

Det er en virkeligt twistet og hæsblæsende version af Jeppe Aakjærs danske klassiker, der styrter rundt i ens hjerne efter at have set den danske fængselskomedie De frivillige — om en økonomisk forbryders magtkampe med et fængsels svageste fanger.

At instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Lars Husum har valgt at give filmens umage fængselskor det særpræg, at de synger Højskolesangbogens danske hits i firedobbelt tempo, dikteret af den »uofficielle korleder«, Niels (Anders Matthesen), er klassisk dansk sortkomik.

Det er en joke, der bliver til en reel ørehænger for publikum, og som også karakteriserer de sociale outcasts: Deres spøjse misforståelse af noget, alle andre ved, bliver et sødt billede på deres sære fællesskab. Husker I Ove Ditlevsen?

De Frivillige minder på den måde om Anders Thomas Jensens dystert-søde samling af såkaldte ’tabere’ i bl.a. Blinkende LygterDe grønne slagtere og Mænd og Høns. Der er måske også lidt Rasmus Heide og hans Blå mænd i det komiske portræt af kriminelle.

Og som sådan er filmen mest et fint bud på noget, vi har kendt ret godt siden 00’erne: Komiske karakterer — Anders Matthesen med en pude under trøjen — der under konstant udgydelse af oneliners udkæmper sociale magtkampe, som inkluderer det klamme (urinsprøjteri) og det grumme (pædofilijokes).

Vildt meget Hammerslag

Men der er også noget mere over de der indsatte, der så sødt og stolt og insisterende og lidt ængsteligt synger »jegerhavrenjegharbjælderpååååååååå« uden at trække vejret mellem ordene.

De udgør et underligt fællesskab af folk, som ingen andre vil lege med. De er varetægtsfængslet for den slags perversionsforbrydelser, der straffes med ordentlige bandebøllebank i resten af fængslet, og derfor sidder de i frivillig isolation.

De taler ikke om, hvorfor de er der, men knuger sig derimod til det, de kan sammen: Servere morgenmad, vaske gulv, se helt vildt meget Hammerslag, sortere stofbolde for en tier i timen og, altså, synge »Jegerhavrenjegharbjælderpååååååååå« flerstemmigt i den vanvittige takt, som Niels slår an med hånden.

I starten er det selvfølgeligt latterligt. Karaktererne spilles også med tumpekomik af blandt andre Christopher Læssø og Søren Malling. Men efterhånden begynder filmen selv at heppe på deres uskønne sang ved at lægge hurtige, fængende rytmer over mændenes a cappella, så vi får indblik i, hvor fedt det muligvis lyder i deres egne ører.

Udfordreren af den norm bliver jetsetter og økonomisk kriminel Markus Fønns (Jacob Hauberg Lohmann) — en slags ’Riskær møder Stein Bagger møder seneste års hvidvaskskurke’.

Han kunne aldrig drømme om at sidde i isolation, men overbevises snart med bandevold. Markus har skrevet en gajolpakkecitatselvhjælpsbog om at være totalt fed og succesfuld, han er gift med en hot, indisk skuespillerinde, han tager på ferier med vennerne Nicklas Bendtner og Rasmus Seebach og synes, at de skulle synge Seebach-sange i koret og måske invitere Seebach med ind på en lytter.

Markus har en rigtig flot, lys tenorstemme, men Niels insisterer på, at han skal synge grim, dyb bas. Og da Markus forsøger at korrigere de andres fejlagtige tempo ved at fastholde sit eget sindige og rigtige, bryder alfahankampen ud for alvor.

Økonomisk røvhul

Først er Markus den fornuft, vi som publikum kan identificere os med, fordi han er lige så fremmedgjort over for fængslets spilleregler og sære vaner som os, og fordi han — som os — gyser ved tanken om, hvad disse tilsyneladende milde folk i ’frivilligt’ har gjort for at ende der.

Men Markus repræsenterer også et af de røvhuller, der smadrer samfundets fællesskaber mest, og som strategisk misbruger al den priviligerede tillid, som han får helt gratis af en duperet omverden. Langsomt, og derfor, begynder vi at heppe på de speedsyngende perverses vanvid.

Særligt virker det, når filmen lukker alvoren ind og viser den tidligere håndboldtræner Niels’ møder med sin hustru, som lider under social eksklusion oven på husbondens ugerninger. Så sidder han der over for den, han elsker, og som er så ked af det, fordi han har gjort noget så uhyggeligt og dystert.

Når man ser den mørke tristhed i hans øjne – det leverer Matthesen virkeligt godt – gør De frivillige noget nyt og vovet: Midt i alt det sjove og grove bliver fængslet og filmen en slags vanskelig og nødvendig zone for den mellemmenneskelige viljeshandling, det er fuldt ud at rumme nogen, der har sider, man aldrig ville kunne rumme.

For i ’frivilligt’ er der ikke plads til at være det røvhul, som Markus planlægger at være for at vinde sine magtkampe. Her er uudtalt forståelse for hinanden derimod den vigtigste valuta og eneste overlevelsesmulighed. Det forstår vi. Det er der noget smukt ved.

Også derfor har man »Jegerhavrenjegharbjælderpååååååååå...« i hovedet på vej ud af biografen og stadig et par dage efter.

’De frivillige’. Instruktion: Frederikke Aspöck. Manuskript: Lars Husum. Fotograf: Louise McLaughlin. 93 min. Biografer over hele landet

Instruktør Frederikke Aspöck og manuskriptforfatter Lars Husum er filmaktuelle med ’De Frivillige’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Carsten Mortensen
  • Anders Reinholdt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Oluf Husted, Carsten Mortensen, Anders Reinholdt og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rønne Bio, (søndag aften) er af den gammeldags slags, hvor man trækker et nummer for at
købe en billet, en virkelig underlig idé, hvor det tog femten minutter, i kø, med slik, junkfood,
popcorn, samt andre (også) billet købende tilskuere.

Vi var en del efterladte folkemøde deltagere, alle færger var udsolgt, der fik en stor oplevelse
sammen med ca. 50 lokale, fik vi mere højskolesang og demokratiforståelse, end i Allinge.

"At livet det er livet værd" er ikke nævnt af Katrine Hornstrup Yde, men det var filmens budskab.
Altså: "På trods af tvivl og stort stort besvær" (tak til Jens Rosendal og Per Warming)